Læsetid: 3 min.

Kinas lange march

16. november 1999

En historisk begivenhed." Disse ord anvendte den amerikanske og den kinesiske præsident Bill Clinton og Jiang Zemin i går om en aftale mellem de to stormagter, som efter alt at dømme vil føre til Kinas indtræden i Verdenshandelsorganisationen (WTO) næste år.
Ja, aftalen er skelsættende i den forstand, at klodens sidste store statsstyrede økonomi og mest folkerige nation nu tager det fulde skridt mod en integration
i den globale markedsøkonomi.
Heri ligger der ikke alene et ideologisk signal om, at partistyring af en moderne industri- og informationsøkonomi har vist sig at være umulig. Kina kan ikke stå med et ben i kommunismen og det andet i kapitalismen. På et eller andet tidspunkt skulle valget tages, og dét inden lederskabet i Beijing mistede grebet om den økonomiske politik.
Implicit er en indtræden i WTO også et fingerpeg om, at Kinas slet skjulte ambition om at blive en økonomisk supermagt i løbet af 20-30 år er alvorligt ment.
Uden WTO-medlemskab kunne Beijing ikke regne med, at en voksende eksport af tekstiler og elektronik, som finansierer indførsel af blandt andet teknologi, ville fortsætte uhindret. På et tidspunkt ville USA og den Europæiske Union slå ned på de billige importvarer. Optagelse i WTO vil endvidere gøre investeringsklimaet i Kina mere stabilt og forudsigeligt og derfor tiltrække flere direkte investeringer fra Japan, Taiwan og Vesten.

Det bør OGSÅ nævnes, at udviklingslandene vil blive styrket af at have Kina som allieret i Verdenshandelsorganisation. Ingen kan komme udenom, at USA, EU og andre vestlige lande traditionelt har melet deres egen kage under diverse handelsrunder i GATT og dens efterfølger WTO.
Deres argumenter har i en forenklet form været, at udviklingslandene blot skal åbne deres økonomier for vestlige varer og investeringer og liberalisere diverse sektorer, hvorefter modernisering og økonomisk vækst kommer af sig selv.
I Den Tredje Verden har man hverken haft politisk styrke eller kompetence til at forlange modydelser i form af lavere importtold i USA og EU på sine varer, fortrinsvis tekstiler, fødevarer og elektronik. Ikke alene det: USA og EU fortsætter med at håndhæve anti-dumping told og bøder på billige importvarer fra udviklingslandene, selv om det er i strid med WTO-regler.
Denne uligevægt i magtbalanceforholdet mellem industrilande og udviklingslande vil utvivlsomt blive rettet noget op, så snart kolossen Kina træder ind i WTO. Det kan allerede sætte sine spor på den kommende WTO-konference i Seattle, hvor tredjeverdenslande kan pege på, at USA i sin aftale med Kina lover at udfase anti-dumping og andre typer importrestriktioner over en årrække. Samme krav kan de nu stille.

Fra et amerikansk synspunkt ligner aftalen, der blev indgået efter fem døgns næste uafbrudte forhandlinger, en kæmpe succes. USA har givet meget lidt ved dørene og fået i pose og sæk.
Kina vil sænke tolden på amerikanske landbrugsvarer, USA-koncerner vil kunne eje 49 pct. af kinesiske teleselskaber og denne andel vokser til 50 pct. efter
to års medlemskab af WTO, internet-selskaber vil kunne være ejet 100 pct. af amerikanere, USA-banker får lov at udlåne i lokal mønt til kinesiske virksomheder efter to år og til almindelige kunder efter fem års medlemskab. Bilselskaber med lokale fabrikker
i Kina vil nyde samme rettigheder som kinesiske konkurrenter, og told på importerede biler sænkes betydeligt.
Den eneste nævneværdige amerikanske indrømmelse er som sagt en udfasning af anti-dumping og andre typer importbegrænsninger over for kinesiske tekstilvarer og elektroniske forbrugsgoder. Det beløber sig ikke til meget, især fordi det skal ske i en 12-15 årsperiode.
På den anden side vil Kinas status som USA's handelspartner blive ligestillet med alle andre. De årlige revisioner i Kongressen, der ofte har ført til kritik af menneskerettighederne i Kina, bliver afskaffet. Risikoen for ensidige handelssanktioner fra USA's side vil desuden blive mindre, fordi tvister i fremtiden skal bilægges af WTO.
Måske vigtigst af alt betyder WTO-medlemskab, at udenlandske investeringer og teknologioverførsel vil strømme til Kina. Fra et kinesisk synspunkt sikrer det forhåbentlig en mindre smertelig overgang til markedsøkonomi, selv om ingen er i tvivl om de store menneskelige og sociale omkostninger i form af massearbejdsløshed.
Måske er det naivt at forestille sig, men man kan også håbe, at den epokegørende handelsaftale vil bringe de meget svingende sino-amerikanske relationer ind på et mere stabilt spor. Det ville være til gavn for verdensfreden. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu