Læsetid: 4 min.

Kirkekamp - til stregen

Den katolske kirke i Europa skruer bissen på og taler i skarpe vendinger mod katolikkernes lidet katolske livsstil - og mod de moderne samfunds-normer, som har vundet indpas også i Spanien og Italien
3. april 2007

Den katolske kirke kæmper for at få indarbejdet en anerkendelse af kristendommen som en del af grundlaget for den europæiske identitet i den EU-forfatning, som nu igen diskuteres. En kamp, som skal ses i sammenhæng med Vatikanets bekymring over katolikkernes faldende efterlevelse af kirkens principper. Og da Spanien og Italien er to af kirkens stærkeste bastioner i Europa, er det ikke overraskende, at kirken i netop de to lande har åbnet en ægte kirkekamp og voldsomt fordømmer en række rettigheder og fremgangsmåder, der er lovgivet om i landenes parlamenter.

Hvis man stiller hele kirkens register over forbudne frugter op, må man konstatere, at den forbyder en række ting, som både i Spanien og Italien og i andre moderne samfund indgår i befolkningens almindelige forbrugsmønster og praksis: brug af kondomer, p-piller, skilsmisser, registrerede partnerskaber og ægteskaber for homoseksuelle. Og foranlediget af et par meget omtalte sager har kirken desuden på det seneste i begge lande reageret meget voldsomt over for aktiv dødshjælp og medlidenhedsdrab.

Abortmodstand i Spanien

Som optakt til fejringen af Livets Dag den 25. marts offentliggjorde de spanske biskopper et krigerisk dokument, Por una cultura de la vida (for en livets kultur). Heri kritiserer de blandt andet den socialistiske regering for at have påført Spanien en lovgivning, som er blandt dem i "hele verden, der yder mindst beskyttelse af menneskeligt liv".

Biskopperne langer også ud efter "forskellige pressionsgrupper og medier, som er fortalere for fri abort og medlidenhedsdrab".

Specielt pressen kritiseres for at "præsentere dramatiske sager, for at den tilsyneladende gode og fromme trang til at hjælpe den syge skal vinde over den retfærdige dømmekraft".

Biskopperne er i øvrigt ikke selv mindre dramatiserende, når de betegner de forhold, de kritiserer, som "en veritabel dødens kultur, som ... udhuler den sociale samvittighed, livets værdi og menneskets værdighed".

Én af de dramatiske sager har været sagen om den uhelbredeligt syge Inmaculada Echevarria, som under sygdommens fortsatte forværring bad om, at hendes respirator måtte blive afbrudt. Da det imidlertid skete på et hospital, der drives af en katolsk orden, blev der panik. Hospitalets personale gik ind for at imødekomme hendes ønske, hvilket ville være i overensstemmelse med den filosofi, som den pågældende ordens hospitaler drives efter.

Men sagen blev taget op af de spanske biskopper, som efter en meget katolsk diskussion af, om det ville være aktiv dødshjælp eller medlidenhedsdrab, heltemodigt valgte at lade Vatikanet afgøre sagen. Resultat: Inmaculada blev overført til et offentligt hospital og fik den død, hun - efter næsten 30 års sygdom - havde bedt om.

Sagen har afsløret nogle uklarheder i den gældende spanske lovgivning om dødshjælp, som trænger til at blive tydeliggjort. Som formanden for den spanske forening Retten til en værdig Død siger:

" ... det spanske samfund er rede til at klargøre lovgivningen; men det er politikerne ikke". Og det er biskopperne heller ikke, med mindre de kan diktere teksten.

Principfast pave

Italien har haft sin egen opsigtsvækkende dødshjælpssag. Det var ved juletid, hvor Piergiorgio Welby blev nægtet en kirkelig begravelse, fordi han efter sit eget ønske var blevet frakoblet sin respirator.

Men der har også været strid om en række principielle spørgsmål af samme art som i Spanien. Og paven selv har i en række tilfælde fremsat officielle udtalelser om "principper, som ikke er til forhandling".

Senest har striden drejet sig om en italiensk version af registrerede partnerskaber for både hetero- og homoseksuelle, som giver par, der ikke kan eller ikke ønsker at gifte sig, visse basale rettigheder - for eksempel arveret efter hinanden, hvilket de hidtil ikke har haft.

Forslaget blev fremsat af nuværende ministerpræsident Romano Prodi, som er praktiserende katolik, allerede under valgkampen i 2006 og udløste reaktioner fra Vatikanet, der ikke giver den spanske kirkes udtalelser noget efter i hverken styrke eller ordlyd. Da det hele jo foregik i Italien, var der dog ingen, der undrede sig over, at Prodi og andre ministre dydigt gik til messe, da forslaget var vedtaget.

Fransk fidus

Kirkens modstand mod den nye lov om partnerskaber er et fremragende eksempel på, at de synder, den tordner imod, strider mod befolkningens faktiske adfærdsmønster. For der skønnes faktisk at være 500.000 italienske par, der samlever uden papirer, og tallet for, hvor mange mænd og kvinder der elsker med kondomer og deslige, er så stort, at ingen vover at gætte på det.

Mens kirkekampen i Spanien og Italien foregår for fuld udblæsning, har Frankrig for længst lagt kirkekampe af den art bag sig, men demonstrerede i sin tid væsentligt bedre anlæg for elegante løsninger end deres brødre i syd i vore dage:

Da Molière døde i 1673, måtte han i ifølge biskoppen i Paris ikke begraves i indviet jord, fordi han ud over at have skrevet Don Juan også havde ført et udsvævende liv. Ludvig den 14., som trods alt havde en del til overs for Molière, spurgte biskoppen , hvor langt ned indviet jord gik.

"To meter, Deres Majestæt."

"Godt, Deres Velærværdighed, så læg ham tre meter ned!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her