Læsetid: 12 min.

Kjærgaards grønlandske genfødsel

13. august 2005

Da gårdmandssønnen Thorkild Kjærgaard fra Nørre Felding ved Holstebro var teenager i 60'erne, oplevede han verden som en ubegribelig gåde. Hele verdenskulturen, som den så ud omkring ham, gav ham søvnløse nætter. Han kredsede om det uafbrudt og kunne ikke få noget som helst til at hænge sammen. Hvordan blev vi bønder? Hvordan skete det store, fænomenale spring fra årtusinders landbrugssamfund med heste og gammeldags træplove til virkeligheden i dag med fabrikker, højhuse, storbyer, biler, tog, traktorer og flyvemaskiner? Og hvad var prisen for det - eller var det hele omkostningsfrit? De forklaringer, som man gav ham, fandt han ikke tilfredsstillende.

"Man kan tage verden, som den er," siger han i dag. "Men hvis først man begynder at spekulere på, hvordan vi har kunnet banke os op fra at bo i træerne på den afrikanske savanne og så til det, vi har nu, så er der nok at se til. Jeg lyttede til, hvad folk sagde, men jeg synes bare ikke, at det holdt!"

Derfor begyndte Thorkild Kjærgaard som 19-årig at læse historie på Københavns Universitet. Han faldt imidlertid ikke til ro og indledte nu sin egen stundesløse søgen, som forlængede hans studietid med det ene år efter det andet.

De næste mange år helligede han sig nogle centrale problemer i Danmarks og Europas historie og hovedsagelig årsagerne til væksten for at få en bedre forståelse af sit land og sin verdensdel - og ro i sindet. Snittet lagde han i 1700-tallet, hvor omvæltningerne var voldsomst. I mere end 20 år arbejdede han stort set ikke på andet. I 1991 præsenterede han sit samlede bud på komplekset. Hans doktorafhandling, Den danske revolution 1500-1800 - en økohistorisk tolkning, var et fabelagtigt værk, der hurtigt vakte international genklang. Efter alle de års biblioteksformummelse var Kjærgaard pludselig blevet noget af et navn. Samtidig var han skrevet fuldstændig ud, han havde presset al saften ud af sit emne, han kunne ikke uddybe det mere. Nu skulle hans liv tage en drejning - et sporskifte, der længe så ud til at føre ham helt til tops i dansk museumsliv. I stedet røg han ud i en personlig krise og blev på vejen persona non grata i sit eget miljø, så han stort set ikke kunne få arbejde i Danmark.

Dette er historien om en eksistentiel rutsjebanetur med stop i Sønderborg og endestation på indlandsisen.

Det er mandag, og klokken er kun seks om morgenen, men dr.phil. Thorkild Kjærgaard ligner en vandkæmmet havørn og strutter af tilstedeværelse. Han sidder i en blød sofa i lobbyen på Ibsens Hotel i det indre København. Han er høj og slank og bærer en elegant, kridhvid skjorte til sine mørke benklæder. Pressefolder. Det er det eneste tidspunkt, Thorkild Kjærgaard har tid til et interview i denne omgang. Han er mellemlandet efter at have deltaget i en ugelang konference i Italien og skal nå et fly hjem til Nuuk, hvor han siden 2002 har været lektor på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet - og hvor hans 25 år yngre kone og deres tre små børn venter.

For nogle år siden blev han kendt i offentligheden, fordi han fremførte nogle meninger og vurderinger, som tiltrak sig ekstraordinær medieopmærksomhed. Først og fremmest var og er han alvorligt bekymret for Jordens tilstand. Han mener, at vi står over for en gigantisk miljømæssig katastrofe og deraf følgende sociale sammenbrud af et ufatteligt omfang.

"Det her århundrede," siger han, "vil blive det mest grusomme århundrede, menneskeheden har set. Det 20. århundrede, som i dag beskrives i meget negative termer, vil fremstå som en ren børnehave."

Men Thorkild Kjærgaard havde også en tendens til at udtale sig i præcise, men ekstremt skråsikre vendinger. Sidst i 90'erne afstedkom det ramaskrig, da han påstod, at en overrepræsentation af kvinder på de humanistiske studier sænkede det faglige niveau.

Og i 2001 ønskede han som direktør for Museet ved Sønderborg Slot at arrangere en danskhedsudstilling med Søren Krarup forud for folketingsvalget. Der gik politik i sagen, og efter nogle svært gennemskuelige rævekager i byrådet og amtsrådet og lidt museal mudderkastning blev Thorkild Kjærgaard fritstillet. Et par uger senere kvitterede han med en kronik i Jyllands-Posten ('Trukket til slagtebænken af mine egne', 12. juni 2001), hvor han kaldte en navngiven kollega for usikker, misundelig, fagligt middelmådig og jaloux. Og årsagen til sin fyring så han som "en mørk og altfortærende vrede mod mig, som langsomt borede sig op til overfladen".

Det vandt han ikke støtter på. Tværtimod var kronikken formentlig den sidste dråbe for nogle af de kolleger, der havde taget hans parti. Efterfølgende var der ingen museer, der ville ansætte ham på trods af hans åbenlyse akademiske kvaliteter.

I lobbyen på hotellet indrømmer Thorkild Kjærgaard blankt, at det var en "forbitret mand", der skrev kronikken.

"Selv om man bliver skidt behandlet, så udtaler man sig ikke sådan, for det er usømmeligt. Det irriterer mig og ærgrer mig, at jeg skrev den kronik. Nu er jeg blevet så gammel og så klog, at jeg ikke under nogen omstændigheder ville udtrykke mig negativt om medarbejdere, for det er ikke særlig sødt ... og jeg vil også gerne være sød," siger han og ler.

"Det var for dårligt, at jeg ikke kendte spillets regler bedre. Jeg var jo ikke helt grøn dengang."

- Næh, du var 56 ...

"Nej, jeg var ikke helt grøn, vel. Men det var et kolossalt chok for mig, det må jeg sige. Jo mere det kommer på afstand, og jo mere jeg kommer ovenpå igen, desto klarere kan jeg se, hvor stort chokket var."

Men hvorfor også så kategorisk i sine udmeldinger? I maj 2002 udtalte Kjærgaard til Jyllands-Posten, at Nationalmuseets nyudnævnte direktør ikke havde nogen "selvstændig profil opnået gennem videnskabeligt eller andet arbejde", og at han næppe kunne løfte museet op over "det lidt søvnige Polle fra Snave-niveau", der allerede kendetegnede det.

- Tror du, at din facon har lukket nogle døre for dig?

"Ja, jeg tror da, at den har lukket flere døre, end den har åbnet. Jeg har i mine år som 'offentlig' person ment, at jeg ikke bare havde ret, men også pligt til at sige, hvad jeg mente om offentlige anliggender," siger han og tilføjer: "Jeg ville sikkert også vurdere forskellige afgørende situationer anderledes i dag. Jeg er blevet mere erfaren. Jeg kom sent ud. Da jeg var 30-40 år og skrev på min disputats, var jeg fuldstændig ukendt; jeg var en rigtig stuelærd og bibliotekslærd, som pludselig var kommet ud i verden."

"Jeg kender en amerikansk biolog, Wes Jackson, som i mange år var professor i Californien, hvor han skrev en del bøger og fik skabt sig et navn inden for zoologi og botanik. Han blev meget stærkt grebet af bekymring for landbrugets fremtid og pegede på nødvendigheden af, at det er økologisk bæredygtigt. Han havde brugt mange år på at finde ud af, hvordan tingene hang sammen. Da han omsider løftede blikket fra bøgerne og så, hvor kritisk situationen var, satte han sig for at handle her og nu og ytrede sig hårdt og definitivt. Det hastede, han var langt over 40 år. I dag nærmer han sig de 80. Han fik ved Gud sagt en masse og fik også en ret stor indflydelse på amerikansk miljøpolitik i 90'erne. Han har været en slags rollemodel for mig."

Det er som om, Thorkild Kjærgaard ikke helt vidste, hvordan han snildest kunne gebærde og formulere sig over for pressen, da han endelig fik lejlighed til at komme frem med sine meninger. Men han nød at være kommet videre.

"Det var som et totalt sceneskift i et teater, og jeg kunne godt lide den nye scene. Jeg var glad for at prøve noget andet. Jeg var selvfølgelig ny på scenen og spillede måske mine kort lovlig selvsikkert. Jeg mente, at jeg havde autoritet til at udtale mig med en vis sikkerhed for, at det, jeg sagde, også kunne holde. Som helt ung var jeg meget, meget usikker, fordi jeg ikke kunne forstå, hvordan verden hang sammen. Og nu, da jeg var i 40'rne, begyndte jeg at åbne munden, fordi jeg endelig syntes, at jeg havde noget at have det i," siger han.

Men efterhånden som tiden gik, begyndte Thorkild Kjærgaard at savne fordybelsen; han skrev masser af små artikler og tekster og bidrag, men følte, at det var ret repetitivt og nytteløst. Han syntes ikke, at han havde noget nyt at byde på, og savnede at have et stort projekt, fortæller han, da vi sætter os ud i en taxa.

"Man kan godt blive lidt forskrækket ved tanken om at få et nyt problem at slås med, som man så kan bruge 25 år mere på. Men det er også fascinerende at arbejde med et stort problem, som man ikke bare bruger en uge eller en måned på, men årevis. Jeg savnede noget at fordybe mig i, og så blev jeg lidt træt af mig selv."

- Hvor lang tid havde du det sådan?

"Ubehaget kom i glimt. Det ville ikke rigtig forsvinde. I det første år var lettelsen over at have fuldført mit livsprojekt helt dominerende. Jeg havde det vel som en billedkunstner, der er smadderlettet over at have løst en stor opgave, som folk kan lide. Det første år kan han slet ikke forestille sig at gøre det igen, men så melder uroen sig: 'Skal jeg resten af livet bare sidde og lave små portrætter for borgerskabet, eller hvad er meningen?' Ubehaget blev mere og mere vedvarende, og det gjorde mig rastløs."

- Hvordan kom den rastløshed til udtryk?

"Den kan jo være kommet til udtryk på den måde, at jeg blev lidt mere skødesløs nu og da."

- Med hvad?

Udenfor passerer Amager Strandvej forbi. Dækkene klæber til asfalten. Taxachaufføren tænder for radioen. Thorkild Kjærgaard tæller på fingrene: "Jeg tog 30 kilo på, jeg begyndte at drikke temmelig uhæmmet i selskabelig sammenhæng, min tilbøjelighed til at udtrykke mig kategorisk tog overhånd, og jeg begyndte at jagte kvinder som en sindssyg."

Han skynder sig at tilføje:

"Jeg drikker ikke mere, jeg er ikke overvægtig længere. Det kan du se, jeg ikke er. Jeg har vejet 80 kilo, siden jeg var 20, og det gør jeg igen. Jeg jagter heller ikke piger, det ikke så meget som strejfer mig et sekund. Jeg blev også skilt, for min daværende kone gik fra mig i raseri - hvad jeg godt kunne forstå. Hun kunne ikke gøre for, at jeg cirklede rundt som en ørn, der ikke kunne finde sit bytte. Det var simpelthen tarveligt af mig. Hun havde hjulpet mig enormt i de mange år, hvor jeg skrev, og havde passet mig og holdt mig ved lige. Så det var da ikke hendes skyld. Men jeg var eksistentielt rastløs. På den måde var jeg i krise."

Det eneste Thorkild Kjærgaard havde i den periode var Museet på Sønderborg Slot, som "jeg elskede højt, og på hvis vegne jeg var forfærdelig ambitiøs".

Skæbnen ville, at Thorkild Kjærgaard på samme tid mødte sin nuværende kone, Kathrine, der er teolog. De blev gift kort efter, at han forlod Museet på Sønderborg Slot.

"Det var et stort held for mig, for som langt de fleste mænd er jeg overordentlig uegnet til at bo alene. Det ville gå mig meget slet," siger han og ler.

Da han blev fyret, måtte han naturligvis finde et nyt arbejde. Men ikke mange ville vide af ham, for der havde været for megen strid om hans person. Thorkild Kjærgaard var trouble. Da Grønlands Universitets Institut for Kultur & Samfundshistorie meldte sig med et lektorat i 2002, slog han naturligvis til, for nu var der også en baby at forsørge. Men han havde aldrig nogensinde interesseret sig for Grønland.

Vi er nået frem til lufthavnens udenrigsterminal og står sammen bag en vogn med tasker i den nordatlantiske check-in-kø. Den er overraskende lang.

- Hvordan havde I det, da I tog op til Grønland første gang?

"Vi vidste ikke, hvad det skulle ende med," siger Thorkild Kjærgaard og ser ud, som om han genkalder sig et veritabelt rædselsscenario. "Man er grebet af den samme angst som emigranter, der skulle til Amerika i gamle dage. Hvad der skulle ske, lå i Guds hænder. Det var fuldstændig uoverskueligt at rejse til Grønland som 57-årig med et lille barn og en ung kone. Hvad skulle det ende med? Jeg havde jo troet, at jeg skulle være museumschef resten af min tid."

- Hvor lang tid gik der, før du fandt ud af, at der ikke var så slemt i Grønland?

"Ikke så lang tid. Jeg opdagede hurtigt, at det var det, der skulle til for at komme helt i fokus igen. Det var løsningen! Skyerne drev til side, og det hele stod klarere for mig."

Thorkild Kjærgaard havde i det små kastet sig over et nyt projekt, denne gang i fællesskab med sin kone: En bog om bibelske billeders betydning i dansk kunst og samfundsliv. Men det var først, da de stod deroppe, og alt var nyt, at 10-øren faldt. Siden har de arbejdet intenst på Bibelske og missionshistoriske billeder i Grønland gennem tusinde år, som skal udkomme i efteråret. Desuden har Kjærgaard fået en opfordring fra Cambridge University Press om at skrive en Grønlandshistorie, The History of Greenland, fra tidernes begyndelse til i dag. Sådan en findes ikke.

"Jeg samler hele tiden stof ind til den og skriver på bagsiden af små lapper papir. Det er så løsningen på mine problemer. Det er som en genfødsel. Jeg har fået fokus tilbage, men også den byrde, det er at løse et problem. Det er umagen værd, fordi det er vigtigt, og jeg har lyst til det. Lige nu forestiller jeg mig, at det kan holde mig i gang resten af mit liv. Kunne jeg få 25 år mere - det er nok det maksimale, jeg kan drømme om - kunne jeg bruge dem på det her, mens de små børn bliver voksne."

- Så du måtte have et projekt for at eksistere?

"Jeg kan i hvert fald ikke leve uden. Man skal have et projekt, som det er værd at bruge sit liv på og holde sig i god form for. I de år, hvor jeg var ude af fokus, troede jeg hele tiden, at jeg skulle dø. Det havde jeg aldrig skænket en tanke tidligere. Med denne opgave føler jeg mig udødelig i den forstand, at jeg aldrig tænker på døden. Jeg regner med, at så længe jeg har det her projekt, så vil Gud ikke lade mig dø. Jeg skal gøre det færdigt først."

- Så var det måske egentlig slet ikke dig at være museumschef?

"Det er så det sidste spørgsmål. Og svaret er: I en vis forstand - nej. Det er det vel egentlig ikke. I hvert fald har jeg fundet ud af, at det er vigtigt for mig at have et intellektuelt fokus. Selv om jeg lagde al min energi i at få Sønderborg til at være et sted, som alle talte om, var omkostningerne på andre områder for store. Det må jeg vel sige, når du spørger, men jeg har ikke tænkt på det i de baner før."

- Og hvis du skulle være blevet direktør for Nationalmuseet, ville du ikke have oplevet den genfødsel, du taler om ...

"Det havde jeg nok ikke, nej. Men man kan jo have så stort et job at passe, at det ville kunne holde det andet ubehag nede."

- Det kunne også være, at ubehaget var blevet endnu større?

"Ja, det kunne være gået mig ligesom de folk, der tror, at det ubehag, de føler ved livet, skyldes, at de ikke har et helt nyt køkken. Og så går de ud og køber et. Det er der masser folk, der gør. Eller en større lejlighed. Eller et sommerhus. Men ubehaget, det forsvinder ikke!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu