Læsetid: 3 min.

Kingsize drøm, kvæstet flugt

Danske Mews nye album er et massivt kompleks af drøm og mareridt, distanceblænden og hyperproduktion. Og Naut? Ja, de dagdrømmer sig fra vor hverdag og ind i den dekorative kedsommelighed
19. september 2005

Der bliver smurt tykt på. Det er det første indtryk af Mews nye udladning And The Glass Handed Kites. Gentagne angrebsbølger af guitarer, bas, trommer, synth, kor og en sanger på himmelflugt er resultatet af den vildt ambitiøse studieproduktion, der udspiler Hellerupkvartettens fjerde album. Optaget i L.A. over intet mindre end seks måneder med den gammeltestamentligt storladne producer Michael Beinhorn, der også har konstrueret detonationer for Korn, Soundgarden og Marilyn Manson. Og det kan høres på And The Glass Handed Kites, hvor guitarerne kan være deciderede heavy, hvor bandet hugger dynamisk i brændingen, og hvor lyden er panoramisk i bredden og nærmest gotisk i højden.

70'ernes studiefiktion og kompleksitetsdyrkelse er umiskendelig: Prog-rock, heavy og symfonisk rock; Queen, Pink Floyd, Deep Purple, Meat Loaf, King Crimson og fra nutiden Radiohead. Et par steder er man sikker på at have fundet indierockens 'Bohemian Rhapsody' (dvs. en form for mådeholdent storhedsvanvid), og med udgangsreplikken "Stay with me, I don't want to be alone" lyder forsanger Jonas Bjerre både i indhold og frasering som Roger Waters afskåret fra omverdenen af succes og mur.

Kontrast der slår gnister

Men fiktionen males selvfølgelig i det moderne digitale rige, og Mews bredpenslede arkitektur gennemsyres af Bjerres drengede, underfulde stemme, hans knejsende vemod og sært diabolske uskyld som afgørende kendetegn. Og kontrasten mellem de mange muskuløse kombattanter og den hulbrystede dreng i midten er, hvad der løfter Mew.

Denne anmelder får associationer til Hans og Grethe i den store mørke skov, til Snehvide og den onde dronning, ja, altså, til uskyld og ondskab på kollisionskurs. Til en lysende alf omfavnet af en symfonisk heavy-skov, hvor instrumenternes tunge manøvrer i mørket får jorden og godheden til at skælve. Og vel at mærke en skov knægten selv har forvildet sig ind i, draget af mørket. Og denne kontrast slår gnister på de bedste sange, for eksempel "Apocalypso", "Special" eller den vokalharmoniske popperfektion "The Zookeeper's Boy". Mens der også kan blive noget nærmest überkrukket over Bjerre, når han får lov at svæve over den mørkt designede botanik på sin drage bygget af multitrackteknologi.

Kingsize drømmerock

Den tekniske eksekvering er jernpræcis og forførende opulent, og det er mange årtier siden, at rumklang på trommer er blevet brugt så skamløst effektivt på en seriøs rockplade. Det er et interessant træk at bevæge sig tilbage ad den prog-rock-sti, som Radiohead åbnede i mainstream med Ok Computer i slutningen af 90'erne. Og det lykkes i store passager af det rigt vævede album at forløse den synkrone bevægelse tilbage og fremad mod en kingsize drømmerock med indbygget mareridt. Ved høj lydstyrke er And The Glass Handed Kites et manende massiv, der tårner sig over lytteren, og ved lav lydstyrke er det et ulmende ocean mellem højtalerne.

Det betyder ikke, at man slipper for forcerede, hvis ikke onanistiske passager, hvor Mew pisker souffleer af granit. Og her ville man ønske sig, at kvartetten havde sat sig ned med en akustisk guitar og ryddet ud i parafraseringerne over tidligere pladers harmonier og melodier, i stedet for at drukne dem i endnu et vokalspor eller endnu en synthskylle. Men disse passager er heldigvis i undertal.

Mew er distanceblændere, og derfor kan det også være svært at blive rørt af dem, selv om det tydeligvis er intentionen i de mest blødende øjeblikke. Men, for pokker, hvor kan det være betagende at stirre sig blind i deres mørkladne, stort tænkte, stort forløste lysfest.

Kvæstet eskapisme

Danske Naut nuldrer til gengæld rundt i dagdrømmeriets behagelige gløder på debutalbummet Traffic Island. Udkrystalliseret tekstligt i ord som "Fly in the sofa, I am high on the ground" og musikalsk i en behagelig, men også lige lovlig nuttet dekorativ sangskrivning. Naut er Rasmus Olsens kvintet, og hans poprock er charmerende nok al den stund, man distræt lader de opadstræbende melodier kildre som løfterige forårsbriser. Men lytter man efter - og det skal man jo! - så er det for pænt, for kantløst, for uopfindsomt.

Der er mange fine hjemmesnedkererede detaljer, og mixet er smagfuldt spraglet med både messingblæs, programmerede beats og samples (af folk-violin, banjo und so weiter). Men det hæver sig sjældent over banaliteterne i år 2005, hvor det altså er ni år siden Beck udgav Odelay og åbenbarede for masserne en frodig, nu fortærsket mulighedsmillion med sine samplerdeliske hybrider. Der mangler simpelthen karakter i sangskrivningen og ide i arrangementerne. Så det er en noget kvæstet eskapisme Naut er ude i - og i skærende kontrast til Mews himmelstræbende fantasterier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her