Det er et mærkbart fremskridt fra dengang, hvor røde indianere blev spillet af hvide skuespillere med skocreme smurt i hovedet. Men på denne side af Stillehavet bliver folkene bag den nye Hollywood film, Mit liv som geisha, mildest talt ikke rost for deres valg af asiatiske hovedpersoner.
Det danske filmpublikum vil næppe ænse det, men rollerne som japanske glædespiger i filmen, baseret på Arthur Goldens roman af samme navn, er besat af kinesiske kvinder. Det er yderst sjældent, man vil kunne opleve enighed mellem kinesere og japanere, men i begge lande bliver filmens rollebesætning beskrevet som nærmest en dødssynd.
De to landes indbyggere har dog stadig forskellige bevæggrunde for deres harme. Japanerne føler sig trådt over tæerne, fordi deres kvindelige skuespillere er blevet forbigået i en filmatisering om de typisk japanske geishaer, der blev trænet i sang, dans og opvartning af velhavende mænd. Det romantiske drama, som portrætterer en piges rejse fra fattigdom til legendarisk status som Geisha Sayuri, finder sted i den japanske by Kyoto. Imidlertid er den optaget i Californien, og hovedrollerne er tilfaldet kineserne Zhang Ziyi og Gong Li og den kinesisk-malaysiske Michelle Yeoh.
I Kina kan der til gengæld høres ramaskrig over, at landets kvindelige skuespillere i filmen giver sig i lag med japanske mænd. Zhang Ziyi, kendt fra blandt andet Tiger på spring, drage i skjul, har i filmen et seksuelt forhold til den japanske skuespiller Ken Watanabe. Gennem cyberspace har de kinesere, der tilsyneladende ikke kan se forskel på virkelighed og fiktion, udspyet en tyk strøm af såret nationalisme. Zhang beskyldes for at have "solgt sin sjæl og forrådt sit land". "Hvorfor tillod hun en japansk mand at ligge oven på hende," spurgte en blogger. "At hakke hende til døde vil ikke være godt nok."
En anden opfordrede til, at hun får frataget sit statsborgerskab. "Zhang er som en prostitueret. Hvis du er kineser, bør du boykotte denne film," skrev en person på den kinesiske webportal Sina.com.
Det ville have været mærkværdigt, hvis skotske Sean Connery, som sovjetisk ubådskaptajn i Jagten på Røde Oktober, tirrede russere, der savner det tabte imperium, eller at engelske Ralph Fiennes blev kritiseret af sine landsmænd for at påtage sig rollen som tysk kommandant i Schindlers liste.
Den kinesiske reaktion på geisha-filmen virker unægteligt en smule ude på et overdrev, og en analyse af reaktionen, bragt i den engelsksprogede kinesiske avis China Daily, der konstaterer, at "det er ikke let at såre Kinas nationale stolthed", virker malplaceret.
De økonomiske bånd mellem de to lande bliver stadigt stærkere, men kinesisk nationalisme er i høj grad rettet mod Japan, og den kommer til udtryk så ofte som muligt - nu med en filmpremiere som anstifter. Symbolerne i filmen er skrap kost for mange kinesere, der endnu ikke har tilgivet Japans ugerninger under besættelsen af Kina fra 1937-1945. Alene Nanjing-massakren kostede mindst 300.000 civile livet, og titusinder af kvinder blev voldtaget. Det er den voldtægt, de kinesiske internetskribenter i deres vredesudbrud hentyder til.
Følelsen forstærkes af, at kineserne mener, at Japan ikke lader til at angre sin fortid. I foråret kastede kinesiske demonstranter flasker mod Japans ambassade i Beijing, da de fandt, at en ny japansk historiebog bagatellisere landets forbrydelser under Anden Verdenskrig.
Samtidig er forholdet mellem de to lande så dårligt, at politikerne stort set ikke er på talefod. Hver gang premierminister Junichiro Koizumi besøger Yasukuni templet, der også ærer dømte krigsforbrydere, protesterer Beijing.
Filmen har dog også fremkaldt national stolthed - selvfølgelig på baggrund af japansk tab. "Se på de kinesiske skuespillere, der stråler i Hollywood, og se på den japanske vrede over at tabe rollerne til kinesere," skrev en blogger, som forsøgte at se det fra en positiv vinkel. "Vi bør være glade på Kinas vegne."
På trods af de lidenskabelige udbrud på internettet har kineserne endnu ikke set filmen løbe over lærredet. Den vil komme til Kina i starten af februar. Hvem ved, måske vil kineserne faktisk kunne lide den.
weekend@information
