Fra mange af slumkvarterene i Angolas hovedstad, Luanda, er der god udsigt ud over Atlanterhavet. Her kan byens godt tre mio. fattige betragte det stadigt større antal olietankere, der hver dag sejler for mio. af dollar af landets olie mod fjerne destinationer. En voksende andel har kurs mod Kina, der efter den angolanske borgerkrigs afslutning i 2002 er rykket ind i det afrikanske land med ekspresfart.
I skarp konkurrence med Europa og USA har Kina i løbet af blot fem år sat sig på førstepladsen over lande, der investerer ikke bare i Angola, men i hele Afrika. Den anden vej flyder til gengæld olie, diamanter og andre råvarer. Alene Angola dækker i dag 15 procent af Kinas olieimport og er nu Kinas vigtigste leverandør af olie.
Men Angola er ikke en enlig svale. Kinas stærkt stigende interesse for Afrika har sat gang i debatten om Afrikas behov for investeringer og spørgsmålet om, hvem investeringerne gavner.
"Der er opstået et investeringskapløb - der er pludselig igen kommet fokus på Afrika," siger Peter Kragelund, der er projektforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Han mener dog ikke, at der er grund til at forvente et afrikansk væksteventyr af den grund:
"De få studier, der er lavet om udenlandske investeringer over længere tidshorisonter, viser, at der ingen positive effekter er på landenes vækst og udvikling," siger Peter Kragelund.
Behov for investeringer
Som mange andre afrikanske nationer er Angola en skrøbelig en af slagsen. Portugals tilbagetrækning som kolonimagt i 1975 blev efterfulgt af 27 års borgerkrig, der kostede omkring en halv mio. mennesker livet i det ellers etnisk og religiøst rimeligt harmoniske land. Med freden i 2002 lå landet i ruiner og behovet for investeringer var enormt.
"Angolas forhold til Kina er en logisk konsekvens af landets behov for investeringer i infrastruktur. Den type bistand giver de vestlige lande ikke - heller ikke selvom det gang på gang konkluderes, at investeringer i infrastruktur er nødvendige," siger Alex Vines, der er leder af British Angola Forum i den britiske tænketank Chatham House.
Peter Kragelund er enig i, at Kina nemt har fået en meget indflydelsesrig position i Afrika, da de vestlige lande ikke har vist vilje til at imødekomme de afrikanske behov.
"Efter det store donormøde i Monterrey (i Mexico, red.) i 2002 opstod der enighed om, at der er et meget stort behov for kapital i Afrika. Og eftersom bistanden ikke dækker kapitalbehovet, så er udenlandske investeringer nødvendige. Og de investeringer kommer altså hverken fra USA eller Europa - men derimod fra Indien og Kina," siger Peter Kragelund, der dog ikke mener, at der er nogen grund til at tro, at udenlandske investeringer nødvendigvis er godt.
"Når man siger, at der er behov for udenlandske investeringer, så antages det samtidig, at investeringer er positive. Men der er meget lidt empiri, der underbygger den antagelse," siger Peter Kragelund.
Afrika står stille
For selvom Angola og en lang række andre afrikanske lande i øjeblikket oplever et sandt investeringsboom fra Kina og Indien, så modtager Afrika ifølge Verdensbankens opgørelser stadig kun 1,8 procent af verdens samlede udenlandske direkte investeringer. Og modsat andre regioner i udvikling, så er de udenlandske investeringer i Afrika for størstedelen rettet mod udvinding af råstoffer.
"Et studie, der undersøger perioden fra 1995-2000, viser, at omkring 55 procent af de samlede investeringer placeres inden for den primære sektor. Og da der stort set ikke er noget landbrug af interesse, drejer det sig om olie og mineraler," siger Peter Kragelund.
"En anden stor del af investeringerne handler om infrastruktur - råstofferne skal ud af landet. På den måde minder det lidt om kolonitiden," siger Peter Kragelund.
Ifølge Alex Vines fra Chatham House betyder det samtidig, at investeringerne går via de afrikanske landes statskasser.
Og det er en af forklaringerne på, at de kinesiske investeringer og lån ikke nødvendigvis kommer andre end eliterne til gode:
"Problemet med investeringerne i infrastruktur - som det gælder med de massive olieinvesteringer - er, at de er stærkt korruptionsfremmende. Oliepenge er elitens nemme penge. Penge, der nemt forsvinder," siger Alex Vines.
Alle oversigter viser tydeligt, at de afrikanske lande, der fra kinesisk side investeres i, hovedsageligt er lande med store forekomster af naturressourcer som Sudan, Nigeria og Angola.
En dunst af kolonitid
"Faktum er, at langt størstedelen af de kinesiske investeringer er rettet mod udvinding af mineraler og olieindustrien. Ser man på historien, så har den type investeringer aldrig gjort noget godt for lokalbefolkningen - så her skiller de kinesiske investeringer sig altså ikke ud, hverken positivt eller negativt," siger Peter Kragelund, der tværtimod mener, at den type investeringer er med til at fastholde landene i nogle strukturer, der minder om kolonitidens økonomier.
"Det forbliver økonomier baseret udelukkende på samme form for ressourceudnyttelse, som under kolonitiden - og ikke en økonomi baseret på bearbejdning og produktion. Så på den måde kan man måske sige, at en stor del af de kinesiske investeringer er dårlige. Men de er ikke dårligere end alle andre" siger Peter Kragelund.
Enklave-økonomier
Et andet problem med de afrikanske økonomier, der hovedsageligt baserer sig på udvinding af råstoffer - og herunder særligt olieøkonomierne - er ifølge Peter Kragelund, at de omgærdes af en høj grad af lukkethed. Han kalder dem enklave-økonomier:
"Olieøkonomier er utroligt isolerede og er stort set koblet af fra de omgivende samfund."
Ngo'er og vestlige medier har længe lagt pres på de vestlige olieselskaber for at imødegå den lukkethed, der i sig selv er stærkt korruptionsfremmende. Men ikke overraskende er de afrikanske regeringer sjældent interesseret i åbenhed. Det forklarer forskningsassistent ved DIIS Luke Patey, der netop beskæftiger sig med internationale firmaers adfærd i u-lande:
"Som en del af en ny strategi for at imødekomme et stigende pres fra internationale ngo'er besluttede selskabet BP for nylig at offentliggøre nøgletallene bag deres koncessioner i netop Angola."
"Svaret kom prompte fra den angolanske regering, der bad BP om at pakke deres sager og forsvinde - med mindre de altså kom på bedre tanker," forklarer Luke Patey.
Han nævner ikke BP som eksempel med det formål at forherlige vestlige selskaber frem for kinesiske:
"Der er som sådan ikke stor forskel på, hvordan vestlige eller asiatiske selskaber fungerer i Afrika. Men de vestlige firmaer har i højere grad følt sig nødsaget til at handle i forhold til det stigende pres fra ngo'er, medier og andre, der stiller stadigt større spørgsmålstegn ved selskabernes adfærd i Afrika," siger Luke Patey.
Demokratisk tilbageslag
Det mest kendte eksempel fra Afrika er Sudan, der uden sammenligning er det land i Afrika, der modtager flest direkte investeringer fra Kina.
"Da presset på de vestlige selskaber steg op igennem 1990'erne, måtte de ét efter ét forlade landet. Det betød, at markedet lå åbent for kinesiske og indiske selskaber, der i hvert fald dengang ikke behøvede at tænke på omdømme og renomme," siger Luke Patey.
For hvor det for de vestlige firmaer gælder, at image og PR kan være tæt forbundet med indtjening, så er det ikke gældende for de kinesiske statslige selskaber. Med undtagelse af Sudan, så mener Luke Patey alligvel ikke, at der i praksis er stor forskel på, hvordan vestlige og kinesiske selskaber opererer i Afrika.
"Den vigtigste pointe er vel, at der netop ikke er den store forskel på de statslige kinesiske og de private vestlige firmaer. Forskellen er snakken," siger Luke Patey og fortsætter:
"Men antager man, at ngo'er og civilsamfund overhovedet var ved at opnå noget som helst i forhold til at presse de internationale selskaber mod bedre opførsel, så har det kinesiske og indiske indtog på den afrikanske scene sat en stopper for det," siger Luke Patey.
Den opfattelse deler Alex Vines, der samtidig advarer mod overhovedet at tillægge forholdet mellem Kina og de afrikanske stater en for stor betydning. Både kineserne og afrikanerne søger blot de muligheder, som der nu engang eksisterer. Og selvom Kina i dag er den udenlandske stat, der er tungest repræsenteret i Angola, så kan det hurtigt ændre sig. Hvedebrødsdagene er slut, mener han:
"Forholdet til Kina er måske vigtigt, men på ingen måde altafgørende. Derfor ser man, at Angolas regering forsøger at sprede sine interesser. Angolanerne behøver ikke at lytte til nogen, og det er et klassisk mønster, vi ser, hvor en stærk stat sætter sig tungt på magten. Og det har ikke så meget med kinesiske investeringer at gøre, men handler i stedet om de meget høje oliepriser," siger Alex Vines.
