Læsetid: 4 min.

Klagesang

14. maj 2003

»Jeg på min side gør alt, hvad jeg overhovedet kan
... for, at dansk musik får nogle bedre vilkår. Jeg slår mig til blods lige nu over for finansministeren.«
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) til Information i går
Kulturminister Brian Mikkelsen er tit blevet beskyldt for kun at lytte til sig selv. I går gjorde han det modsatte. Han sagde ikke noget under den kulturministerielt arrangerede konference om (pop- og rock-)musikkens krise og fremtid i Danmark, men tog åndelige noter med henblik på, som han udtalte til denne avis, »at nu skal musikken have et skub bagi.«
Det er pladebranchen vist ikke uenig i. Men som
ethvert andet liberalt erhverv er man ret skeptisk over for tanken om – og måske navnlig konsekvensen af – en mere målrettet statslig støtte end den, man allerede har fået igennem ved afskaffelsen af den såkaldte punktafgift. Michael Ritto, branchesammenslutningen IFPI’s formand, afviste tilmed i sit indlæg forbløffende utvetydigt, at branchen skulle have »yderligere subsidiering behov.« Forudsat vel at mærke, at fire punkter blev imødekommet af lovgiverne:
*Cd’er må kun kopieres af den, der har købt cd’en.
*Man må ikke kopiere cd’er lånt på biblioteket.
*Der indføres en afgift på det stadig stigende salg af blanke cd’er, fordi disse næsten kun bruges til at
kopiere musik. Afgiften skal give kunstnere og selskaber kompensation for manglende salg.
*Pladeproducenter skal have lov til selv at forhandle med såvel DR som de kommercielle radiostationer om de økonomiske betingelser for afspillet musik.

Alle punkterne vil, hvis de gennemføres, kræve så vidtgående og indgribende ændringer i såvel lovgivning som økonomisk fundament – bare for
radiostationerne – at det er til at forstå, at kulturministeren har sit hyr med at lære finansministeren den samme sang. Og man forstår godt, hvis Thor Pedersen henholder sig til, at refrænet er frit i denne sag, for har pladebranchen ikke selv malet sig op i et hjørne med ekstremt langsomt tørrende maling?
Den situation er branchen selv ved at genkende som virkeligheden. Væk er i hvert fald de meget bastante og entydige forklaringer på det faldende pladesalg, som prægede debatten for bare et år siden, hvor den eneste grund til, at folk ikke gad købe musikken, angiveligt var, at de kunne få den gratis enten ved downloading eller ved cd-brænding. Det er stadig et problem, også reelt. Ritto kaldte det »kannibalisering.« Men han nævnte to andre faktorer, som får branchen til at istemme den samme klagesang: Den øgede konkurrence om forbrugernes penge. Og den generelle økonomiske usikkerhed, både hos køberne og producenterne – 27 procent af de danske pladeselskaber anslås at balancere på kanten af en konkurs. Men Ritto overså en tredje faktor – ikke fordi han med sin erfaring ikke kender den, men fordi der næsten ikke kan ændres ved den: Der udkommer alt for mange, især danske, plader.
Dermed bliver musik i langt højere grad konsum, og hvordan er det, vi danskere har det med konsum? Det skal vi have, men så billigt som muligt. Mængden af plader har gjort det svært at skaffe ørenlyd til det unikke udtryk, og musik er for længst bare blevet en del af hverdagen. Den kræver ikke noget af lytteren, og enhver kan nu om dage udgive en cd, så der er heller ikke noget filter i udvælgelsen, der fortæller forbrugeren, at det at få udsendt noget på cd er et kvalitetstegn. Det kan selv naboen gøre. Det er smukt, demokratisk og alt det der, men det fjerner mystikken og magien omkring musikken. Den er ikke længere noget, man kan nå ind til ved en ekstra indsats, men noget, man ikke kan undgå at få kastet i nakken i det offentlige rum.
På den led har rocken lidt samme skæbne som Lacoste-poloerne i 80’erne: Overproduktion fik deres eksklusivitet og signalværdi til at krympe.

NÅr markedssituationen forekommer fastlåst, er det selvfølgelig, fordi de hovedomsættende firmaer i den danske gren af IFPI er datterselskaber af multinationale selskaber. Det giver stordriftfordele, også for kunstnerne, men gør også selskaberne sårbare over for konjunktursvingninger andre steder end i Danmark, som er et meget lille marked, målt med multinationale alen. Og aktionærerne vil se pæne, velholdte bundlinjer i stedet for bortforklaringer. Derfor har de fleste store selskaber herhjemme lige været igennem blodige fyringsrunder, og derfor ynder anmeldere altid at sige, at »småt er godt«. Yndlingseksemplet, også her i avisen, er det lokale selskab Crunchy Frog, som med relativ succes har eksporteret danske navne som The Raveonettes og øjeblikkets britiske hitlistesucces Junior Senior. Deres usynlige motto har været »lidt kan godt blive fedt.«
Kombinationen af international forretningskynisme og con amore-idealismen bliver det columbusæg,
Brian Mikkelsen har pålagt sig selv at give branchen vækstbetingelser til at udruge, og gerne i en fart. Intet under at han ikke sagde så meget på konferencen.

tobi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her