Læsetid: 4 min.

Et kinesisk håndtryk

21. juni 2000

Hvis Nord- og Sydkorea kan, hvorfor kan de to sider af strædet ikke?
Taiwans præsident, Chen Shui-bian
KINAS PRÆSIDENT Jiang Zemin fik i går et tilbud fra sin taiwanske kollega, Chen Shui-bian: Lad os holde et kinesisk topmøde for at finde en fredelig løsning på Taiwans fremtid, lød opfordringen. Forbilledet er den forsoning, der i sidste uge førte til et koreansk topmøde og det historiske håndtryk i Pyongyang mellem de to tidligere ærkefjender, Nordkoreas Kim Jong-il og Sydkoreas Kim Dae-jung. Et topmøde, der for første gang i mere end 50 år gav håb om et tøbrud på den koreanske halvø, der indtil nu har været fastfrosset i Den Kolde Krigs struktur.
Hvis de kan, hvorfor kan vi så ikke, var Chen Shui-bians - helt fornuftige - spørgsmål, hvorefter han opfordrede Jiang Zemin og fastlandets ledere til at tage imod den udstrakte hånd og gribe muligheden for en kinesisk forsoning.
Men selv om Kina i høj grad har sin del af æren for, at det koreanske topmøde overhovedet kom i stand - ved at skubbe Nordkoreas leder i den rigtige retning - var Beijings reaktion på Chens opfordring i går kølig. Kina fastholder kravet om, at Taiwan først skal anerkende princippet om, at der kun findes ét Kina - og at Taiwan er en del af det samlede Kina - før en dialog, endsige et topmøde kan komme på tale, lød svaret fra Beijing.

DERMED BLEV BOLDEN resolut sparket tilbage over Taiwan-strædet i den standende strid på ord mellem de to Kina'er. Analytikere i regionen var da også hurtigt ude med pessimistiske meldinger om, at mulighederne for at gentage det koreanske kunststykke med et snarligt kinesisk topmøde synes meget små.
Ganske vist er der flere lighedspunkter: Som det er tilfældet i Korea har striden mellem Kina og Taiwan rødder tilbage til årene efter Anden Verdenskrig og begyndelsen af Den kolde Krig. Efter det japanske nederlag fortsatte krigen om Kina mellem Mao Zedongs kommunister og Chiang Kai-sheks nationalister, med sidstnævntes nederlag i 1949 og den efterfølgende flugt til øen Taiwan. Kun med amerikansk støtte undgik nationalisterne i årene derefter at blive indlemmet i det samlede, nu kommunistiske Kina.
Altså med lidt god vilje en gentagelse af mønstret fra Korea-halvøen: En strid mellem et (tidligere sovjetisk støttet) kommunistisk regime og en amerikansk-støttet, kapitalistisk del.
Men her holder sammenligningen heller ikke længere. USA trak allerede i 1970'erne sin (officielle) støtte væk fra Taiwan og gav den til Folkerepublikken med en anerkendelse af, at Taiwan er en del af Kina. Mens de to Korea'er eksisterer side om side i f.eks. FN-regi, mistede Taiwan allerede i 1971 sin plads i FN og har siden være diplomatisk isoleret. Mens der på Korea-halvøen hersker enighed om, at der er to Korea'er, men at målet er genforening, synes de to Kina'er kun at være enige om én ting - at være uenige.

ER DER SLET ingen vej ud af denne fastlåste situation? Jo, faktisk har parterne bevæget sig en anelse, siden Chen Shui-bian i marts blev (folke)valgt som den første taiwanske præsident, der ikke tilhører Nationalistpartiet. Chen har siden sendt forsonlige ord over strædet, og det er faktisk ikke første gang, at han foreslår et topmøde med sin kinesiske modpart. I sin tiltrædelsestale i maj lovede han på den ene side ikke at erklære Taiwan uafhængigt, mens han på den anden side trådte forsigtigt uden om spørgsmålet om 'et Kina' ved at sige, at problemet bør løses i fremtiden.
Kina reagerede med at kalde ham 'uoprigtig', men også ved at undlade at true med militær magt. Og så kom der en åbning: Beijing er parat til at gå i dialog med Taiwan, hvis parterne tilslutter sig princippet om 'et Kina' på "deres egen måde". Det blev tolket som et forsøg på at genoplive den dialog, der fandt sted på halvofficielt hold i Singapore tilbage i 1993. Så selv om reaktionen i går var kølig, er der ingen tvivl om,
at ledelsen i Beijing i øjeblikket nærstuderer Chens seneste udspil, der næppe tilfældigt falder sammen med, at den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright er på vej til Kina. Taiwan vil her være på dagsordenen, ligesom forsoningen i Korea.
Men man skal næppe vente noget konkret fra Beijing før efter topledelsens årlige møde i badebyen
Beidaihe i august. Her vil høgene i det kinesiske militær igen presse på for en hurtig militær løsning på Taiwan-spørgsmålet, mens Jiang Zemin og ministerpræsident Zhu Rongji menes at stå for en fortsat vente-og-se-kurs. Ingen af de to har dog endnu vist sig at være af Sydkoreas Kim Dae-jungs statur - eller Kim Jong-ils for den sags skyld. Det kræver stort mod at bide tidligere trusler i sig og indrømme egne fejl for i stedet at række hånden frem mod en erklæret ærkefjende. Men det er den eneste vej frem mod forsoning, også i Kina. veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu