Læsetid: 4 min.

Et Kina - to stater?

15. juli 1999

TAIWANS PRÆSIDENT Lee Teng-hui overraskede alt og alle, da han i weekenden erklærede, at fremtidige forhandlinger mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan) kun kan fortsætte, hvis de føres mellem to stater og ikke som hidtil mellem to parter.
Den erklæring skabte straks stort postyr på begge sider af Taiwan-strædet og satte omgående gang i spekulationerne i resten af verden. Hvad i alverden går der af Lee Teng-hui? Er han mon blevet fejlciteret? Men nej, mandag gentog regeringen i Taipei sin nye holdning, der først og fremmest indebærer et farvel til den hidtidige fælles forestilling om, at der kun eksisterer ét Kina. Med den underforståede dagsorden, at målet var genforening - for Taiwans vedkommende dog med det grundlæggende forbehold, at genforeningen først ville blive en realitet, når det kommunistiske Kina var forvandlet til et demokrati, der afstår fra de evindelige trusler om brug af militær magt for at opnå den af Beijing så eftertragtede genforening.

SELV OM TAIPEI understreger, at det ikke er ensbetydende med en uafhængighedserklæring, virker det som et stort og risikabelt skridt i netop den retning. Derfor holder alle nu vejret og venter på Beijings reaktion. I første omgang har Kina svaret med forventet vrede: Udover at være en usling og forræder er Lee Teng-hui også i færd med at "kaste Taiwans folk ud i en kolossal katastrofe". Og i går kom forsvarsminister Chi Haotian så med truslen om at bruge militær magt mod alle, der forsøger at "splitte moderlandet".
Alt tyder på, at erklæringen er kommet totalt bag på ledelsen i Beijing, der så småt var ved at planlægge at sende en repræsentant ved navn Wang Daohan til Taiwan, hvilket ville blive det mest højtstående besøg siden afslutningen på borgerkrigen i 1949 mellem Kinas Kommunistiske Parti og Nationalistpartiet (Guomindang). Det besøg vil nu efter al sandsynlighed blive aflyst. Dermed vil det også sætte en bremser på den begyndende optøning, som ellers har fundet sted, siden den seneste alvorlige krise i marts 1996, da Kinas missiler føg henover strædet i forbindelse med Taiwans første demokratiske præsidentvalg. Truslen fra Kina gav Lee Teng-hui stor opbakning fra vælgerne, men viste sig også at have været faretruende nær ved at udvikle sig til en egentlig militær konfrontation mellem Kina og USA.

SÅ HVORFOR VÆLGER Lee Teng-hui at bringe den begyndende optøning i fare, velvidende at der er stor risiko for en lignende militær optrapning?
En af forklaringerne går på, at Lee, der forventes at træde tilbage som præsident til næste år efter 12 år på posten, endnu engang ønsker at markere sig skarpt over for Beijing. Dels fordi det er populært i befolkningen, dels fordi han har stået i spidsen for Taiwans flotte overgang fra et autoritært styre til dagens demokratiske tilstande. Ønsker han i virkeligheden at gå over i historiebøgerne som skaberen af det moderne og uafhængige Taiwan? Eller, spørger mere kyniske røster (og de er vel at mærke taiwanske), er han i virkeligheden ved at skabe en krise, der vil give ham et påskud til selv at blive siddende som præsident - eller i det mindste hjælpe Nationalistpartiets kandidat godt på vej?
Eller er det situationen i den tidligere britiske kronkoloni Hong Kong, der vendte tilbage til Kina for to år siden under løftet om "Et land - to systemer", som skræmmer? Kina har hidtil holdt løftet, men Hong Kong frygter, at holdningen er ved at ændre sig med Beijings seneste indblanding.

MEST SANDSYNLIGT er det dog, at Lee Teng-hui i virkeligheden fortsætter sin linje med at udvide det internationale manøvrerum ved at spille på Taiwans vigtigste partner: USA. Lee udnytter det faktum, at forholdet mellem Kina og USA i øjeblikket befinder sig i en dyb krise, bl.a. forårsaget af Kinas fængsling af politiske modstandere, NATO's fejlbombning af Kinas ambassade i Beograd og amerikanske beskyldninger om kinesisk atomspionage. Striden har givet konservative kræfter i begge lande ekstra vind i sejlene. I
Kina er nationalismen blusset voldsomt op, mens republikanere i USA arbejder på at forsyne Taiwan med flere våben og ændre USA's politik over for Kina'erne - til fordel for Taiwan, naturligvis. Imens forsøger Bill Clinton at finde en måde at genoprette det vigtige forhold til Kina. En ny Taiwan-krise er ikke just det, han har brug for lige nu, lige så lidt som reformfløjen i Beijing har det. Især den kinesiske ministerpræsident Zhu Rongji er under pres på grund af det dårlige forhold til USA. Han og præsident Jiang Zemin kan nu blive tvunget til at tage beslutsomme skridt for at få Taiwan ind i folden igen.
USA har klogeligt været hurtigt ude med advarsler til Taiwan om ikke at erklære selvstændighed og med forsikringer om, at 'et-Kina'-politikken ligger fast. Dialog og ikke konfrontation er vejen frem, lyder det bedste råd, også herfra. veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu