Læsetid: 3 min.

Kipketer-effekten

13. februar 2001

Et sted, hvor man kan være sammen om noget – uden at være ens. Hvor man bliver værdsat efter fortjeneste. Hvor det fælles projekt trækker forskellige mennesker i samme retning. Et sted, hvor man lærer at være sammen med alle og at se nederlag i perspektiv, fordi verden trods alt ikke gik helt under.
Det lyder som en samfunds-utopi, men ideelt set er enhver provinssportsplads faktisk sådan et sted. Sport er, når det fungerer, en socialt integrativ proces, hvor høj og lav kan have det sjovt, uden at størrelsen på familiens bil giver en plads på første-holdet eller det, man spiser derhjemme eller ens storesøster har på hovedet, forhindrer nogen i at være med.
Måske ikke mindst derfor har idrættens ungdoms-arbejde i hele forrige århundrede haft den socialdemokratiske stats varme bevågenhed: Man så gerne sunde sjæle i sunde legemer udfolde sig i folkeligt fællesskab og fri luft. Og derfor har også fagforbundene valgt at profilere sig med støtte til idrætten. Som da Dansk Metal med et genialt træk blev hovedsponsor for det kvindelige ungdomslandshold i håndbold, der som ’rigtigt’ landshold skulle vise sig som både en mageløs pr-mæssig investering for Metal og et kolossalt trækplaster for spillelystne børn og unge.

Til sportens børne- og ungdomsarbejde hører nemlig idoler som Anja Andersen og Michael Laudrup. Det er dem, børnene leger, at de er, deres tekniske finesser, der efterlignes på tusind boldbaner.
Men hvor mange af idrættens topfolk netop nu giver nye unge danskere et ’mørkt’ idol at se op til – det, man kunne kalde ’Kipketer-effekten’? Joda, vi har Wilson Kipketer selv, og stærke atleter inden for forskellige kampsportsgrene. Men i Danmark er en spiller med et fremmedartet navn stadig et særsyn i de mest mainstreamede og derfor mest integrative holdsporter som den mandlige nationalsport fodbolden – specielt på eliteplan. På ungdomslandsholdene er der for tiden kun en enkelt spiller med indvandrerbaggrund, Rami Kais Ahmad fra B 93.
Racisme, lyder én af forklaringerne, og man rystes alvorligt, når man i blandt andre Berlingske Tidende i går kunne læse, at de danske hjemmeholds fodboldfans laver ’abelyde’ efter mørke spillere på udeholdene, som Silkeborgs Thomas Røll Larsen – endda banansmidning hører man om. Fænomenet er selvfølgelig ikke kun dansk: Den italienske klub Verona fik for nylig en bøde på 150.000 kr. for deres tilhængeres racistiske opførsel.
Racismen findes utvivlsomt også ude i klubberne, bevidst og ubevidst, og trist er det, at netop de etniske minoriteter ikke følges tiltrækkeligt op til at blive idoler for de yngre. Trist for en drøm, der brast, trist for sporten, der gik glip af et talent – og trist for de mange idolhungrende yngre mørke drenge og piger. Og trist for samfundet, som ikke får udnyttet idrættens enestående integrative potentiale.

En anden forklaring på de få nydanskere i topidræt er, at de stærke unge spillere med indvandrerbaggrund sjældent står distancen, når en fejret ungdomsspiller skal klare førsteholdets virkelige liv. I Politiken sidste mandag placeredes hovedansvaret for de ’mørke’ talenters frafald hos familien: »Det ’sjove’ er ikke temaet for indvandrer-familien – her spiller fodbolden ofte en langt større rolle, og efter et nederlag er det tit ikke meningsfyldt at spille videre overhovedet,« forklarede Lars Kruse, konsulent i Danmarks Idræts-Forbund. Med andre ord: Drømmen om at blive en dansk Zinedine Zidane handler især om social opstigning, og utvivlsomt forekommer denne forøgede sårbarhed oftere, når man ikke føler at have så forfærdelig mange andre kanaler for sine ambitioner.

HVAD ANGÅR klubbernes daglige ’lille’ racisme må man forældre og ledere sørge for, at drillerier ikke foranlediger nogen til at droppe sin sport. De grimme tilråb – også racistiske – på banen bliver dog næppe lette at komme til livs. Sport, især fodbold, har tradition for en enestående – også personlig – grovkornethed, som f.eks. de råbesange om ’half a man’, der mødte Ebbe Sand efter hans operation for testikelkræft. Vel nok på niveau med ’abelydene’.
Hvor grænsen skal gå, må organisationer og klubber vurdere konkret ud fra hensynet til spillernes og tilhængernes sikkerhed samt til klubbernes omdømme og evne til at tiltrække fine spillere, uanset hudfarve.
Men ikke mindst fodboldklubberne må gen-overveje, om de gør nok og gør det rigtige i arbejdet med specielt indvandrerunge. Altså: Opsøg indvandrerne, knyt fædre, brødre og andre unge og voksne til klubberne, forklar dem om sportens velsignelser – og fyr måske op under indvandrerklubberne, hvis man dér har bedre held med at holde på seniorerne.
Og skulle nogen vakle i troen på, at det nytter rent fodboldmæssigt, så tænk på det mangefarvede franske landshold. Er der ikke noget med, at det er verdens bedste?mlk

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu