Læsetid: 7 min.

Kirken er for lille et rum til en moderne præst

2. sektion Det bliver en god jul i folkekirken: Præster og teologer er ombejlet som aldrig før og udtaler sig til ventende mikrofoner om alt fra Hollywoodfilm til lovgivningsspørgsmål. Men indflydelsen i den offentlige debat gør præsterne til mullaher, mener kritikerne, som minder om pointen med det sekulære samfund Juleaftensdag er den dag på året, hvor flest danskere besøger deres kirker. Og det skulle være underligt, om den opmærksomme deltager i morgendagen...
23. december 2005

Det bliver en god jul i folkekirken: Præster og teologer er ombejlet som aldrig før og udtaler sig til ventende mikrofoner om alt fra Hollywoodfilm til lovgivningsspørgsmål. Men indflydelsen i den offentlige debat gør præsterne til mullaher, mener kritikerne, som minder om pointen med det sekulære samfund

Juleaftensdag er den dag på året, hvor flest danskere besøger deres kirker. Og det skulle være underligt, om den opmærksomme deltager i morgendagens julegudstjeneste - efter måske at have kæmpet lidt for pladsen - ikke kunne spotte et ekstra glimt af begejstring i præstens øje deroppe på prædikestolen. Den danske folkekirke har det bedre, end den længe har haft det. Som præst i Kirke Saaby på midtsjælland Poul Joachim Stender udtrykker det: "Vi præster er ved at være sluppet ud af det greb, som de gamle biskopper holdt os fast i. Dengang skulle vi holde os inden for kirkens mure. Nu går vi op på tagene og råber budskabet ud."

Budskabet råbes både her og der og alle vegne.

I Ekstra Bladet anmeldes tv af københavnske præster som Anne Braad fra Stefanskirken og Flemming Pless fra Christianskirken.

Også dagbladene er kommet med. Præsten Kathrine Lilleør har en fast klumme i Berlingske Tidende, og selv den gamle ateistiske bastion Politiken har indført et fast ugentligt religiøst rum.

I tv-programmet Smagsdommerne observeredes højst et blink af forundring hos vært og medgæster, da teologen Iben Tranholm i sidste uge fremførte den analyse, at filmen King Kong er en allegori over Jomfru Maria.

Og i mandags satte 193 præster dagens politiske dagsorden, da de i et fælles åbent brev kaldet Præsteinitiativet protesterede mod regeringens udlændingepolitik og i aviser og radio argumenterede mod lovgivningen med henvisning til de kristne bud om menneskekærlighed og menneskelig lighed.

"Den måde, vi i Danmark behandler asylansøgerne på, er i direkte modstrid med de budskaber, vi med god samvittighed skal give kirkegængerne i julen," sagde initiativtageren, sognepræst Helle Myken Christensen fra Falslev.

Også hendes biskop, Kjeld Holm fra Århus Stift, støttede initiativet og sagde:

"I mine øjne kan man ikke adskille kristendom og politik. For begge dele handler om, hvordan man ser andre mennesker."

Det er et argument, vi ikke hørte meget til for 10 eller bare fem år siden. Ifølge etnolog og leder af Folkekirkens infocenter i København Karen Schousboe er et tabu blevet overvundet:

"Religion er blevet stueren på en måde, den slet ikke var i 70'erne." Baggrunden er ifølge Schousboe, at ideen om det moderne ikke holdt sine løfter:

"Overordnet er der enighed i samfunds- og kulturforskningen om, at sekulariseringen er aflyst på grund af manglende tilslutning. Omkring midten af det 20. århundrede sagde man, at om få år ville religion højst været noget, gamle damer beskæftiger sig med, lige før de dør. Det har vist sig ikke at holde stik."

I dag er vi konstant på udkig efter mening, siger hun:

"Det senmoderne menneske er refleksivt: Det gør ikke bare, hvad der bliver sagt, men skal hele tiden danne sig meninger. Det gør, at vi hele tiden er på jagt, og her, på det store marked for meningsproduktion, spiller præster og teologer en stigende rolle, fordi de fremstår som nogle, der har noget at tilbyde."

I den almindelige tvivl bliver det præsterne, der kan svare præcist og med en moral i ryggen: Bjarne Lenau fra Kirkens Korshær hjælper os med at forholde os til narkomanerne på Vesterbro; Iben Tranholm forklarer ondskaben i Harry Potter.

"Det er da en slags tilbageslag for det moderne forsøg på at tænke selv og komme videre," siger religionsforskeren Tim Jensen.

Ganske vist har religionshistorikere som han selv længe hævdet, at det er meningsløst at skelne mellem religion og politik. Men han ser ikke nogen god grund til, at de kristne argumenter skulle være nødvendige:

"Jeg forstår ikke præsterne bag Præsteinitiativets påstand om, at man skal have kristendommen for at have næstekærligheden. Man kan jo godt uden; man har bare ikke prøvet særlig hårdt."

