Læsetid: 4 min.

Det Kgl. Kvæsthus

4. november 2003

LARS VON Trier og Jørgen Leth kan godt pakke sammen med deres sølle fem benspænd, hvis man sammenligner med Det Kgl. Teater og planerne om et nyt, moderne skuespilhus. Her må vi op i mindst et tocifret tal, og i går blev bolden yderlige »sparket til hjørne,« som det hed i TV2, da reporteren på Christiansborg fortalte, at oppositionen var udvandret efter kun to minutters møde med finansminister Thor Pedersen om teatret og andre kulturelle spørgsmål.
Kun de allerældste og mest hvidskæggede husker i dag, hvornår debatten om nye huse til opera og teater egentlig startede. Var det i 80’erne, det begyndte? Eller længere tilbage? Og var der ikke noget med, at Jørgen Reenberg engang respektløst, men også med en vis portion veneration omtalte bygningen på Kgs. Nytorv som »det gamle pissoir«? Og var der ikke noget med, at daværende hhv. bestyrelsesformand og statsminister, Niels-Jørgen Kaiser og Poul Nyrup Rasmussen, delte et rundstykke og over morgenkaffen gav hinanden håndslag på et nyt skuespilhus? Eller hur?
Det var i hvert fald sådan, at skiftende politikere rystede på hånden, når de skulle beslutte, for der var tale om et byggeprojekt til 7-800 mio. kr., og det er meget til kultur i lille Danmark. Læg hertil, at vi udmærket ved, at det bliver en lille mille – eller en stor – før byggeriet er færdigt. Den har man jo efterhånden kigget ud.
Det værste var, at partierne skulle blive enige indbyrdes, og hvad var der nu mest brug for et operahus eller et skuespilhus? Og så var der jo Københavns Kommune, som også havde et ord at skulle have sagt – og Borgerrepræsentationen og lokalplanen, og så dumpede Mærsk McKinney Møllers operahus pludselig ned fra oven, og var det nu grimt eller pænt, og var det ikke for dyrt at tage imod sådan en gave, når man selv skulle betale for driften?

SOM ET SKIB på et oprørt hav har debatten tumlet rundt, og imens har Oslobåden ligget tålmodigt ved Kvæsthusbroen, hvor der er tegnet streger til skuespilhuset (altså bortset fra, at færgen er sejlet på sine natlige ture til Oslo og tilbaws igen, som den skulle).
På den baggrund var det virkelig en ekspert, Weekendavisen henvendte sig til forleden, da den fik en udtalelse fra Jens Stephensen, der ud over at være bestyrelsesformand for Aveny-T nemlig har en fortid som direktør i Scandlines, Århus Flydedok og B&W. Ikke overraskende henviste han til, hvad der i teaterkredse længe har været en offentlig hemmelighed, nemlig at folk ikke har fået deres største teateroplevelser i de seneste år på Det Kgl. Teater.
Det er teatre »ude i byen« som Betty Nansen, Kaleidoskop og Dr. Dante, der har båret fornyelsen.
Hvilket er flovt. Det Kgl. teater har haft en drøm om at være som Dramaten i Stockholm, der har kunnet fremvise både mange tilskuere og fornyende teater. Man har drømt om fleksibel scene, hvor man kunnet lave andet end det forhånede, gammeldags kukkasseteater, men det har samtidig været en dårlig undskyldning, for godt teater har ikke kun med mursten at gøre, men med den ånd, der hersker på et teater. Teatret har ved siden af de store, gamle koryfæer som Ghita Nørby, Jørgen Reenberg m.fl. med stor forkærlighed og sikker hånd dyrket sekundaskuespillere i stedet for at sluse den mellemgeneration ind, som dels på film og teater har vist sig at have tag i et stort publikum, dels
mestrer en moderne spillestil, som kan blæse støv bort.

DET HISTORISKE forlig om et nyt skuespilhus i København blev indgået i Elsebeth Gerner Nielsens tid som kulturminister, og nu skulle det så blive til noget, men så – nyt benspænd – blev der i 11. time sat spørgsmålstegn ved projektet. Dansk Folkeparti ville hellere have et fint, nyt fængsel (hvorfor ikke et galehus?), og fra teaterhold var det ikke kun den tidl. skibsmand, der ytrede tvivl om projektet. Det gjorde også Folketeatrets nye direktør, skuespilleren og politikeren Klaus Bondam. Naser Kader fra Det Radikale Venstre gerådede også i tvivl. Venstre har helt tiden været imod, og både Berlingeren og Jyllands-Posten forlangte i ledere projektet af bordet. Det er heller ingen hemmelighed, at adskillige andre teaterfolk efterhånden er imod, idet man frygter, at Det Kgl. Teater, som af en pludselig overraskende rundhåndet kulturminister er lovet sit tilskud øget med 46 procent, dermed vil dræne de andre teatret for midler, så den skjulte dagsorden er lukning af flere teatre. For hvor skal pengene ellers komme fra?
I forvejen strammer det til på teatrene med økonomien. Således kan Weekendavisen berette, at man på Folketeatret må vende hver krone, før man beslutter, om der er råd til et par nye strømper til en skuespiller. Hvilket logisk vil medføre, at man frem over må satse på stykker som Kærlighed uden strømper og De to musketerer eller i yderste konsekvens bearbejde Shakespeares Stormen til Stormen i et glas vand. Situationen er mere ulden end de omtalte hoser, og Det Kgl. Teater har selv ved sin slaphed andel i, at der vil blive grædt tørre tårer i teatrene uden for murene, hvis projektet kæntrer eller udsættes.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu