Læsetid: 2 min.

Kildebeskyttelse

5. juli 2005

Hvis man vælger at gå til pressen med en historie - kontroversiel eller ej - kan man ikke være sikker på, at medierne tager historien op. Men én ting skal man kunne være sikker på - at man som kilde har den nødvendige beskyttelse, der betyder, at ens identitet ikke kommer frem, hvis sagen er af en sådan karakter, at det kan skade en selv eller andre.

Det er regel nummer ét i grønspættebogen over presseetik og er hele grundlaget for, at medierne med nogen ret kan opretholde et navn og ry, der kan fastholde positionen som kritisk og korrigerende fjerde statsmagt i et demokrati.

At der altid vil være stærke og magtfulde kræfter, der har andre interesser, er der mange eksempler på. I den nok så berømte sag, hvor Frank Grevil lækkede fortrolige papirer fra Forsvarets Efterretningstjeneste om det danske grundlag for at gå ind i Irak-krigen til to journalister fra Berlingske Tidende, var der både et enormt pres mod avisen for at røbe sin kilde og efterfølgende blev der rejst sigtelse mod de to journalister for at have viderebragt information, der kunne skade landet.

I Storbritannien var der i samme boldgade den tragiske historie om mikrobiologen, David Kelly, der via sin ansættelse i det britiske forsvarsministerium var i stand til - anonymt forstås - at informere BBC om det direkte forkerte i premierminister Tony Blairs oplysninger om Saddam Husseins våbenkapaciteter. Der gik en decideret klapjagt ind på Kelly, der valgte at tage sit eget liv, da hans identitet blev røbet. Ikke af BBC dog, men af andre, der burde vide bedre. Eksemplerne skal blot tjene til at illustrere, at selv nok så megen pres aldrig må få, hverken journalister og især ikke deres overordnede til at ryste på hånden og give efter for pres, for har man ikke kildebeskyttelsen, har medierne bevæget sig ind på en glidebane, hvor de mister enhver legititmitet.

En glimrende illustration kunne man stifte bekendtskab med i gårsdagens udgave af Information.

I USA har det hæderkronede Time Magazine besluttet at adlyde en forbudsdommer og bortdømme en journalists ret til at beskytte en anonym kilde.

Historien handler i korthed om, at kilder, der angiveligt arbejder i Det Hvide Hus, har givet oplysninger om, at en tidligere amerikansk ambassadørs kone er CIA-agent. Ambassadøren har tidligere kritiseret præsident Bush for at blæse dokumentationer om Irak op som sikkerhedstrusler mod USA.

I dette tilfælde er bruddet på kildebeskyttelsen altså vendt mod magthavere, her verdens mægtigste mand. Det ændrer dog ikke ved, at kildebeskyttelsen til enhver tid må gælde, hvis medierne også i fremtiden skal kunne fastholde deres uafhængighed af den dømmende, lovgivende og udøvende magt. Der vil givet i fremtiden blive endnu flere eksempler på, at presset er voldsomt fra kræfter, der ønsker at styre og manipulere den offentlige mening. Det stiller store krav til lovgivere og ikke mindst til medierne, der i samme takt skal holde tungen lige i munden, når de vurderer kilders motiver for at henvende sig med en historie. Det er en anden, men mindst lige så vigtig del af det presseetiske arbejde, især i en tid, hvor spin fylder mere og mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu