Læsetid: 3 min.

Kinas vilde vest

Uighurerne, som lever i det nordvestlige Kina, har været udsat for årtiers hård kommunistisk indoktrinering og etnisk diskrimination, og regionens fortalere for autonomi forfølges
13. oktober 2005

I den stort opsatte film Tiger på spring, drage i skjul, er figuren 'Dark Cloud' en røver og barbar, der bor i huler, på én gang charmerende og frastødende. Dette er den stereotype, kinesiske fremstilling af folkeslaget uighurerne, der befolker Kinas enorme,muslimske baggård: Kinas 'Vilde Vest', der ikke har haft fortalere som Dalai Lama eller Hollywood-kendisser som Brad Pitt, og som sjældent når overskrifterne i de vestlige medier.

Kinas 'Vilde Vest' er et 1,6 mio. kvadratkilometer stort ørken- og steppeområde i det nordvestlige Kina, syd for Sibirien og Mongoliet og med grænser til bl.a. Kirgistan og Indien.

Området administreres under navnet Xinjiang Uyghur Autonom Region. Xinjiang betyder på kinesisk 'de nye territorier', og er Kinas mentalgeografiske 'ultimative Thule', langt ude bag den kinesiske mur.

Bag den manglende mediedækning gemmer sig det faktum, at regionens 11 millioner muslimer - herunder de 8,6 millioner uighurer - har været udsat for årtiers hård kommunistisk indoktrinering og etnisk diskrimination, og regionens fortalere for autonomi forfølges.

Xinjiang - eller Østturkestan, som er områdets historiske navn - er historisk, kulturelt og geografisk en del af Centralasien, og ikke som Kina en del af Østasien.

Lang erobringskamp

I årtusinder har området være beboet af centralasiatiske nomadefolk, og diverse buddhistiske, manikæiske og kristne kulturer har i oldtiden blomstret her. Uighurerne ankom i 800-tallet og bosatte sig i oasebyer, hvor den uighurske kultur kulminerede i islamiske lærecentre som Kashgar og Silkevejens livlige basarer.

Den kinesiske politik vis-a-vis 'den Vilde Vest' har historisk båret præg af en blanding af skræk for de centralasiatiske horder og en interesse i regionens ressourcer og vigtige position i forhold til den lukrative handel.

Beijings herskere har således i to årtusinder forsøgt med diplomati og krig at etablere kontrol over området for at skabe en slags buffer-zone til forsvar mod fremmede stormagter. Den endelige kinesiske erobring af Østturkestan startede i 1690'erne, men var først komplet i 1884.

Adskillige muslimske oprør og 'hellige krige' truede kineserne i deres 'Nye Territorier', og flere gange lykkedes det oprørerne at genetablere uighursk magt og udråbe selvstændighed.

Russerne og englænderne brugte også uighurerne som en brik i deres 'Great Game' om magt i Centralasien. Først efter Anden Verdenskrig kunne kineserne definitivt konsolidere deres magt med kommunismen som instrument.

Som andre nye, kommunistiske erobringer blev Østturkestans befolkning udsat for tvangskonverteringer til kommunismen og systematisk udryddelse af 'revolutionens fjender'.

Stor kinesisk indvandring

Med den ateistiske statsdoktrin blev de muslimske samfund forment åben praktisering af deres religion, gejstlige blev sendt på indoktrineringskurser eller 'gik under jorden', og uighurske nationalister flygtede.

Selv om kineserne har døbt Xinjiang en 'autonom uighursk region', har uighurerne reelt meget lidt selvbestemmelse.

En fra Beijing orkestreret massiv indvandring af etniske kinesere til området lader til at have det langsigtede mål at tippe befolkningsbalancen til kinesernes fordel, og dermed true det muslimske flertals legitime krav på området.

Kineserne udgør i dag 40 procent af befolkningen imod seks procent i 1949. Beijing beskyldes for at bruge enorme summer på egnsudviklingsprojekter, der ikke kommer uighurerne, men kineserne til gode.

Ligeledes har man indført den stramme fødselskontrolpolitik, der er gældende i resten af landet, og som strider imod det traditionelle, uighurske familiemønster.

Xinjiang lægger også jord til nogle af Kinas største og mest berygtede fangelejre, og rapporter fortæller, at straffefanger bruges til storstilede udviklingsprojekter.

Sidst, men ikke mindst, er området berygtet for årtiers prøvesprængninger af atombomber.

Blodige optøjer

I løbet af 90'erne kom uighursk utilfredshed til udtryk igennem en række blodige optøjer, der førte til henrettelser og massearrestationer. Ligeledes har en række mindre bombeattentater mod kinesiske administrationsbygninger givet Beijing påskud for at lancere en hård kurs mod det, der betegnes som "separatister" og "islamiske terrorister".

Først med kommunismen og nu med 'krigen mod terror' som alibi beskyldes Kina i dag af menneskerettighedsgrupper for systematisk at forfølge politiske dissidenter i Xinjiang, fængsle tusinder af uighurske aktivister, begrænse befolkningens kulturelle frihed, lukke moskeer, forbyde uighursk på uddannelsesinstitutionerne, offentligt henrette modstandere osv.

Xinjiang er et lukket område spærret inde bag geografiske og politiske barrierer, og den eneste kritiske information og dokumentation, der kommer ud, er fra uighurske organisationer.

Human Rights Watch, Amnesty og EU har også udtrykt bekymring for den forværrede situation. I en tid, hvor både Kinas problemer med menneskerettigheder og Centralasiens strategiske betydning er i fokus, kan det være, at Østturkestans folk alligevel kan sætte sig selv på verdenssamfundets dagsorden - med eller uden Brad Pitt.

Rasmus Elling er ekstern lektor på Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu