Læsetid 3 min.

Klare indicier på forsætligt folkemord

Hadet imellem vore folk er nu så stort, at vi må gøre det forbi med armenierne', skrev den daværende osmanniske indenrigsminister om de massedrab, der ikke må kaldes folkemord i dagens Tyrkiet
24. april 2007

'

At hundredtusinder af Osmannerrigets armeniere blev myrdet i 1915-16, nægtes ikke fra officielt hold i Tyrkiet. Det kontroversielle spørgsmål er imidlertid, om disse hændelser kan betegnes som folkemord eller ej.

Fra tyrkisk side hævdes, at tragedien i første række var et resultat af en kamp om kontrollen over det østlige Anatolien mellem armenske nationalister understøttet af den russiske hær og kurdiske klanledere støttet af tyrkiske gendarmer. Det er ubestrideligt, at de deporterede armeniere blev udsat for angreb på deres vej imod den syriske ørken, men det hævdes snarere at være en konsekvens af det osmanniske regimes svigtende kontrol over de områder end af en eksplicit regeringspolitik.

Fra tyrkisk side hævder man endvidere, at der ikke findes dokumenter, som påviser, at regeringen i Istanbul var direkte indblandet i massakrerne. Fra armensk side har man hævdet, at dette tværtimod er tilfældet, men nogle af de dokumenter, som ifølge armenierne skulle bevise dette, har dog vist sig at være forfalskninger. Mange af de britiske og amerikanske publikationer fra denne tid, som berører dette spørgsmål, rummer desuden stærke indslag af krigspropaganda.

Rapporter fra tyske, amerikanske, østrigske og schweiziske missionærer og tyske og østrigske diplomater viser imidlertid, at uanset om regeringen var involveret eller ej i et folkemord, så fandtes der en inderkreds blandt de ledende ungtyrkere, som havde til hensigt at udrense armeniere fra Anatolien. Meget tyder på, at fremtrædende politikere som indenrigsminister Talat Pascha trak i trådene og udfærdigede hemmelige direktiver. Også lokale guvernører og partispidser startede pogromer, mens andre guvernører og officerer vægrede sig mod denne politik. Ofte blev de forflyttet som straf, men der fandtes øjensynlig en stat i staten.

'Meningsløs protest'

USA's ambassadør i Istanbul, Henry Morgenthau, rapporterede, at han, efter at have protesteret imod de vilkårlige massedrab på armenierne, fik dette svar fra Talat Pascha:

"Deres protest er meningsløs. Vi har allerede gjort det forbi med tre fjerdedele af armenierne. Der er ingen tilbage i Bitlis, Van og Erzurum. Hadet mellem tyrkere og armeniere er nu så stort, at vi må gøre det forbi med dem. Gør vi det ikke, vil de lægge planer for at hævne sig."

I en tale holdt på ungtyrkernes partikongres i november 1918 medgav Talat Pascha også offentligt:

"Mange tragiske hændelser indtraf under forflyttelserne. Men ingen af disse skete efter ordre fra Den Høje Port (Sultanens hof, red.)... Under en krig for et land, som gjaldt liv eller død, kunne vi ikke vise overbærenhed imod dem, som satte vor hærs sikkerhed på spil... det går ikke an at nægte, at mange uskyldige mennesker blev ofret."

Mænd og drenge med undtagelse af de ældste og yngste blev straks adskilt fra kvinderne og blev enten dræbt ved deres hjembyer eller på killing fields langs deportationsruterne. (...)

Tusinder døde af strabadserne under den lange march mod Syrien. Tyfus, kolera, dysenteri og andre sygdomme bredte sig hurtigt og ramte tillige den osmanniske hær. En dansk missionær, Maria Jacobsen, skrev 24. maj 1916 i sin dagbog, at en koleraepidemi i byen Malatya dræbte 100 soldater om dagen: "Hæren her bliver snart udslettet uden krig." Tyrkerne mistede 244.000 i kamp under Første Verdenskrig, mens omkring en halv million soldater anslås at være døde af sygdomme og afsavn.

Må kunne diskutere det

Da mange arkiver er ødelagt, vil en 100 procent sandhed aldrig komme for dagen. Det står dog klart, at dette grundlæggende var en national konflikt, hvor to folks krav på samme territorium kolliderede, og hvor tyrkerne viste sig som de stærkeste, hvilket dog ingenlunde retfærdiggør de grusomheder, der udspillede sig.

Ligeså klart er det, at en tyrkisk tilståelse af, at begivenhederne 1915-16 var folkemord, ikke er del af Københavner-kriterierne og ikke kan gøres til betingelse for EU-medlemskab. En betingelse er det derimod, at man åbent og frit har ret til at diskutere, om et folkemord fandt sted, og i så henseende er straffelovens paragraf 301 en hindring på Tyrkiets vej imod Europa.

-Ingmar Karlsson er svensk historiker og generalkonsul i Istanbul. Ovenstående er et uddrag fra hans netop udkomne bog 'Europa och Turken. Betraktelser kring en komplicerad relation', forlaget Wahlström och Widstrand, og bringes med tilladelse fra såvel forfatter som forlag.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu