Læsetid: 4 min.

Kierkegaard på afveje

God, grundig ikke helt nem beskrivelse af filosoffens Jyllandsfærd
17. november 2006

Søren Kierkegaard-specialisten Peter Tudvad, der før har udgivet den omfattende skildring af vor berømte landsmands daglige omgivelser i det dengang forholdsvis store lands lille beklumrede og provinsielle hovedstad, vender nu blikket udefter og følger filosoffen på hans odyssé til det fjerne mørke Jylland i det Herrens år 1840.

Rejseåret er det samme, hvori Søren vandrer rundt i gaderne og spekulerer sig halvt fordærvet, om han skal forlove sig med den udkårne Regine Olsen eller ej. Jyllandsrejsen bliver ifølge Tudvad, der dog næppe kan vide det med sikkerhed, den passende langstrakte begivenhed med rigelig tid til flere overvejelser, hvorunder tanken modnes, og bejleren i Kierkegaard ved hjemkomsten træder i karakter over for den afventende Regine. Som bekendt kom fortrydelsen til ham godt et år senere, og Regine får en hævet forlovelse og en lang næse. Men det er en anden historie. Eller - som sagt - er det? En rejse på den tid, altså før midten af det 19. århundrede, og også i det forholdsvis mere geografisk overskuelige Danmark, er noget af en prøvelse, hvor begreberne afstand og tid har andre mere overvældende proportioner end blot få årtier senere. Der har med andre ord været god tid til at tænke sig om - også for en giftelysten filosof om end med pæl i kød og sind.

Kierkegaard er ikke just den store eventyrer som århundredets øvrige klassiske dannelsesrejsende Oehlenschläger og Ingemann for ikke at tale om Baggesen og den helt store turist i ind- og udland H.C. Andersen.

Kierkegaard skriver godt nok dagbog, men fragmentarisk og uden Andersens generøsitet og minutiøse skildringer af egen sinds- og fysiske tilstand samt omgivelsernes præg og særpræg. Sammenholdt med digterens vidunderlige rejsetegninger og andre levninger fra Andersens bo, fremtræder denne som et sandt kildevæld, hvor man er i stand til over store stræk at følge eventyrdigterens fjed fra egn til egn, fra land til land.

Tilbage til urslægten

Det er ikke samme forhold der gør sig gældende med hensyn til den samtidige filosof. End ikke når turen som her blot går til Jylland. Eller blot og blot; heden, ja man tror det næppe, men kom selv om føje år...Men da Kierkegaard bevæger sig uden for storstadens kvalmfulde mure, er de føje år endnu ikke gået. Jylland er stadig et vildt land, jvf. Blichers berømte fortale til Hosekræmmeren. På den anden side af Lillebælt kommer den rejsende i sandhed til et andet land, en anden planet, hvor menneskene ikke just ligner de storbyfolk, Kierkegaard på godt og ondt er vant til at betragte på sine daglige spadsereture midt i mylderet.

Det er så netop dem, de andre, som Søren Kierkegaard skal over og se til, hjem til rødderne i Sædding hvor den Kierkegaardske urslægt er groet frem af den vestjyske magre jord, en dannelsesrejse på de indre linjer, kan man sige, Søren her foretager. Han må vide nøjere besked.

Det har virkelig givet noget, må man tro. Sædding er på det tidspunkt en landsby - som nu - men af en noget anderledes beskaffenhed, det tør siges. Hans Schmidts maleri af en fremmed, der spørger om vej på heden, gengivet i bogen og oven i købet fra 1877, giver et levende indtryk af vilkårene for vores datidige landsmænd i det dengang for alvor mørke Jylland: Lerklinede bondehuse med lyngtag og ikke noget at rutte med, småkårsfolk med hængerøv og selvgjorte træsko og skrantende børn.

Peter Tudvad har fornemt fat i kulturmøderne undervejs, således som Kierkegaard-rejsen skrider frem fra overfarten Kalundborg-Århus og videre ud i verden: Randers, Viborg, Hald, Holstebro. Eksotisk dengang som steder i Australien for os. Alene besværet med at få billetter og rejsepas er tankevækkende. Rejse var ikke bare noget man gjorde, det spurgtes nidkært af uvenlige myndighedspersoner, hvor man agtede sig hen, hvem man var og hvorfor, og dyrt var det også som ind i helvede. Flere månedslønninger for en håndværker at begive sig over de indre danske farvande. Og farligt oven i alt besværet og omkostningerne.

Lovlig tung

Det er en meget stor bog om denne forholdsvis korte rejse i tid og sted, der her er frembragt så flot. Efter Tudvads beskrivelse skal man være mere end almindelig specialist i Kierkegaard for at forlange mere om den rejse. Hvor kilderne ikke slår til, og det gør de mange steder ikke, tillader Tudvad sig gætteriet, og det er også godt nok. Man griber sig nu og da i ønsket om at Tudvad havde været en kende mindre ambitiøs og måske skrevet en lidt kortere bog. Men følelsen af afmagt over for detaljerne og den næsten pedantiske gennemgang af det mindste suk i sivet, der ikke på hver side gør dette til en nem læseoplevelse, afløses lige så ofte af nysgerrighed efter at vide mere om denne sære nære og fjerne fortid: Hvordan så der ud i Århus, Kalundborg, Ringkøbing og Sædding. Den nysgerrighed indløser teksten flerfold. Værket er smukt illustreret med forfatteren selv som kyndig billedredaktør. Prisen er rørende.

* Peter Tudvad: Kierkegaards Jyllandsrejse.
252 s. ill. 269. Politikens Forlag. ISBN 87-567-7830-9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu