Læsetid: 4 min.

Klar til nye selvmål

12. december 1998

"I er regeringens nærmeste rådgivere... Det er en kompliment."
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen i tale ved ministerchaufførernes 50-års jubilæum

DET ER ikke nemt at være landets statsminister i denne tid. Efter to ugers hård kritik valgte Nyrup torsdag endelig at bevilge sig selv et lille frikvarter. Venligt mødte han op og holdt tale til Ministerial Chauffør Klubben, der i Snapstinget markerede sin 50 års fødselsdag.
Men næppe havde han betegnet de velkørende jubilarer som "regeringens nærmeste rådgivere", før uroen bredte sig.
"Sætningen udløste et mindre gys hos nogle af de 28 chauffører", fremgik det af Ekstra Bladets reportage. Statsministeren prøvede at redde situationen med at forklare, at der faktisk var tale om en kompliment.

INTET UNDER at de gode chauffører et kort øjeblik så ned i en skræmmende afgrund. I disse uger har prædikatet "regeringens nærmeste rådgiver" en ildevarslende klang. Det er for at sige det rent ud en utrolig farlig position. Tænk blot på, med hvilken beslutsomhed Poul Nyrup efter tidligere kriser har skiftet ud i sin nærmeste kreds af rådgivere. Og så overskygger den nuværende krise endda alle de foregående i Nyrups næsten seks år lange regeringstid.
Men hvem er egentlig de nærmeste med råd og dåd for tiden? Endnu mangler vi at se en fra den kendte kreds af toprådgivere (altså dem med de lange uddannelser, de fine titler og de store skriveborde) stå frem og tage ansvaret for den saglige og tekniske side af den totalt forkludrede efterlønsreform.

ER DET da alligevel de folk, der styrer ministrene rundt i trafikken, der må klandres for dårlige råd? Chaufførformand Torben Jørgensen prøvede under jubilæumsreceptionen at værge for sig og sine:
"Vi er bundloyale tjenestemænd, og så er vi blinde og døve," betroede han Ekstra Bladets udsendte.
Om dét nu er betryggende eller ej, kan der være flere meninger om. Men mere prekært er det jo, at chaufførerne siges at være mange ministres eneste kontakt til den virkelige virkelighed.
Det er her, det hele bliver rigtigt uhyggeligt. Tænk hvordan finanslovsaftalen blev rost i de første dage efter den store forligsnat. Nyrup blev kørt fra møde til møde, hvor aftalen om efterlønsomlægningen og meget andet blev godkendt af gruppebestyrelser, forretningsudvalg osv.

I EN opsummering fra den socialdemokratiske nyhedstjeneste bragte man da også - under overskriften "Endelig ro om efterlønnen" - følgende:
"Forliget får ros fra flere sider for at langtidssikre efterlønnen og gøre den økonomisk bæredygtig. Især LO er vældig godt tilfreds ved udsigterne til, at det brede forlig vil fjerne lang tids usikkerhed omkring efterlønnens fremtid."
Med andre ord: Hvis ikke ministerchaufførerne fortalte ministrene, hvordan det i virkeligheden stod til ude blandt folket, hvor skulle de så vide det fra? Først da indholdet begyndte at gå op for blandt andet SiD's medlemmer, trængte de ubehagelige nyheder om oprøret i folkedybet frem til de regerende.
Denne sene information til ministrene er i sig selv et problem. Men selv efter denne fejltagelse har chaufførerne tilsyneladende ikke fået viderebragt sandheden til de store beslutningstagere på bagsæderne. I hvert fald har de alle som én officielt støttet kuren mod oprøret fra neden: Nu skulle regeringen blot ud og fortælle folk om det virkelige indhold i den store reform.

PROBLEMET er blot, at jo mere regeringen fortæller om det store forlig, og jo flere beregninger der kommer for dagen, jo større bliver vreden og utilfredsheden.
Og skulle det endelig på et tidspunkt lykkes nogen minister at komme igennem med alle de gode saglige argumenter en omfattende revision af efterlønssystemet, vil tv-klip fra statsministerens valgkamp hurtigt vende stemningen igen.
Den voldsomme nedtur for Socialdemokratiet modsvares i meningsmålingerne af store gevinster til SF og Venstre. At skuffede S-vælgere i protest mod en aftale med de borgerlige går til SF, kan ministre vel forstå uden at spørge nogen. Og så længe SF kun opsamler protesten og ikke formår at udstikke en anden kurs, er det måske heller ikke så truende.
Anderledes med Venstre, der vælter frem trods medansvar for det udskældte forlig. For at modgå sådanne fænomener hidkalder man nu til dags såkaldte spindoctors.
Det nærmeste Nyrup kommer en sådan er mag.art. Billy Adamsen. Og han har tilmed et godt beredskab. Tidligere på året udgav han en bog om styring af politiske kriser: En enkel sag - en tanke om enkeltsager og politik. Her skriver han blandt andet:
"En sag i medierne udvikler sig først til enten en politisk sag eller en enkeltsag, når der så at sige går politik i den, dvs. når et eller flere politiske partier eller en eller flere politikere beslutter sig for at udnytte en sådan sag til at sætte sig selv i et positivt lys og deres modstandere i et negativt lys."
I forordet til sine tanker skriver Billy Adamsen: "Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har med sine filosofiske overvejelser om det politiske i meget høj grad sat sit præg på tanken, og uden disse havde det næppe været muligt at få den til at hænge sammen. Tak for det."
Som vor læser vil forstå, er vi her ude i en situation, som virkelig kræver sin chauffør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu