Læsetid: 5 min.

Kina og Afrika vender blikket mod hinanden

Synsvinklerne er forskellige, men interesserne falder ofte sammen: Kinas og Afrikas forretningsmænd holder øje med hinanden for at regne ud, hvordan de bedst vinder på den nye tids økonomiske verdensorden
1. august 2006

Der er ikke meget at se på motorvejen fra Beijing mod havnebyen Tianjin på Kinas østkyst. Fra tid til anden rumler en kolonne af lastbiler mod hovedstaden i den modsatte vejbane, men ellers brydes monotonien kun sjældent af byggeri og højspændingsmaster, der stikker ranglede skeletarme ud gennem tågen. Efter ca. halvanden time viser et skilt af til 'Wuqing Development Area'.

Troels Thomsen, en venlig mand i tresserne, tager imod ved gitterporten til LM Glasfiber, en dansk virksomhed der fremstiller vindmøllevinger. Han viser rundt på fabriksområdet, hvor de er i gang med en stor udbygning, så produktionen kan udvides. Forskning og produktudvikling foregår stadig i europæiske laboratorier.

Tianjin og omegn er som mange andre steder i det østlige Kina i rivende udvikling og er en del af forklaringen på, at landet har kunnet præstere årlige vækstrater på næsten 10 procent.

Fabrikkerne skaber arbejdspladser, og dét trækker folk til. Men det sviner. Troels Thomsen peger ud mod et nyopført boligkompleks lige ved siden af fabriksområdet. Huset er højere end skorstenene på de omkringliggende fabrikker. Om beboerne på de øverste etager bemærker han:

"De får sgu krydderier i kaffen!"

Vækst med problemer

Ja, mildt sagt. Kinas status som hele klodens produktionshal har miljømæssige konsekvenser af næsten ufattelige dimensioner. Syreregn over en tredjedel af landets territorium, nedgang i landbrugsproduktionen på op til 30 procent på grund af luft- og jordforurening, stigninger i spontane aborter og vanskabte børn på grund af urent vand. Listen forsætter, og udgifterne til oprydning og øgede sundhedsomkostninger løber op i 8-12 procent af landets BNP.

Men løftet i livskvalitet lader også vente på sig på andre områder. Som direktør Wu fra en mellemstor kinesisk-ejet virksomhed udtrykker det:

"Lave lønninger betyder lave skatteindtægter. Og så kan staten ikke betale for de næste generationers uddannelse. De vil derfor have samme problemer med dårlige uddannelser, sygdom og lav levealder."

Derfor så han helst, at Kina gjorde som Vesten og satsede mere på forskning og udvikling. Produktionen kunne man rykke til Afrika, mener han, for Kina mangler både vand og energi, og alligevel får de udenlandske virksomheder både ressourcer og arbejdskraft til meget lave priser. Hr. Wu er ikke alene med sit synspunkt. Beslutningstagerne er blevet opmærksomme på vækstmodellens slagside, og i januar annoncerede regeringen da også, at Kina vil skifte fra produktionsøkonomi til en innovationsøkonomi.

Men det er nemmere sagt end gjort. Ifølge Li Junfeng, der er tilknyttet en tænketank under planlægningskommission NDRC, skal Kina skaffe 50 millioner nye job hvert år for at følge med befolkningsudviklingen. Så foreløbigt er der ikke udsigt til en drastisk afvikling af industrien.

Blikket rettet mod Kina

I mellemtiden, 13.000 kilometer væk, sidder direktør Danks med øjnene ligeså stift rettet mod Kina, som direktør Wus er rettet mod Afrika. John Danks har sin egen galvaniseringsfabrik i Durban, Sydafrikas havneby, og han ved lige præcis hvad faren for de lokale producenter er - ikke bare i hans eget land, men på det meste af kontinentet:

"Det her er et usofistikeret marked: Folk har ikke så mange penge, og derfor køber de udelukkende på pris. Da den store tøjkæde Mr Price købte de første par oversøs containere med tøj for fem-seks år siden, styrtede alle ind og købte det billige tøj. Efter to uger begyndte tøjet at gå i stykker, så der dalede begejstringen lidt igen. Men bare vent - ligesom japanerne i sin tid er også kineserne begyndt at lære, at de ikke kun skal producere billigt, men også godt. I mellemtiden mærker vi allerede effekten her: De fleste af Durbans store tekstilfabrikker, hvor de indiske kvinder sad og syede tøj, er allerede lukket."

Mere bureaukrati

John Danks har ejet Saayman Danks Electroplating i 25 år og arbejdet i galvaniseringsbranchen i 42 år i alt. På den tid har han set sine økonomiske betingelser ændre sig mere radikalt end de fleste andre: Fra kolonitid og apartheid, til håb, fremgang og udvandring i det demokratiske Sydafrika - og nu presset fra Kina. I hans perspektiv udgør nye stærke nationer som Kina ikke nogen chokerende overraskelser - de repræsenterer blot faser i den globale udvikling som os selv.

"I er blevet tykke i Vesten, ligesom vi til en vis grad også er, og du kan ikke have to biler i garagen og ungerne i gang med en fed uddannelse, og så samtidig konkurrere med nogen, der ingenting har. Min fabrik har arbejdet i årevis på at få vores ISO-certificeringer (produktgarantier, red.), så vi kunne levere til de vestlige markeder, og det har gjort mit bureaukrati kæmpestort - jeg har ti folk bare til at tjekke de andres arbejde og fakturaer. Men jeg kan ikke konkurrere med ham fyren, der kun har ti ansatte i alt og kan levere tingene billigere og på den halve tid. Mange af de kinesiske firmaer tager bare en fotokopi af certifikaterne og ignorerer kravene, og så kommer mine kunder og spørger mig, hvorfor jeg ikke kan konkurrere på deres priser. Men jeg er låst fast i et system, ligesom I europæere også er det. Efter et stykke tid, når kineserne så har haft for mange arbejdsulykker og problemer med varerne, vil de også stille og roligt begynde at udvikle de samme sikkerhedssystemer - og sådan kører cyklussen. Det er ikke noget, jeg kan blive nedtrykt over, for sådan er markedet nu engang."

Både plusser og minusser

Sydafrika er ikke et typisk afrikansk land. Det er langt rigere end de øvrige lande i regionen, og det har en stærkere industri. Alligevel mærker det den kinesiske interesse i kontinentet - både på sin helt egen måde og på måder, som minder om oplevelserne i nabolandene.

John Danks sidder midt i industriens fødekæder, så den kinesiske konkurrence har både presset ham og gjort det muligt for ham at presse sine leverandører.

"Vi i Afrika lærer at arbejde mere effektivt og skære på vores omkostninger, og det har vi godt af. Det spidser blyanten. Vores økonomi er ikke stabil som jeres, den er urolig og bølgende, og det gør, at mange firmaer går konkurs - men det er sundt: De døde grene skal skæres af træet. Min bror laver vand-imprægnering, og han har haft et helvedes hyr med kineserne. Men vi har på en måde nydt godt af dem, for de har presset råvarepriserne op, og når messingen for eksempel bliver dyr, begynder folk at købe håndtag emaljeret med messing i stedet for solid messing. Så det har givet forretning til mig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her