Læsetid: 3 min.

Kina ifølge inderne

Lillebrorsyndromet trives i gigantlandet Indien, og der er langt igen, før tilliden til 'den gule drage' bliver genskabt
23. november 2006

I 1963 sad den dengang unge Praful Bidwai klistret til radioen en gang om ugen, når programmet 'Den gule drage' væltede anti-kinesisk propaganda ud i millioner af indiske hjem. Det var året efter det ydmygende nederlag i krigen med naboen mod nord, og budskaberne skulle hele sårene på den nationale stolthed. I dag er Praful Bidwai en af Indiens fremmeste sikkerhedspolitiske kommentatorer og ikke i tvivl om, at den udbredte mistillid til Kina stadig trives i bedste velgående.

"Min generation blev stopfodret med historier om, at kineserne ikke er til at stole på. Vi blev fortalt i skolen, at Indien rakte hånden ud til venskab efter uafhængigheden fra briterne, men at kineserne smilede lumsk og derefter dolkede os i ryggen," siger Bidwai, der siden læste på lektien.

"Faktum er, at Kina flere gange har lagt op til dialog om grænseproblemerne, og at Indien i 1962 førte en uforberedt og sjusket krig. Myten om den bedrageriske og hensynsløse kineser blev skabt som en afgørende nationalpsykologisk konstruktion for at dække over en dårligt ført krig," konkluderer Bidwai.

Alka Acharia, professor ved Center for Chines Studies i Delhi, er enig i, at billedet af Kina som skurk også i dag har betydning, når der skal drøftes indisk-kinesiske relationer som under den kinesiske præsident Hu Jintaos netop afsluttede besøg i Delhi - og det til trods for at de to lande har gamle kulturelle bånd.

"Buddha er født i Indien for blot at nævne en klar fælles reference. Men i stedet for at der er blevet udviklet en fælles historie, har den indiske middelklasse i høj grad overtaget de vestlige stereotyper om kineseren, der spiser husdyr og ikke er rationel ligesom 'os andre'," siger Acharia.

Og forestillingen om den irrationelle fjende har fået næring af skiftende regeringer, der har spillet 'Kina-kortet' for at retfærdigøre deres politiske projekter, mener Praful Bidwai.

"Da Indien i 1998 valgte at blive en atommagt, var der talrige referencer til Kina tiltrods for, at at der var fine diplomatiske forbindelser. Det samme har vi set den nuværende regering gøre for at retfærdiggøre de stadig stærkere bånd til USA," siger Bidwai.

Utryk handel

Det er længe siden, at den indiske hær måtte trække sig tilbage fra den fælles grænse med halen mellem benene, men ifølge Alka Acharia dukker det gamle krigstruma også op, når der som nu diskuteres økonomisk samarbejde anno 2006.

Når det kommer til lige netop Kina, anlægger nemlig selv de mest frihandels-orienterede politiske kommentatorer en protektionistisk tone med henvisninger til nationale sikkerhedsinteresser. Blandt andet debateres det, om der bør indføres særligt skrappe regler for store kinesiske investeringer i blandt andet indiske energiprojekter og infrastruktur. Den indiske premierminister Manmohan Singh fastholder dog, at der ikke skal indføres lande-specifikke regler.

"Inderne ser på kineserne med en blanding af beundring og mistillid. 'De' er der, hvor 'vi' gerne vil være på det globale marked, men samtidig frygter vi dem."

De mange kinesiske varer, der i dag præger det indiske marked, bliver opfattet som en ny invasion. Først var det bare kinesiske hængelåse, men pludselig er selv de traditionsbærende indiske bryllups-sarier lavet af billig silke 'Made in China'," siger Acharia.

Praful Bidwai mener dog, at stereotyperne og mistilliden er ved at forføje sig til fordel for en mere pragmatisk tilgang.

"Indien føler sig ofte forbigået internationalt og f.eks. ønsket om en fast plads i FN's Sikkerhedsråd fylder meget i indisk politik. Der er derfor en voksende tro på, at et tæt samarbejde med Kina kan hjælpe Indien til at få den internationale magt og anerkendelse, som den politiske elite hungrer sådan efter," konkluderer Praful Bidwai, der dog mener, at Bejjing skal holde tungen lige i munden.

De to lande har stadig uafklarde grænser, og da den kinesiske ambassadør i Delhi i forrige uge nævnte, at den indiske delstate Arunachal Pradesh legitimt tilhører Kina, blev såret rippet op.

"Man skal ikke undervurdere en såret elefant," siger sikkerhedseksperten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu