Mellem de bøger, jeg ikke læser færdig, er der nogle som plager mig - de er en slags spøgelser, som lurer ved reolernes kant, de er kedelige, men også tiltrækkende.
I lange tider har de været landflygtige, men dette forår er de flyttet ind i min reol og denne gang er de kommet for at blive, de kinesiske damer: Fra Lin Yutang og Han Suyin til Jung Chang, Amy Tan og Anchee Min. Bøgerne er en niche-historie, en række kulørte billeder; historier om Østen, skrevet og modtaget i Vesten.
Fra min barndom husker jeg også Pearl S. Bucks Den gode jord, ikke romanen, men den sort-hvide film, ligesom jeg husker Karl Eskelunds Min kone spiser med pinde, som dengang endnu fandtes i reolen.
Men de kinesiske damer er anderledes end en pseudo-social, kristent barmhjertig skildring af kinesisk bondeliv eller en dansk eventyrers beskrivelse af mødet med sin kinesiske kone, i hvis hjem i Beijing min mor engang i de sene 50?ere spiste kramsfugle en juleaften.
De kinesiske damer - Amy Tan, Anchee Min og Jung Chang - er kommet til senere, de fortæller andre historier og hører egentlig til i min reol. I tidens løb er de faldet i hænderne på mig, nogle få købte jeg som gave til min mor, der meget hellere ville læse Bette Bao Lords journalistiske beretning om Shanghai i 1960'erne end fx Amy Tans romaner om kinesiske kvinders generationsliv.
Ikke rigtig læst
De kinesiske damer faldt i røverhænder over flere reolmeter, Anchee Min har jeg læst, men de andre - ikke rigtig. Jeg har bladret, pluklæst og sat dem ind igen, for næste gang der udkom en af slagsen at få den foræret og derefter forære den videre, til reolen.
Uagtet at jeg med fornøjelse læste Amy Tans børnebøger højt for min datter, Den kinesiske siameserkat og Månegudinden.
For ganske nylig købte jeg - af egen drift og til mig selv - Maxine Hong Kingstons The Woman Warrior. Memoirs of a girlhood among ghosts. Kingstons Tripmaster Monkey læste jeg for flere år tilbage, og nu ligger kvindekrigeren skrællet og halvspist ved min seng. Indflydelsen fra Hong Kingston til Tan er tydelig, Kvindekrigerens historier om pigeliv spejlet i kvinde- og krigermyter og pigelivets infiltrering med normerne for den søde kinesiske pige går igen: "girlhood among ghost".
Mens Anchee Mins teen-gardister i Røde Azalea og Vild Ingefær effektivt blander et individuelt pigelivs ambivalente drift med ligeså ambivalente drifter mod ikondyrkelse og politisk skoling i Kulturrevolutionens horder, er Tans verden - nå ja - simpelthen kedeligere: amerikanske middelklasse-værdier til den ene side, anden-generationskvindernes karriere, succes eller mangel på samme, skilsmisser og nye jobs i en lang, bestsellende rutine. Billedet af en integrationssucces, med den lille fiktionsskabende fisur, som åbner til generationen af kvinder, mødre, tanter, bedstemødre, som udvandrede i årene omkring Folkerepublikkens dannelse, og som den nye generation ikke genkender sig i, men alligevel er bundet til.
Uheld i røverhænder
Min lystlæsning af Anchee Min udfolder et fantasme om min generationsroman, mens Tans romaner, skrevet i Hong Kingstons matrise - og med et biografisk-dokumentarisk sidestykke i Jung Changs Vilde Svaner, forbliver fjerne som min kinesiske bedstemors hundredvis af kolorerede cigaretmærker med helte og kvindekrigere fra sagn og historiske myter. Som cigaretmærkerne ligger i nette bunker og æsker i mit skab, står Tan og de kinesiske damer nu i metervis på min reol.
De udgør en egen lille sektion og blander sig ikke i behagelig alfabetisk anonymitet med andre sager. Muligvis er de på nippet til en oprydning, meget mere muligt hele tiden på nippet til at blive læst, en lille smule, og så sat ind igen.
De er ildevarslende, 'bad luck'; de bliver ved at falde i mine røverhænder.
kultur@berlingske.dk
