Læsetid: 4 min.

Kirker til salg

10. juni 2003

Åbenbart er der på Læsø mere gang i det traditionsrige saltsyderi end i kirkegangen. I hvert fald har kirkeminister Tove Fergo fået forelagt en anmodning fra de entusiastiske saltsydere om at få lov til at købe en af øens kirker. Og da hun og hendes ministerium som bekendt kan bruge hver eneste krone, de kan opdrive, har hun givet sit samtykke.
Men forståeligt nok ønsker hun ikke, at det skal se ud som en akut krisehjælp til den slunkne kirkeministerielle kasse. Derfor har hun omgående forsøgt at gøre salget på Læsø til et led i en større plan om at sælge ud. Rundt omkring i Danmark – og ikke mindst i København – er der kirkebygninger, som er så tyndt besøgt, at de uden risiko for større protester kan nedlægges som Guds huse.
Disse kirker er for det første karakteriseret ved at være forholdsvis nye (fra slutningen af forrige eller begyndelsen af sidste århundrede), for det andet er flere af dem meget dyre i drift i forhold til, hvor meget – eller lidt – de bliver brugt. Og for det tredje fremstår de som attraktive bygninger og rum, der kan anvendes til en hel del andet end gudstjenester.

Ikke desto mindre vil der altid være forbundet en vis følelse af tab med nedlæggelsen af en kirke. Der er stadig mennesker, der føler sig mærkeligt til mode ved at gå ind i Nikolaj kirke og konstatere, at den nu fungerer som en kunsthal.
Sådanne følelser er naturligvis tæt knyttet til det forhold, at enhver kirke er et indviet rum. Det gælder lige fuldt, om den er en værdifuld del af den nationale kulturarv eller en arkitektonisk set uinteressant rødstensbygning i København eller en anden af de større byer.
Men kirkeministeren kan selvfølgelig have ret i, at antallet af de faste besøgende er så beskedent, at de uden at skabe trængsel kan flytte til en af nabokirkerne. Desuden forekommer det nærliggende for en minister i den nuværende regering hele tiden at være på udkig efter statslige aktiver, der kan sættes til salg.

PÅ Læsø stod køberen parat. Og måske vil der også vise sig at være nogle i København, der er interesserede. I hvert fald har det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen, Hamid El Mousti, erklæret, at mange års problemer med den moské, der ikke er blevet bygget, kan løses ved et køb eller et lejemål af en nedlagt folkekirke.
Men én ting er et saltsyderi – noget ganske andet en moské. Næppe have El Mousti sat ord på ideen, før folketingsmedlem, pastor Søren Krarup betegnede den som en »fantastisk provokation«. Ifølge Dansk Folkepartis førende kirkepolitiske talsmand afspejler denne tanke »et muslimsk erobringsforsøg på Vesteuropa, hvor der tidligere kun drejede sig om Mellemøsten«.
At Søren Krarup med denne udtalelse afslører total uvidenhed om Islams geografiske udbredelse, kan ikke undre. Manden foretrækker selvskabte fjendebilleder frem for kendsgerninger. Men i hans udtalelse ligger der også en mistænkeliggørende generalisering, som i stigende grad har vundet indpas i den politiske debat. De mennesker, der bekender sig til Islam, skæres over én kam, og de fremstilles oven i købet som farlige erobrere i forhold til den del af verden, hvor kristendommen udgør det bærende kulturelement.

Hverken den politiske ordfører for Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen, hans kollega i Venstre, Birthe Rønn Hornbech, eller biskop Jan Lindhardt bruger formuleringer, der minder om Søren Krarups. Men når det gælder grundholdningen, er der ikke den store afstand. Sjursen fremhæver, at hvis man vil sælge folkekirker, bør man være meget varsom med, hvem man vil sælge dem til. Rønn Hornbech hæfter sig ved, at El Mousti nu vil have en indviet kirke til sit eget bederum. Det hænger efter hendes mening ikke sammen – og derfor kan hun ikke tage det alvorligt.
Biskop Lindhard forudser, at hvis en stor københavnsk kirke skulle omdannes til en muslimsk moské, så vil det støde på hård modstand i befolkningen. Han finder det langt mere nærliggende at bruge en nedlagt kirke som musik- eller udstillingslokale. »Det ville være mindre ubehageligt,« som han siger.

I hans udtalelse – ganske som i Krarups og Sjursens – ligger der en antagelse om, at Kirkeministeriet uden videre kan bestemme, hvem der skal købe de kirkebygninger, der måtte blive sat til salg. Men da der er tale om statslig ejendom, kan der meget vel blive rejst et krav om, at de givet fald skal sælges for højeste bud. Og med mindre diskriminationen og forskelsbehandlingen i det danske samfund bliver drevet endnu videre, end det er sket inden for de seneste år, så er staten næppe berettiget til at skelne imellem køberne ud fra deres religiøse baggrund.
Af den grund har Hamid El Mousti – ganske utilsigtet – bidraget til, at status quo bliver bevaret. Hvis de politiske beslutningstagere vil undgå det, de ser som en
risiko for, at en kirkebygning omdannes til en moské, har de nemlig kun én mulighed. Den består ikke at
sætte kirkerne til salg.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu