Læsetid: 6 min.

Kispus med identiteter

Mike Bonnano og Andy Bichlbaum bevæger sig med mellem kunst og politiske happenings. De formår at komme i medierne som talsmænd for WTO og for kemigiganten, der var skyld i Bhopal-katastrofen. De gør grin med George W. Bush på nettet. Han kalder dem 'skraldemænd'. Selv kalder de sig to gange 'nobody'
23. juni 2005

Der er to sider på nettet, der ligner hinanden til forveksling. Men: "Pas på! Den ene af siderne er fyldt med fordrejelser, halve sandheder og løgne," skriver The Yes Men i deres første bog om deres artivistiske virke i over 10 år, The True Story of the End of the World Trade Organisation. Men hvilken af dem?

Den ene af hjemmesiderne hedder www.wto.org. Den tilhører Verdenshandelsorganisationen (WTO), et stort internationalt og magtfuldt bureaukrati, der repræsenterer omkring 150 lande og har til hensigt at lette den globale handel.

Den anden hedder www.gatt.org. Den ejes af to globalistiske amerikanere fra middelklassen, Mike og Andy, også kaldet The Yes Men, der tager sig den frihed at tale på WTO's vegne, når lejligheden byder sig. Og det gør den tit og ofte.

Men hvordan lader det sig gøre? Jo, af den simple grund, at mange har svært ved at skelne WTO og GATT (General Agreement on Tariffs and Trade - forhandlingsrunder, der i 1995 blev afløst af en egentlig organisation, nemlig WTO, red.). Således er det sket, at Mike og Andy er blevet inviteret til at udfolde deres syn på den globale frihandel i diverse fora. Til konferencer og i magtfulde medier som BBC har de siden 1999 i WTO's navn og samfundsrevseren Jonathan Swifts ånd leveret det ene forkastelige udkast efter det andet til en stadigt mere udbyttende og liberalistisk fremtidig frihandel. Og som regel uden større opstand.

For The Yes Men er altid velinformerede og forstår at skære tingene ud i pap. Deres indlæg er gennemarbejdede og øjenåbnenede: pædagogisk baseret på powerpoint, statistikker og demonstrationsmodeller; retorisk højtspændt refererende Adam Smith, den uomgængelige Darwin, NASAs nyeste forskning, McDonalds' idégrundlag og værdisæt, Gandhis realpolitiske protektioniisme eller explicit nonsens.

Disciplinen er modstykket til 'identitetstyveri', en slags hacking, hvor skurke opsnapper personlige oplysninger så som kreditkortnummer og fødselsdato for at muntre sig for andres regning. Men:

"Hvad vi gør, er det modsatte: Vi er stødt på folk og institutioner, der bedriver forfærdelige ting på alle mulige andres regning, og vi har derfor taget deres identitet på os for at tilbyde dem korrektiver: I stedet for identitetstyveri, identitetskorrektion," siger The Yes Men, hvis seneste problem er:

"Vi kan ikke få folk til at mistro os."

WTO på menneskeret

Således heller ikke til et møde organiseret af Certified Practising Accountants i Sydney i 2002, hvor de ændrer strategi, men ikke disciplin. I stedet for at tegne WTO's virkelige fæle fjæs, beslutter de sig for at give organisationen et radikalt facelift.

Som en vis Kinnithrung Sprat alias Andy - som altid i WTO's navn og sit nystrøgne second-hand jakkesæt - her overbevisende forklarer en skare andægtige tilhørere:

"Når liberaliseringer har resulteret i, at de rige er blevet rigere og de fattige fattigere; når 1,6 milliarder mennesker er økonomsik svagere stillet end for 15 år siden; når kun 12 af verdens 29 fattigste lande har råd til et kontor i WTO's hjemby, Génève, hvorfor så ikke prøve noget nyt? Hvorfor ikke basere organisationen på menneskerettigheder i stedet for såkaldt 'frihandel'?"

Talen afrundes med en erklæring om WTO's afvikling og såkaldte TRO, Handelsreguleringsorganisationens fødsel.

Som altid nikker de tilhørende eksperter. Men alting er som forandret - til alles lettelse og begejstring:

"Hvad, vi var fuldstændig uforberedte på, var, at alle var så... glade," skriver the Yes Men i deres nye bog.

Den glædelige nyhed om WTO's afvikling bekræftes på www.gatt.org og udsendes til 20.000 af The Yes Mens "nærmeste venner".

I det canadiske parlament stiller en netsurfende MP'er, Duncan, en uforberedt minister for international handel spørgsmålet:

"Vil regeringen oplyse canadierne om hvilke konsekvenser, det her har for vor tømmer og landbrug og igangværende handelsstridigheder."

