"Det er faktisk kun få bloggere, der er entusiastiske omkring politiske emner," siger Hu Yong, som leder den kinesisksprogede blog-portal China Value. Det politiske miljø i Kina opfordrer, mildt sagt, heller ikke til en sådan interesse. Med et anslået 30.000 mand stærkt internetpoliti - der finkæmmer nettet for 'upassende' materiale - i hælene, er det ikke nogen overraskelse, at de fleste bloggere beskæftiger sig med mindre følsomme emner.
På alle områder har regeringen slået ned for at beskytte den "nationale kulturelle sikkerhed", som Kinas kulturministerium for nylig udtrykte det på dens hjemmeside. I sit konstante forsøg på at kontrollere den offentlige debat, har myndighederne bloggerne i søgelyset. Hidtil har mange bloggere skrevet under pseudonym, men nu er de blevet pålagt at registrere sig hos myndighederne med deres rigtige navn, eller deres side bliver lukket. Det gør jagten på bloggere med dissidenttendenser lettere for myndighederne.
Det vurderes, at der ved udgangen af året vil være 120 millioner netbrugere i Kina. Og blogs er steget i popularitet, siden de først dukkede op i Kina i 2002. Ifølge China Internet Network Information Centre har fem millioner kinesere benyttet sig af muligheden for at oprette en blog, hvor de gratis og hurtigt kan strø om sig med deres tanker om Kina i det 21. århundrede i et meget offentligt og globalt forum.
Men her er ikke tale om udviklingen af en politisk offentlighed på internettet. Med stram overvågning prøver Beijing at undgå situationen i specielt USA, hvor blogs har vist sig at være et stærkt politisk reskab til at udfordre de traditionelle medier og regeringen.
Hu Yong siger, at de fleste blogs ikke søger at underminere Beijings autoritet. De fleste skriver uskyldige dagbøger eller starter diskussioner om, hvad der er oppe i tiden uden for den politiske sfære. Andre specialiserer sig i temaer som teknologi, rejser, kogekunst og kultur.
Den mest berømte blogger i Kina, og den der fik den kinesiske offentligheds øjne åbnet for blogs, var Mu Zimei, der delte sine seksuelle eskapader med læserne. (Hendes skriblerier blev dog for saftige for censurmaskinen, som lukkede hendes blog). 'Søster Furong', som hun kalder sig, følger i Mu Zimeis fodspor. Hun portrætterer sig selv som en intelligent skønhed, og Furongs blog er blevet landskendt for hendes konstatering af, at hun har brug for en mand og poetiske sætninger som, at hun "har en krop, der giver mænd næseblod".
Det er ikke alle der holder sig fra politiske emner, selvom konsekvenserne kan være alvorlige. Der er mindst 54 kinesere, som er blevet fængslet for at fremføre synspunkter på internettet, der ikke faldt i myndighedernes smag.
Liu Di, en universitetsstuderende, er den hidtil mest kendt blog-dissident fra Kina. Hun kritiserede regeringens restriktioner over for internetcafeer og talte for et friere internet. For sine "kriminelle handlinger" blev hun smidt i fængsel.
Andre bloggere, der beskæftiger sig med politiske emner, har myndighederne dog ladet i fred - så længe bloggerens budskab tjener et formål for regeringen. Bloggere har frit kunnet indsamle underskrifter gennem nettet rettet mod for eksempel Japans udenrigspolitik, eller har brugt deres talestol til at oppiske anti-amerikanske følelser.
Hvis en blogger endelig skulle beslutte sig for at kritisere styret, er det stærke kræfter, der skal overvindes. Kommunistpartiet har allieret sig med Microsoft. Kinesiske bloggere, som bruger Microsofts service til at skrive beskeder med ord som frihed, menneskerettigheder eller demokrati i titlen får gennem en meddelelse, der popper op på skærmen, at vide, at "beskeden indeholder forbudt sprog", og beskeden kommer ikke videre i systemet før ordene er slettet.
Ved brug af metaforer kan man dog komme langt. Vinderen af den første internationale blog konkurrence sidste år var Yan Wenbo, der skrev bloggen Hundeavisen - en vittig kritik af hundes situation i et land, hvor man ikke kan diskutere menneskerettigheder, om ulighed mellem rettigheder for hunde i Kina og vesten. "Hvis vi ikke kan tale om menneskene, så kan vi tale om hunde," sagde Yan, da han modtog vinderprisen.