Jeg går ad Stormgade på sildebensbelægningen i arkadegangen langs Nationalmuseet i København, i dagens anledning. Jeg skal ind og se udstillingen på det, der nu hedder Gl. Strand.
Tænker på K, som har haft en formidabel betydning for mig, har læst bøgerne, man er vel dansker, mere end 60 i alt. Tænker på bogen 2,15 med de radikale samplinger og sammenflettede spor, det silende mesterværk To digte og Blå ornament, der som bølgerne imod strandens kant hele tiden opstår og forsvinder.
Som jeg træder ud i lyset og ser Thorvaldsens museum med A.T. indskrevet i gavlene, tænker jeg på murstensarkaden i Humlebæk, der tilfører nordbane-stationens almindelighed en mystisk dimension som at træde ind i et 4D de Chirico maleri.
Wooww, mand.
K's arbejde er overvældende generøst kvalificeret, fascinerende ud i alle hjørner, og måske særligt der. Det er faktisk muligt at finde vej ind og ned i kunstnerens arbejde og navigere udenom det facilt mondæne og abstrahere fra kunstneren som reklamesøjle for Berlingske og Harboøl og alskens marmoreret royalt geo-pynt.
Udstillingen Refleksioner er en rigtig årgangsudstilling, godt sammensat af kunstner, skribent og udstillingsarrangør Erik Steffensen. Det er samtidig en modig udstilling, og den kan ses i forlængelse af Steffensens erindringsbog Valby-engelsk, der tages af hovedstolen og kortene lægges på bordet. K's arbejde har sat tydelige spor i Steffensens omfattende værk. Både K og Steffensen har et sikkert blik for det provinsielle og begrænsningernes muligheder.
Kunst på kunst
Udstillingen har rytme som et knækket ornament, en sammenskrevet historie, som danner grobund, nærende som Dan-spagnum for overvejelser. Udstillingens titel er da også Refleksioner. Vi læser fremtiden i muldjord; af jord er du kommet og til jord skal du blive.
Udstillingen tager afsæt i K's serie af kunstnermonografier, vel en 18 i alt. Steffensen sammenstiller K's egne arbejder side om side med værker af K's valgslægtskaber, det er ikke gjort før, men ideen er oplagt. Udstillingen viser, at kunst laves på kunst. At se er i nogen grad at udøve erindring. At verden, den slidte virkelighed, ses igennem et rastenet af billeder. Vi har en kunstner, der ser på en kunstner, som ser på kunst. Kunstnere æder kunst, som Giersing vist ikke skrev.
I første rum ses det, auktionshusene og kunsthistorikerne kalder klassisk modernisme, forbindelsen mellem K og Edward Hoppe og Weie er direkte. Men hvor er hele holdet af røvtunge jyske mørkemalere? Og Ibsen got a ticket to ride, har han taget sporvognen væk?
I næste rum ses et Hornungbillede med sylespids penselskrift, som de nøgne grene der strækker sig mod himlen hos L.A. Ring, hængt ved siden af Tal R's sorte Black out med hvidt sekret, et studie til maleriet ude i Møllers grinede kraniekasse. Har K skrevet en monografi om Tal R? K har mig bekendt ikke beskæftiget sig indgående med en nulevende kunstner siden filmen Fedt nok, Freddie fra slutningen af 70'erne. Sådan kan det gå.
Nordlys
Se Baselitz, det på hovedet og Kurt Schwitters norske levebrødsmaleri fra K's samling, malet på bagsiden af en rugbrødsmad. Årgangskitsch fra 1937. Begge ses nær K's fremragende trommesalsmodifikation. I röda rummet med stuk, længslen og det nordiske delirium, ses Balkes skibskatastrofer og pludselig død i nordlys og størknet maling og Abildgaard med det stadig gloende navn, der syrer ud deep underground med Niels Klim. Vi ser imod lyset, til det van gok gule rum og blikket forlænges ind i Willumsens alléport. Blikket dvæler på en smækker kælling ved en kubistisk indsø lige til højre, og vi ser Willumsens bjergfeber sammenstillet med K's rørpennetegninger fra 1956, svimle som efter 10 Eiffel og en funkisvand med brus.
Men hvor er de lurpakkede frederiksborgmalere, med Carl Block på førsteviolin og kong kylie og skipper skræk. Hvor er det maleriske orgie af læremesteren kong Winther af Lolland, og hvor er Else Alfelt, hvis det virkelig skulle have gjort ondt. Jeg savner mere af den fabulerende tilgang til stoffet, som når Steffensen viser Van Gogh-filmen med Kirk Douglas. Udstillingen tager monografierne meget alvorligt, jeg savner opslag fra de off beat kulørte 70'er psykedeliske albums med Fosters Prins Valiant, Morten Langes svampeguide osv. K får endnu engang lov at styre receptionen af værket, det er en skam.
Hovedet som tema
Gennemgående tema i det udstillede er hovedet og det er tæt ved problemet. Denne udstilling er simpelthen ikke dum nok; mere jord i hovedet, om man så må sige, for jeg går ud fra, at selv K sidder og læser Rasmus Klump i Kina ude på lokummet og lader sig inspirere.
Vi ser et maleri af K. med et hoved fuld af bøger og et billede med et hoved lagt i blød, vi ser Lüpertz' onde mor, rød af galde, og vi ser Baselitz male Lüpertz' mor, så fed! Vi får en skipperskrøne af Paul Gauguin og så en sort neger gidseltaget i bronze - Arrhhhe, mit hoved værker.
Steffensens pointe er, at bronzerne har haft en afgørende indvirkning på malerierne, hvilket anskueliggøres på udstillingen, og Sonja Mancoba skrives ind som central skikkelse for K. Hvis Munch er faren, er Sonja moren, det er fed psykosnask med maniodepressive gener.
Zeitgeist er en nisse, der som blind passager rejser med, men altså hallo, det er perron 2005 toget kører fra. Vi vil ha' tog og billeder til tiden. Er barfodede Baselitz og Tal R virkelig nogen af de eneste nulevende kunstnere K spejler sig i? Hvor er alt det pis og lort, som fylder så meget i kunsten? De intimiderende banaliteter.
Se udstillingen og læs Bløndahl-bøgerne det hele drejer sig om, de gør godt som en tår Gammel Dansk.
Man må bevæge sig ind i kunsten helt fysisk. Ind gennem arkadegangen i Stormgade - det arkitektonisk stringente - hjem gennem Kongens have i høj solskin. Det er det sanseligt stimulerede, men jeg spør' hvorfor pigerne er holdt op med at bade topløse?
