Et år er gået siden en kæmpebølge med rædselsvækkende kraft fór over Det Indiske Ocean, ramte kystnationer og skyllede 200.000 menneskeliv væk. Bort fjernede den også indkomstgrundlag, håb og drømme for millioner af andre.
Ødelæggelsernes omfang trodsede alle beskrivelser og resulterede i et hidtil uset udbrud af generøsitet, der var med til at løfte verdens største nødhjælpsoperation nogensinde. Men tsunamien var kun optakten til, hvad der siden skulle komme i dette Katastrofernes År.
Fra tsunamien til Pakistan, Niger og New Orleans led millioner i 2005. Men efter lidelserne fulgte også løfterne. I 2005 så vi verden stå samlet som ingensinde før i indsatsen for at tilvejebringe hjælp til katastrofeofre, kræve afskaffelse af ekstrem fattigdom og tilskynde til revitalisering af FN. Det er op til os alle at udnytte denne fremdrift og handle i dag for at styrke vores beredskab og evne til at redde liv i morgen.
Et fælles ansvar
Verden har ingen tid at spilde. 2005 gav os unægtelig et forvarsel om, at endnu værre ting kan forestå. Vi vil efter alt at dømme opleve flere tilfælde af ekstremt vejr og med det øgede farer for millioner af mennesker. I disse grumme katastrofekalkuler er fattige samfund både de mest udsatte og de mindst overlevelsesdygtige.
Om ikke andet viste dette år os, i hvor høj grad vi i dag er en gensidigt forbundet verden, hvor katastrofer af lokal oprindelse kan få globale indvirkninger. Intet land, uanset hvor magtfuldt, er længere immunt. Vor tids trusler - pandemiske sygdomme, rodfæstet fattigdom og hungersnød, ekstremistiske ideologier, konflikt, flygtningestrømme og vejrelaterede katastrofer - overskrider grænser. De kræver et ægte globalt modsvar, hvori solidaritet - ikke godgørenhed - er det styrende princip for vores hjælpeindsats.
I det 21. århundrede er humanitær hjælp, et ansvar vi alle er fælles om at dele - og om at kunne drage fordel af. Fire forandringer er nødvendige.
Global nødhjælpsfond
For det første behøver vi en mere pålidelig finansieringsmekanisme.
Forestil dig, at din lokale brandstation var nødt til at tigge om penge, før den kunne lukke op for brandslangerne, hver gang en ildebrand brød løs. Forestil dig dernæst, at utallige ildebrande opstår samtidig rundt om på kloden uden at der findes rede penge til udrykning. Dette er situationen, som nødhjælpsarbejdere verden over står i, hver gang en større krise bryder ud.
Denne hatten-i-hånden tilgang til finansieringen af hjælpeoperationer er både farlig og omkostningskrævende. Den medfører et større tab af menneskeliv i de første dage efter et jordskælv eller en oversvømmelse.
For at kunne redde liv effektivt må hjælpearbejdere have øjeblikkelig adgang til hjælpemidler og forsyninger. Desværre var FN kun i stand til at finansiere 10 procent af de humanitære behov, vi søgte at dække i første kvartal af dette år. Den forsinkede finansiering koster liv. Og den kommer også til at koste donorerne mere, for jo hurtigere vi kan reagere på en krise, desto billigere bliver det.
Vi kan og må gøre det bedre. Til dette formål har FN's medlemsstater godkendt oprettelsen af en Global Nødhjælpsfond på 500 mio. dollar, der skal kunne igangsætte hjælpeoperationer inden for 72 timer, når en nødsituation er udbrudt.
Der er allerede givet tilsagn om 200 mio. dollar til denne fond, og jeg appellerer indtrængende til alle regeringer såvel som til den private sektor om at bidrage til, at vi når finansieringsmålet for den så vitalt vigtige fond.
Bedre koordination
Alt for ofte ligner nødhjælp et lotterispil, hvor kun de få vinder, mens de fleste taber, fordi tildelingerne i højere grad baserer sig på kalkulationer end på behov. Dette er uacceptabelt. Vi må omlægge fra lotteri til forudsigelighed, således, at alle, der lider - om de befinder sig i Pakistan, Malawi eller Haiti - kan få tildelt nødhjælp efter behov og ikke efter religion, politik eller mediebevågenhed.
For det andet behøver vi en stærkere koordination. Koordination er essentielt for at redde liv under en krise. Med ressourcer, der er strakt til deres yderste, flere kriser, der indtræffer simultant og stadig flere hjælpeaktører i forreste linje er koordination ikke en luksus. Det er en basal nødvendighed.
Tag blot tsunamien. Mit kontor samarbejdede med 90 donornationer, 35 militære værn, 17 FN-agenturer, hundredvis af ngo'er og et utal af private selskaber. Vores fælles mål: At sikre, at den rette hjælp kom frem til de rette mennesker i rette tid. Og i store træk lykkedes det rimeligt efter omstændighederne. Men med tanke på de udfordringer, der venter forude, må vi bygge videre på disse erfaringer for at forbedre koordinationen yderligere i fremtiden.
Varslingssystem
For det tredje: Om end vi må håbe på det bedste, må vi forberede os på det værste i henseende til ekstremt vejr og andre katastrofer. Tidligere i år har jeg forslået at hjælpedonorer øremærker 10 procent af deres bistand til katastrofeberedskab.
Lad os lære af dette års tragedier og investere i de tidlige varslingssystemer, der vil kunne redde utallige liv.
For det fjerde, må vi bygge videre på det håb og den medmenneskelighed, som millioner af mennesker kloden over formåede at mobilisere i år i en hidtil uset skala for at undsætte nødlidende. Om det var tsunamiofrene i Sydøstasien eller ofrene for den ekstreme fattigdom i Afrika - alle kom de i fokus for en global opmærksomhed og medfølelse, der omsattes i handling. Måtte dette års store generøsitet bliv den standard, hvormed vi altid vil reagere.
I et år, hvor katastrofer ramte både rige og fattige nationer, fremstod behovet for et styrket globalt humanitært system aldrig tydeligere - eller mere nødvendigt. Lad os udnytte denne indsigt. Menneskeliv afhænger deraf.
Jan Egeland er FN-vicegeneralsekretær for humanitære anliggender
Oversat af Niels Ivar Larsen
