Læsetid: 3 min.

Kina køler af

16. marts 2004

KINA SÆTTER farten en anelse ned og tager en tænkepause. Efter 20 år med økonomiske reformer, »socialistisk markedsøkonomi« og rekord-vækst har partilederne nu opdaget, at man glemte at tage befolkningen med på råd, og at alt for mange blev ladt i stikken. Folkekongressen, der sluttede søndag, gav signaler om nye tiltrængte sociale reformer og løfter om indkomstudligning og et bedre liv for flere mennesker. Den voksende fælles kage skal fordeles mere retfærdigt. Regimet og partiet skal, som ministerpræsident Wen Jiabao udtrykte det i sin tale til de 3.000 delegerede, »korrigere sig selv«.
Det er ikke den truende økonomiske overophedning som har udløst det forestående kursskifte. Nej, det er begyndt at ulme i storbyernes underklasse, den såkaldt flydende befolkning. Landområderne og den indre del af landet er havnet uden for ’miraklet’, og vandringen til kystprovinserne sker af økonomisk tvang.
Ca. 600 mio. kinesere lever for lidt over en dollar om dagen, mens den urbane minoritet af middelklasse og nyrige nyder frugterne af verdens største marked.

POLITISK stabilitet har altid haft første prioritet for kommunistpartiet, og det har overgangen til kapitalismen ikke ændret på. De bebudede forandringer er derfor en direkte indrømmelse af den alvorlige sociale krise og af, at Folkerepublikken er blevet et klassesamfund i ordets værste betydning. Proletariatets masser er de store tabere, og ikke engang de lokale partifunktionærer forskånes nu for armod på deres gamle dage. Problemerne er enorme.
Miljøødelæggelser truer både landbrugsproduktionen og vandforsyningen. Det sociale sikkerhedsnet – den klassiske jernskål med ris – som forsvandt i slutningen af 1980’erne, må til en vis grad genskabes med sundheds- og arbejdsløshedsforsikring, pensionssystem etc. Sundhedssystemet, som i mange år dannede forbillede for Den Tredje Verden, har man ladet forfalde og mange klinikker står tilbage som tomme kulisser. Læger og sygeplejersker svigter landsbyerne, og bøndernes købekraft rækker ikke til pleje og medicin.
Samfundets totale hjælpeløshed under Sars-epidemien fik alarmklokkerne til at ringe. Indkomstforskellene i Kina er i dag større end noget andet sted i verden, bortset fra Zimbabwe, og uddybes dag for dag. Det er naturligvis en fiasko for et regime, der stadig henter sin legitimitet fra arbejdere og bønder.

DA DENG Xiaoping for snart 20 år siden gav særlige privilegier til kystprovinserne, hævdede han, at det var nødvendigt, at »nogle blev rige først«. Men hans forhåbninger om at velstanden skulle risle ned til det indre af landet, blev gjort til skamme. I stedet opstod der en slagside, som næsten fik Riget i Midten til at kæntre og skabte en masse nye problemer.
Under Jiang Zemins formandskab blev store dele af provinsen reduceret til skueplads for indholdsløse politiske slogans, selv om ministerpræsident Zhu Rongji ved flere lejligheder forsøgte at rette opmærksomheden mod stagnationen. Staten og erhvervslivet prioriterede adgangen til den billige arbejdskraft og stimulerede derved til en affolkning og folkevandring, som verden ikke har set magen til i moderne tid.
Siden Hu Jintao og Wen overtog ledelsen sidste forår, har Beijings magtcenter anslået et andet toneleje, som både kan forklares med deres betydeligt større erfaring med landets fattige, med uudviklede provinser og med partiets og statens uomgængelige behov. Ingen af de senere års kinesiske ledere har rejst så meget rundt som Wen, og hans engagement virker oprigtigt nok, selv om han udtrykker sig i populistiske floskler.

DER ER IKKE tale om en pludselig kovending i den kinesiske politik, men om mindre justeringer. Målet for den økonomiske vækst blev sat ned fra 9,1 procent sidste år til syv procent i år.
På folkekongressen fik Wens løfter om skattelettelser og afskaffelse af indkomstskatten rungende bifald. Tidligere advarede han mod skatteopkræverne, som terroriserer bønderne med trusler og vilkårlige afgifter. For første gang i seks år blev også kornpriserne hævet. Det er ikke så svært at mobilisere partiet omkring denne meget beskedne indkomstudjævning, eftersom alle indser behovet for øget indenlandsk forbrug og større uafhængighed af eksport. Det er udgifter som på sigt til overmål vil tjene sig ind igen.
Men flugten væk fra provinsen vil fortsætte. Der er allerede 120 mio. migranter, og hvert år støder 14 mio. flere unge til, som kræver arbejde.
Nedlæggelsen af statsvirksomheder fortsætter og hele det nordøstlige Kina – som før i tiden var stålets vugge og Maos stolthed – er nu et gigantisk rustbælte. Mange arbejdsgivere kan ikke udbetale lønninger, andre lever i fortiden og de partistyrede fagforeninger er gule helt ind i sjælen. På Kinas gigantiske fabriksgulv er lønningerne lave og arbejdstempoet dræbende, hvilket er afgørende for de udenlandske investeringer, som Beijing prøver at lokke til.
Det er måske den største udfordring og – dilemma – som Kinas ledere nogensinde har stået over for.

BoG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her