Der er da også delte meninger om initiativet blandt præsterne. Præsten Margrete Auken har sluttet sig til, men understreger, at man ikke skal være kristen for at kunne se forskel på ondt og godt:

"Det er vigtigt ikke at fremføre argumenter, som ikke lader sig begrunde af andet end kristendommen, men det betyder ikke, at man i den offentlige debat ikke kan henvise til Bibelen. Man må bare ikke gøre det ekskluderende," siger hun.

I Stefanskirken har Anne Braad besluttet sig for ikke at skrive under:

"Jeg er forsigtig med indlæg, der handler om konkret lovgivning. Og jeg ville aldrig uden videre benytte som enkeltstående argument, at noget er imod det kristne budskab - netop fordi kristendommen er kommet på dagsordenen, skal vi passe på at holde vores sti ren," siger hun.

For Anne Braad er det åbenlyst, at interessen for kristendommen er blomstret op af, at vi er blevet så interesserede i islam - det har fået os til at vende os om og kigge efter vores egne svar på mullaher og koranskoler.

For Tim Jensen skyldes diskussionens ændrede karakter ikke mindst journalister og opinionsdannere, der tidligere har været tilhængere af andre stærke ideologier og i dag tiltrækkes af kristendommen. Og han kan såmænd godt forstå, at journalisterne ringer til præsterne:

"Det religiøse har stadig en klang af noget mystisk, hemmeligt og privat, som giver en fascination. Man skal bare ikke tage fejl af, at når præsterne bliver spurgt, bruger de lejligheden til at missionere. Biskop Jan Lindhardt har gjort det virkelig godt og er dygtig, men der er jo også alle de skjulte missionærer for kirken som Johannes Møllehave, der benytter julekataloger fra Magasin, bøger og plader. Der er et helt felt af præster og teologer, som opfatter det som en del af deres nye job ikke bare at prædike i kirken, men også mere eller mindre skjult i offentligheden."

Ifølge præsten Poul Joachim Stender har kirken blot været lidt bagud i en helt naturlig udvikling:

"Det er langsomt gået op for kirken, hvordan markedssamfundet fungerer. Medierne er de nye kirkeklokker. Hvis man vil ringe menigheden sammen til gudstjeneste, må man bruge dem."

Dén holdning finder Sven Ove Gade forkastelig. Ekstra Bladets tidligere chefredaktør udgiver til januar bogen Tag et brækmiddel med en hård kritik af den danske folkekirkes håndtering af den såkaldte missionsbefaling.

"Hvis præster tror, at det er for kirkens skyld, at de går ud og skriver tv-anmeldelser og gør sig til, er de på vildspor og ærligt talt ikke for kløgtige. Jeg finder de der mediepræster rædselsfulde. Og hvis de tror, de lokker folk i kirke ved at underholde dem uden for kirken, har de misforstået, hvad kirken handler om. Man går ikke i kirke for at få et godt grin."

I Gades gamle avis skriver blandt andet præsten Flemming Pless jævnligt tv-anmeldelser. Han betragter det som en selvfølgelighed, at han kan deltage i samfundet og det politiske liv som alle andre, men er opmærksom på som præst at være forsigtig med sine udsagn:

"Fordi vi betragtes som nogle, der har en indsigt i ting, som er noget særligt, skal vi også være forsigtige. Og det er da et godt spørgsmål, om jeg ved mere om kunst eller tv, fordi jeg er præst. Men jeg tror godt jeg ved, hvor pennen løber ud," siger han.

For Flemming Pless er det politiske samfund selv ude om, at folk søger til kirken:

"Det er en urolig tid. Og hvis du ikke selv kan klare dig i det her samfund, er du på røven. At du er din egen lykkes smed er jo liberalismens store mantra, men det er der faktisk mange, der ikke kan være. Vi præster bliver spurgt mere, fordi vi beflitter os med den høje mening, og det mangler åbenbart."

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt der er grænser for, hvad præsterne skal udtale sig om. Johannes Haugaard Christensen, som både er præst i Skovshoved Kirke og anmelder ved Jyllands-Posten, mener, at grænsen med Præsteinitiativet er overskredet.

"Det er så sandelig noget nyt, at man i en offentlig debat kan stå og henvise til, at noget står i Bibelen, og det hører ingen steder hjemme. En præst skal tale trøstende, opbyggeligt og belærende til sin menighed: Dem, han er præst for i sit sogn. Det er dybt ulykkeligt, hvis det er rigtigt, at præster får større indflydelse i det offentlige rum end tidligere, for så bliver de til mullaher."

"Præster må gerne deltage i den offentlige debat, og har gjort det til alle tider, men de skal gøre det som mennesker som alle andre, ikke med en falsk autoritet som præster. Det har præster fra Bodil Koch og Poul Hartling til Margrete Auken gjort uden problemer. Men en fælles præsteerklæring om regeringens udlændingepolitik er at rode religionen ind i det offentlige rum, og det er jo lige netop det, vi er betænkelige ved, at islam gør. Det vigtigste kristne træk ved det danske samfund er, at religion ikke spiller nogen rolle i det offentlige rum. Det er i fare her," siger Johannes Christensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her