WTO svarer straks igen med en kontra-pressemeddelelse.

"Erklæringen er naturligvis fup," står der om det seneste påfund, signeret - som WTO skriver - to "kløgtige fætre".

Det er ikke en indrømmelse. Det er en underdrivelse.

Barbie Liberation

Måske The Yes Men fremstiller sig som 'nobody' - to gange hr. Hvemsomhelst med lidt for lidt arbejde, lidt for megen fritid, internetadgang. Men de har erfaring, som de gerne deler ud af: tilbage fra tiden, hvor deres agenda var noget uklar og deres mærkesager mest af alt tankevækkende frem til i dag, hvor de to oplyste og satiriske aktivister har taget røven på alt og alle og med Naomi Kleins ord præsteret "den næste gennembrudsbog om globaliseringen".

I 1993, imens Mike, stadig arbejder på at færdiggøre sin uddannelse, fifler han i fritiden med mikrokirurgi på talende Barbie-dukker.

Han erstatter de gamle talebånd med alternative, der river upassende fraser så som "Matematik er et hyr" af sig. De modificerede dukker lægges tilbage i æsken og siden på hylderne i legetøjsbutikkerne - sammen med numre man kan ringe til i tilfælde af tekniske problemer. Samme numre taster man, hvis man vil i kontakt med tv-nyhedsredaktionerne.

Udover opkald fra forstyrrede børn modtager fjernsynsstationerne også en video optaget i BLO - Barbie Liberation Organizations 'kønsskiftelaboratorier'. Historien rejser verden rundt og bliver vendt i alt fra CNN og 60 Minutes til The Simpsons.

Kreativt overarbejde

Tre år senere, andetsteds, bliver Andy ansat til at programmere action-mænd i et nyt computerspil, SimCopter. Opgaven er kedelig - var det da ikke lige fordi, Andy på overarbejde indfletter en hemmelig hær af mænd i frømandsdragter, der fra tid til anden invaderer skærmen for at overdænge hinanden med kys.

80.000 eksemplarer af SimCopter lander på butikshylderne og Andy, netop hyret, er øjeblikkeligt fyret. Sagen lækkes - takket været programmørens medievenlige indstilling til tingene - og endnu en artivist fanges i tv og pressens søgelys.

Andy opretter et debatforum for aktivistiske gags på nettet og således kommer Mikes BLO ham for øre. Og The Yes Men dannes.

Efter en række mindre, men vellykkede operationer slutter en håndfuld håndlangere sig til dem og i 1999 overdrager en forudseende netnørd dem hjemmesiden www.gwbush.com. Her taler den tidligere "økologiske guvernør" og USA's kommende "uddannelsespræsident" snart åbent ud om alt, hvad der ikke står på georgewbush.com: Texas som USA's mest forurenede stat, sine forretningsfiaskoer, sin bedstefars nationalsocialistiske forbindelser o.s.v.

Bush: 'Der er grænser'

Den kommende præsidents svar kommer prompte: "Der burde være grænser... der burde være grænser for... der burde være grænser for... øh, frihed. Men, øh. Og vi kender denne side, og denne mand er bare en skraldemand, det er, hvad han er."

Bush opkøber domænenavne så som GeorgeBushBlows.com og BushSucks.com for 4.000 dollar, imens The Yes Men kaster sig over nye projekter.

Således WTO. Således også Dow.

Sidste år i december, 20 år efter historiens værste industriulykke med dødeligt giftudslip til dato i Bhopal i Indien, dukker en Dow Chemicals repræsentant, Jude Finisterra alias Andy, op på BBC live fra Paris.

Denne gang er det breaking news:

"Jeg er meget, meget glad for at meddele, at Dow Chemicals for første gang nu tager det fulde ansvar for katastrofen i Bhopal."

Dow vil endelig betale de 12 milliarder dollar, der rettelig tilkommer ofrene.

BBC's studievært synes, at det er på tide. Han er også glad. Selv da Andy nogen tid senere røber sin civile identitet.

Kemiselskabet Dow Chemicals fuldender selv ydmygelsen i en uafvendelig kontra-pressemeddelelse.

Som Andy har forklaret, er The Yes Mens forhold til medierne "et samarbejde snarere end en instrumentalisering".

Det samme kunne siges om deres forhold til de politikere, de virksomheder og de instanser, der sædvanligvis synes suverænt at styre verdens gang.

De to artivister får ikke det sidste ord. Lykkeligvis, da disse to gange hr. Hvemsomhelst ikke sidder på magten. Til gengæld viser de, hvordan magten kan italesættes, og derfor burde de tiltale mange flere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu