Læsetid: 4 min.

En kidnappet hånd og andre belgiske eventyr

12. august 2006

BRUXELLES - For et par år siden fik byrådet i den belgiske by Ostende et uventet tilbud: For at få en afsavet hånd tilbage fra et mindesmærke om den tidligere belgiske koloni Congo, skulle byrådet indvilge i at sætte et skilt op ved mindesmærket om de kolonialistiske ugerninger, som den belgiske kong Leopold II og hans folk stod for. Den afsavede hånd er ganske symbolsk: De belgiske herskere var kendt for at skære hænderne af congoleserne for at vise, hvor mange de havde dræbt. Afpresningen i Ostende er blot et af flere eksempler på en opblomstrende interesse for Congo, fortæller historikeren Lucas Catherine. En hel generation af belgiere - dem, der gik i skole efter Congos selvstændighed i 1960 - lærte ikke meget om den tidligere belgiske koloni. De fik en brat opvågning, da en britisk-belgisk dokumentarfilm for nogle år siden blev vist på belgisk tv på både flamsk og fransk. Filmen skabte uro, fordi brutaliteterne i det belgiske regime i Congo var ukendte i den brede befolkning.

"De begyndte at spørge. Nogle lavede aktioner, nogle begyndte at studere historien," fortæller Lucas Catherine.

Men det belgiske politiske establishment ser enhver kritik af Belgiens fortid i Congo som en kritik af monarkiet. Den bortførte hånd i Ostende blev da også forfulgt på det skarpeste med ransagninger og beslaglagte computere, fortæller Catherine. Monarkiet ser sig som garanten for, at den ulige og delte nation ikke falder helt fra hinanden - særligt efter Congos selvstændighed i 1960. Ligesom kongehuset fungerede også Congo som et forsøg på et nationalt samlingssymbol.

Som kolonialisterne så det

En jagt efter sporene af Congo i Bruxelles kan passende begynde på Afrikamuseet i forstaden Tervuren. Alene turen derud er det hele værd.

Sporvogn nr. 44 bimler afsted ad den brede Avenue de Tervuren ud af Bruxelles, anlagt til verdensudstillingen i 1897 for netop at knytte byen sammen med museet, hvor kongen viste 'sit' Congo frem. Turen går forbi ambassader, villaer med store, runde indkørsler og små søer med svaner på. Som om sporvognen var et legetøjstog gennem et storslået parklandskab. Et stykke inden den når endestationen og museet, forsvinder skinnerne ind i skoven - og banen rasler lystigt videre mellem de høje træer.

Hovedattraktionen i 1897 var tre kongolesiske landsbyer, hvor landsbyboerne blev hentet fra Congo i udstillingens anledning og vist frem i traditionelt klædedragt. Turen til Belgien kostede syv af dem livet, og de ligger nu begravet ved kirken i Tervuren. Selve museet - en bygning i klacissistisk stil, der knejser over en vidstrakt park - er Congo "som kolonialisterne så det," siger Catherine. Og det er netop det, der udgør den særlige uhygge og fascination. Der er gamle uniformer, våben og dokumenter. Mænd, der var berømte i koloniseringens tid, stirrer ned på gæsterne fra deres piedestaler eller guldrammer, som om viden om overgrebene ikke var nået frem i lyset endnu. Men der er også en enestående stor samling af afrikansk kunst, og enkelte afdelinger af museet er ved at blive moderniseret, så kolonialismen som kolonialisterne så den bliver suppleret med viden om afrikanernes kulturer og sprog.

Udsigt over byen

På vej tilbage til Bruxelles må turen gå gennem den overvældende triumfbue i Jubelparken. Buen skulle være blevet færdig i 1880 til 50-året for grundlæggelsen af Belgien, men der var pengeproblemer, og bygningen blev først færdig langt senere, så den fransktalende del af byen i spøg kaldte den 75-års-buen. I dag hedder hele parken dog 50-årsparken på fransk, Cinquantenaire, og Jubelparken på nederlandsk. Fra toppen af triumfbuen, der knejser ikke blot over parken men over hele denne del af byen, er der en enestående udsigt over hele Bruxelles. Og udsigten giver et lille indtryk af ideen om den store avenue fra Bruxelles' centrum ud til museet i Tervuren - for avenuens akse går lige gennem triumfbuen, selv om trafikken går gennem en tunnel.

Rundt om i parken er adskillige mindesmærker, blandt andet et, hvor Congo-pionererne bliver hyldet. Lucas Catherine gør opmærksom på, hvordan en congolesisk kvinde tilbyder sit barn til belgierne, "som om hun var glad." Lidt længere nede er der et mindesmærke for industrialisten Thys, han byggede jernbanen, der åbnede Congo. Over hans portræt tilbyder en sort kvinde et overflødighedshorn til en hvid gudinde.

Grønne bananer

Nutidens congolesere lever også i Bruxelles. Mens de før i tiden levede meget samlet i Matonge-kvarteret, er de i dag mere spredt over byen. Alligevel er der stadig nogle områder i Matonge, der har denne helt særlige, congolesiske karakter. Butikkerne, hvor grønne bananer, tørrede fisk og rød palmeolie vidner om afrikansk madkultur, skifter med frisører, hvor kvinder får forlænget deres hår med fletninger i alskens farver.

Før i tiden var Matonge mødestedet for de hvide kolonialister, fortæller Lucas Catherine. I 1912 blev den første kolonialistklub grundlagt, det var en kvindeklub for de medfølgende hustruer, fortæller han. Dengang var hele kvarteret langt mere grønt, ikke så tæt bebygget, som det er i dag.

I dag klemmer bilerne sig ad den smalle Chaussée, mens børn, unge og voksne trænges på fortovene, og musikken fra de forskellige butikkers højttalere smelter sammen til den daglige Matonge-lyd.

20060811-213041-pic-474455703.jpgJubelparken i Bruxelles med dens prangende triumfbue blev fuldendt omkring forrige
århundredskifte, efter at pengene for alvor var
begyndt at strømme ind i den belgiske Kong
Leopold II-s kasser fra hans personligt ejede koloni Congo. Rundt om i parken er der flere
mindesmærker, hvor sorte kvinder tilbyder
overflødighedshorn eller sågar deres børn
til de belgiske kolonialherrer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu