Læsetid: 3 min.

Kinesisk vækstrapport spår fattigdommen afviklet i år 2050

Ifølge ny rapport ser Kinas fremtid rosenrød ud: Ingen fattige og universel adgang til sociale ydelser. Kritikere advarer mod alvorlige sociale og miljømæssige problemer
20. februar 2006

BEIJING – I år 2050 vil ingen kinesere leve i fattigdom, mener forfatterne af ny kinesisk rapport. De præsenterer en optimistisk prognose for, hvordan livet for landets befolkning vil tage sig ud om lidt over fire årtier: 500 millioner bønder vil være flyttet til byerne, gennemsnitslevealderen vil være steget med 10 år, alle vil have adgang til sociale ydelser, og hver anden kineser vil eje en bil.
Kinas Moderniserings Rapport 2006, frembragt af landets førende forskningsinstitution, Kinas akademi for samfundsvidenskab, forudser, at hvis landet kan bibeholde sin nuværende økonomiske vækst på ni procent, vil gennemsnitsindkomsten i 2050 være 10.500 yuan (8.100 kr.) om måneden – næsten 10 gange mere end i dag. Samtidig vil middelklassen nyde en velstand, som det i dag kun er de færreste forundt. Halvdelen af befolkningen – som vil vokse til 1,5 milliarder – vil eje deres egen bil og være i stand til at tage på ferie i udlandet.
I dag er der 80 millioner kinesere under fattigdomsgrænsen, men om 44 år vil ingen inden for Kinas grænser leve under sådanne kår. (Beijing definerer absolut fattigdom som en årlig indkomst på mindre end 668 yuan, mere end fire gange mindre end FN's målestok på en dollar om dagen.)
Inden for samme tidsperiode vil gennemsnitslevealderen stige til 80 år, fra 71,4 i år 2000. Og alle kinesere vil have syge- og arbejdsløshedssikring og pensionsopsparing.

En eventyrfortælling?
"Opnåelse af modernisering er et fast og urokkeligt mål for vores nation," skrev rapportens forfattere.
Hvis Kina fortsætter sin nuværende udvikling, vil landet komme med i top 40 over verdens moderniserede nationer i 2050, sagde akademiet for samfundsvidenskab.
"Ved udgangen af det 21. århundrede vil Kina være i top 20."
Kina har allerede formået at løfte flere hundrede millioner ud af fattigdom siden reformperiodens start for snart tre årtier siden. Rapporten forudser en fortsættelse af den udvikling med en rosenrød fremtid for Kinas indbyggere og landets økonomi, der rangerer som verdens fjerdestørste målt på størrelsen af bruttonationalproduktet. Men selv lederen af forskerholdet bag rapporten, He Chuanqi, giver ikke profetien gode odds for at blive realiseret: kun seks procent, for at være helt præcis.
He Chuanqi mener, at den nuværende situation ikke giver god grund til optimisme. Det økonomisk indeks for Kina i 2001 ligestillede landet med USA for 100 år siden. Kina er langt bagefter udviklede lande, når det kommer til urbanisering, forventet levealder og voksenbefolkningens læse- og skrivefærdigheder. Ifølge rapporten er en 17 år lang uddannelse udbredt i udviklede lande, mens Kina stadig kæmper med at give hele befolkningen adgang til ni års uddannelse.
Kinesiske medier har langet ud efter rapporten. En avis kalder den for et korpus af "utopiske fantasier" mens en anden spørger: "Er det vigtigere for os at forbedre vores nuværende situation end at forudsige, om vores efterkommere vil leve det gode liv i 2050?"
Akademiet "er ikke en selvfinansierende institution, men støttes af skatteyderne," skrev Kinas Ungdomsavis i en kommentar. "Folket støtter dem ikke for, at de kan skrive smukke eventyr."
En leder i avisen China Daily henviser til det stigende svælg mellem rig og fattig, som kommunistpartiets ledelse så sent som i denne måned advarede har nået et "alarmerende niveau". "En overoptimistisk prognose vil hverken garantere det ønskede resultat eller hjælpe til med at løse nuværende problemer," skrev avisen, der samtidig mener, at rapporten er fattig på "deltaljerede tiltag for at overkomme kløften mellem realitet og løfte."

Samfundsomvæltning
Akademiet for samfundsvidenskab anbefalede 10 initiativer, som inkluderer udbredelse af gratis obligatorisk skolegang, afskaffelse af absolut fattigdom og mindskning af forskelle i uddannelsesniveau de sociale lag imellem. For at nå målsætningen, siger He Chuanqi til nyhedsbureauet Xinhua, skal Kinas samfund gennem to stadier af transformation. Først skal landet omdannes fra det nuværende agrarsamfund til et industrialiseret samfund med base i byerne for derefter at blive et vidensbaseret samfund, hvor udviklingen i byerne og på landet foregår i samme tempo. Procentdelen af befolkningen der lever i byerne vil ifølge rapporten stige fra omkring 42 procent i dag til 80 procent.
He Chuangqi noterede sig, at denne proces drastisk vil ændre folks meninger og livsstil, hvilket kan føre til strid og fremkalde sociale problemer. Udviklingen vil også være en trussel mod miljøet. Hvis spådommen om den eksplosive vækst i antallet af biler på landets veje og antallet af flyrejser holder stik, vil Kina hurtigt overtage USA's plads som verdens største udleder af drivhusgasser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her