Læsetid: 1 min.

Klage fra Nyhedsavisen afvist

Konkurrencestyrelsen mener ikke, at de store bladhuse samarbejder ulovligt om distribution af gratisaviser
28. september 2006

Den nye husstandsomdelte gratisavis, Nyhedsavisen, der udkommer første gang den 6. oktober, indkasserede onsdag et nederlag i Konkurrencestyrelsen. Nyhedsavisen havde klaget over, at Det Berlingske Officin og JP/Politikens Hus har indgået samarbejde om distribution af gratisaviserne Dato og 24timer. De to aviser omdeles af de samme to distributionsvirksomheder i Århus og København til de samme husstande - en klar ulovlighed ifølge Nyhedsavisen. JP/Politikens Hus har forklaret, at distributionen foregår i et nyt distributionsnet, som er udviklet med henblik på at omdele 24timer, men i øvrigt er et åbent distributionssystem. Fra Dato lyder forklaringen, at avisprojektet først blev iværksat en uge før udgivelsen, og derfor var det ikke muligt på så kort tid at etablere eget distributionsnet. Det betød, at Dato måtte koble sig på 24timers distributionsplan.

Konkurrencestyrelsen vurderer på baggrund af oplysningerne, at det "næppe vil føre til et indgreb efter konkurrenceloven" og vil derfor ikke undersøge sagen nærmere. Nyhedsavisen fik i første omgang heller ikke noget ud af sin anden klage om, at JP/Politiken overtræder konkurrenceloven ved at misbruge en dominerende stilling på markedet for avisannoncer. Nyhedsavisen mener, at JP/Politiken dumper sine priser på annoncer i et sådant omfang, at bladhuset ikke kan opnå dækning for sine omkostninger, og deltager i et lovstridigt annoncesamarbejde, så de kan sælge annoncer til cirka 2,1 mio. læsere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her