Læsetid: 2 min.

Kirken og markedet

7. januar 2005

»Man kan ikke overvinde griskheden og gerrigheden, men man kan holde dyret på plads. Jeg tror ikke, der findes en bedre løbegård at holde det i end erhvervslivet, men det skal ikke have lov at løbe frit omkring.« Biskop Jan Lindhardt i Information den 30.12.2004 Det var næppe meningen, da den protestantiske etik i sin tid var med til at frisætte individet og lade det begynde at arbejde. I første omgang i sit kald til Guds ære. Men det er langsomt og uafvendeligt blevet resultatet, at markedets vækstfilosofi i dag har bredt sig, så der ikke er mange områder, der længere kan siges at være fri for ikke bare markedets spøjst svungne vokabular, men også for dets filosofi. Siden Murens fald har liberalismen og markedet nærmest uhindret kunnet gnave løs, så kapitalforrentningen i dag er højeste moral. Mantraet er »hvad får jeg ud af det«, og mennesket er – sat på spidsen – reduceret til vare, forbruger eller klient.

Skal man virkelig tale eksistentielt til hinanden i dag, så handler det meget ofte om lønniveau, forrentningsniveau, pensionsopsparing og de aktuelle udsigter til nye forbrugsmarker. Det udenfor – det menneskelige, det åndelige – har trange kår og regnes ikke for rigtig virkeligt. Dette er for længst gået op for politikere, så derfor taler de helst om de samme ting. Det skal kunne betale sig for den enkelte, og man skal have noget ud af det. Vækstfilosofi og grådighed er gået i skøn symbiose, og det er – som det formuleres i dagens avis – blevet et mål i sig selv, at noget skal vokse. Og at markedstanken og forbrugstanken har sejret totalt – også inden for staten – afslører sig for eksempel ved, at forbrugstankegangen og markedsgørelsen har øget modstanden mod ting som lukkelov og hellidagslov. Enhver rytme, der kan komme i vejen for velstand og vækst, skal væk. Godt nok ved vi, at mammon og kapital er en ussel gud at tjene, og de færreste vil være det helt bekendt. Derfor taler vi om værdier, det gode liv, tid til kvalitet og så meget andet.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at der ikke findes mange bud på alternative strategier. Hverken til højre eller venstre findes der ordentlige bud på, hvordan man lever et ordentligt liv uden for markedet. Her tales ganske vist om forskellige former for fordeling, men under den materielle væksttankes dominans. Så hvor kan man vende sig, hvis man vil have noget andet? Til kirken, lyder svaret i temaet i dagens avis. Religionen er et af de steder, hvor man ikke måles i forhold til sin produktivitet. Her gøres individet ikke til altings endemål, her gælder en anden puls og rytme end markedets. Og derfor ved ingen, hvordan de skal forholde sig til den. Men her er faktisk et bud på et menneskesyn og en modstand, der kan tøjre dyret, skabe modvægt til de negative sider ved kapitalismen og markedstænkningen. Et bud, der tænker i fællesskab og forpligtelse fremfor grådighed og personlig vækst. Det er ikke kirkens problem, at der ikke findes andre bud i dag. Det er et fælles problem. weis

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her