Læsetid: 4 min.

Kinas olympiske drøm

23. februar 2001

Når vi ansøger om de olympiske lege, er det fordi, vi ønsker at fremme udviklingen ikke alene i hovedstaden, men i hele samfundet, herunder demokrati og menneskerettigheder
Beijings viceborgmester, Liu Jingmin

SKAL KINA, eller skal Kina ikke være vært for de olympiske lege i 2008? Det er spørgsmålet, som i løbet af de kommende måneder vil blive et af de hotteste debatemner. Diskussionen vil komme til at bølge frem og tilbage og nå sit højdepunkt i dagene op til den endelige afgørelse, der falder på et møde i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) den 13. juli i Moskva. Fem byer konkurrerer om OL 2008: Beijing, Osaka, Istanbul, Paris og Toronto, men interessen samler sig især om den kinesiske hovedstad, der allerede én gang har været tæt på, da byen i 1993 tabte til Sydney med kun to stemmers forskel. Derfor mener kineserne, at turen nu må være kommet til Beijing.
Men det tætte løb i 1993 og den indædte debat, der vil komme i månederne fremover, viser også, at der ikke findes noget enkelt svar. Som det altid er tilfældet, når der er fokus på Kina, vil fronterne blive trukket skarpt op, og argumenterne vil, som det desværre også tit er tilfældet, blive temmelig unuancerede, jo nærmere vi kommer afgørelsen. Så lad os benytte lejligheden til at bringe nuancer ind i debatten, mens tid er.

DENGANG SOM NU vil fokus især blive rettet mod Kinas undertrykkelse af menneskerettighederne. Det er veldokumenteret, at den kinesiske ledelse systematisk kyler politiske modstandere i fængsel – så sent som i denne uge blev en kvinde ’bevilget’ to år i en arbejdslejr, fordi hun sammen med andre aktivister havde opfordret den IOC-delegation, der i øjeblikket er i Beijing for at inspicere kandidatbyen, til at tale de politiske fangers sag over for den kinesiske ledelse.
Blandt de politiske fanger finder vi især medlemmer af Kinas Demokratiske Parti, et forsøg på at danne landets første oppositionsparti, som den kommunistiske ledelse fejede af bordet som et håndgribeligt bevis på, at man ikke vil tolerere en konkurrent til etparti-styret. I øjeblikket er det så tilhængere af Falun Gong-bevægelsen, der står for skud. Kina har forbudt Falun Gong som en ’ondsindet dommedagssekt’ og fængslet tusinder, mens et ukendt antal er døde som følge af tortur og mishandling under fangenskabet.
Gør det Kina til en værdig vært for de olympiske lege? Absolut ikke, og hvis man kun ser på menneskerettighederne – og her har vi kun nævnt en ganske lille del af undertrykkelsen – er det fristende at anbefale et klart og rungende nej!

ELLER ER DET for nemt bare at sige nej? Lad os se på det indledende citat fra Beijings viceborgmester Liu Jingmin. Ifølge avisen International Herald Tribune kom han med en interessant tilføjelse, om hvad der kan ske, hvis Kina bliver OL-vært i 2008: »Otte år er lang tid. Hvis befolkningen har et mål som de olympiske lege at stræbe efter, vil det hjælpe os med at skabe et mere retfærdigt og harmonisk samfund, et demokratisk samfund, som vil lette vejen for Kinas integration med resten af verden.«
Uappetitlig valgflæsk? Muligvis, men udtalelsen stemmer overens med holdningerne i den fløj, der argumenterer for, at OL kan skubbe Kina i den rigtige retning. Sydkorea bruges som eksempel. Landet var OL-vært i 1988, men var i 1981, da det fik værtskabet tildelt, et fælt militærdiktatur, som blot året forinden havde nedkæmpet et folkeligt oprør og dømt oppositionspolitikeren Kim Dae-jung til døden. Men i årene op mod de olympiske lege blev Sydkorea gradvist demokratiseret, tusinder af politiske fanger blev frigivet – og hvis vi går helt op til nutiden, sidder Kim Dae-jung i dag som landets præsident. De færreste vil nok påstå, at det var OL alene, der skabte en så stor forandring, men der er næppe tvivl om, at OL sætter enormt internationalt fokus på værtslandet, ikke blot under selve OL, men også i årene op til legene. Det lægger et indirekte pres på landets ledelse. I Kinas tilfælde argumenteres også for, at der i de kommende år vil ske et generationsskifte i ledelsen. Yngre, mere veluddannede og internationalt orienterede folk står på spring for at føre Kina videre ind i det 21. århundrede. De går ind for mere åbne grænser, for kinesisk medlemskab af verdenshandelsorganisationen, WTO, og i det hele taget et mere åbent Kina, som verden har så hårdt brug for. Men om de også går ind for demokrati og respekt for menneskerettighederne, ved vi i øjeblikket ikke spor om.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at Kinas ledelse vil tage endnu et nederlag i OL-spillet som en fornærmelse og en afvisning, der kan puste til underliggende xenofobiske og nationalistiske strømninger blandt kineserne – ca. en fjerdedel af verdens befolkning. Vi bør tænke os godt og grundigt om i de kommende måneder.

veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu