Læsetid: 3 min.

Kl. 15.30

1. juli 1998

I DAG STIMLER en masse mennesker sammen på Rådhuspladsen i København. Det sker i en anledning, som besynderligt nok ikke har det mindste med fodbold at gøre. En anledning som også tidligere har samlet mennesker - titusinder - såvel dér på pladsen som på Christiansborg Slotsplads. Anledningen er den fortsatte drift af de to svenske betonkolosser, der kan ses med det blotte øje fra den danske side af Øresundskysten: De to fejlplacerede atomreaktorer ved Barsebäck.
Den første af de to reaktorer skulle være lukket i dag. Og derfor skulle dagens møde på Rådhuspladsen være en glædesfest - iscenesat af Energibevægelsen OOA - for at markere, at folkelige protester gennem 25 år omsider har båret frugt. At det faktisk nytter at engagere sig. Men sådan gik det ikke. En mand kom i vejen med en retssag.
Manden er koncerndirektør i det mægtige tyske elselskab PreussenElektra, Hans-Dieter Harig. Som ny formand for elselskabet Sydkraft anfægter han den svenske rigsdags ret til at lukke en privat virksomhed som Barsebäck. Koncerndirektøren mener, at de økonomiske skadevirkninger for Sydkrafts aktionærer ved en lukning vejer tungere end risikoen for skadevirkninger på det omkringliggende samfund efter en ulykke med radioaktivt udslip.
Den påstand skal nu bedømmes af den svenske regeringsdomstol, og dermed trækker striden om de to reaktorer ud igen. I måneder. Eller år.

ALLEREDE NU er striden så langstrakt, at nogle sikkert har glemt, hvad den i grunden handler om. Mens andre muligvis er for unge til overhovedet at have fået det at vide. Vi repeterer:
Barsebäck-værket ligger 20 kilometer fra København. Det er det eneste atomkraftværk i verden, der i så kort afstand truer en millionbefolkning i et andet land. Værket er placeret tættere på den danske hovedstad, end svenskerne nogensinde har drømt om at placere et værk i forhold til Stockholm. Sker den såkaldt "værst tænkelige ulykke" med kernenedsmeltning og udslip af det strålingsfarlige indhold, og er vinden i øst, vil en radioaktiv sky føres ind over København og Sjælland. En sådan katastrofe vil - med daværende miljøminister Erik Holsts (S) ord fra 1982 - "kunne få endog meget alvorlige sundhedsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser for det danske samfund. Hovedstadens funktionsdygtighed vil være væsentligt nedsat i en periode. Dette vil medføre, at det danske samfund vil have svært ved at fungere. Hertil kommer alvorlige konsekvenser for dansk landbrugsproduktion og -eksport."
Fysikeren professor Ove Nathan, senere rektor for Københavns Universitet, lavede sammen med Miljøstyrelsen og Risø de analyser og beregninger, der førte til Erik Holsts udtalelse. Selv var Nathan mere direkte: "Danmark vil gå halvt i opløsning," sagde han rent ud med henvisning til den usynlige radioaktive forurening, der vil lægge sig på tage og veje, i haver og på marker og gøre beboelse og landbrugsproduktion umulig.
Afhængigt af, hvor megen stråling man vil udsætte befolkningen for, kan det blive nødvendigt at fraflytte store dele af hovedstaden i måneder, mens landbrugsproduktionen fra det halve Sjælland og det meste af Fyn skal indstilles i måske et år. Selv om produktionen derefter muligvis kan genoptages, vil den med statsgaranti være usælgelig på eksportmarkedet. Derfor kan det økonomiske tab ende på op til 45 milliarder kroner, vurderede Miljøstyrelsens eksperter.
Skaderne på befolkningen i form af kræft, fosterskader og arvelige skader vil kunne tælles i tusinder, afhængigt af hvor meget man - hvem "man", må man spørge - gør ud af at fjerne den radioaktive forurening ved at grave haver op, fjerne asfalten på vejene, vender fliserne på de københavnske fortove, højtryksspule husene og hvad der ellers indgår af groteske, nødvendige foranstaltninger i de danske beredskabsplaner.

ALT DET HAR været kendt viden siden begyndelsen af 1980'erne, og det er årsagen til, at regeringen siden 1986 - da Tjernobyl-ulykken gjorde rædselsscenarierne til virkelighed - i talrige henvendelser til den svenske regering har forlangt Barsebäck lukket. Samtlige svenske statsministre har siden da erkendt fejlplaceringen og udtalt, at den danske bekymring vil spille en afgørende rolle for de svenske beslutninger.
Det var sådan set derfor, man troede, at det nu - i dag - skulle blive til virkelighed med den lukning. Hvad man har overset, er den mindst lige så afgørende rolle, som hensynet til international storkapital og manøvrefrihed i EU's indre elmarked spiller.
Hvis dét nu er vilkårene, er der nok kun ét at gøre.
At mobilisere kraften i det danske folkedyb til endnu en runde i den generationslange strid om menneske- og miljøværd frem for nuklearteknologisk jagt på aktionærudbytte. At kraften stadig findes usvækket i folkedybet illustreres i disse dage overbevisende foran storskærmen på Rådhuspladsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu