Læsetid: 10 min.

Klasse handler ikke om penge

31. marts 2006

Min far er lastbilchauffør. Han har gået i skole i fire år. En aften i efteråret 2001 havde han lavet pandebøf med bløde løg og hvide kartofler. Jeg var hjemme på weekend i Vestjylland, for første gang siden jeg var flyttet til Århus for at begynde på universitetet. Over pandebøffen fortalte jeg begejstret om studiet på litteraturhistorie. Det intellektuelle miljø, de inspirerende undervisere og den teenagerockfan-agtige fascination af James Joyce. Min far lyttede, og mens han tog af den tykke brune sovs for tredje gang, sagde han roligt: "Jamen Jytte (min mor red.), vi har da fået en akademiker på besøg. Det er vist første gang, det er sket."

Ifølge Gitte Sommer Harrits, adjunkt ved Økonomi, Politik og Sociologi på Aalborg Universitet, er min historie ikke speciel. Hun har netop skrevet ph.d.-afhandling, hvor hun rekonstruerer klassebegrebet under titlen; Hvad betyder klasse?

"Klasseteorien er forsvundet ud af vores selvforståelse. Men det betyder ikke, at den er holdt op med at være relevant. Det er bare på tide at udvide begrebet. Den klassisk marxistiske version er ikke brugbar længere. Det er i højere grad kundskabskapitalen, der samler folk i klasser," siger hun.

Gitte Sommer Harrits har undersøgt sammenhængen mellem social klasse og politisk deltagelse.

"I overklassen er man enige om, at politik handler om det gode argument. Og man skal vide noget om det, man taler om. Fælles for dem er, at de forstår sig selv som indforstået politisk aktive. Det er en naturlig arena," siger hun.

I de lavere klasser føler de derimod, at politik er svært at forholde sig til, og det er et område, hvor man ikke føler sig på hjemmebane.

"Der er nogle forudsætninger, som de ikke selv føler, de udfylder. Men de er alle enige om, at det faktisk ikke er noget socialt. De er enige om, at det så er fordi, de ikke interesserer sig for det. Men det kan jeg se i min undersøgelse, at sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, men sådan er den fælles diskurs omkring det bare. Det er i virkeligheden en forsvarsmekanisme: 'Det er svært og ikke noget for mig. Det må de kloge om.' Det bliver en eksklusion, men en selveksklusion, men det gør det jo svært at forstå det som klasse. De er stort set alle enige med Anders Fogh i, at der ikke er nogle klasser. I den måde vi taler om det på, er vi enige om, at der ikke er social forskel."

Gitte Sommer Harrits frygter, at når vi har haft opgøret med den forældede strukturalistiske klasseteori, så har vi smidt noget ud sammen med badevandet.

"Socialforskningsinstituttet peger på, at den nye fattigdom er kulturelt baseret. Den handler om uddannelse, men mit spørgsmål er, om vi kan se denne skævhed i forhold til uddannelse som noget andet end kulturelt baseret. Det kan jo også være strukturelt. Det går jo i arv. Det er ikke kun et spørgsmål om kognitiv viden, men er også en ressource, man tilegner sig. Både i kraft af uddannelsessystemet men også i kraft af social reproduktion."

Danmark er et af de lande i Europa med lavest social mobilitet. Alene det, at man anvender begrebet social mobilitet, indikerer, at der er nogle sociale klasser at bevæge sig i mellem. Men social mobilitet handler især om uddannelse, og det ser vi ikke længere som et område præget af social arv, påpeger Gitte Sommer Harrits. Der er jo lige adgang til uddannelserne. Alle har råd til det.

"Men det er jo netop et spørgsmål om at holde op med at se klasseinddeling som noget, der alene er defineret økonomisk. Den franske sociolog Pierre Bourdieu taler om den kulturelle kapital. Mængden af kulturel kapital er lige så vigtig i forhold til dine muligheder for at bevæge dig opad i de sociale klasser. Måske endda vigtigere."

Min far er lastbilchauffør. Han har gået i skole i fire år. Alligevel sad jeg ved spisebordet og argumenterede for, at det da ikke kunne være rigtigt, at der aldrig havde været en akademiker på besøg. Jeg havde altid opfattet mit hjem som et sted, hvor man læste bøger, diskuterede politik og holdt to aviser, fordi det var en pligt som samfundsborger at holde sig orienteret både lokalt og nationalt. En livsstil man normalt forbinder med et intellektuelt miljø. Men det var sandt, der har aldrig før og aldrig siden været andre universitetsstuderende eller -uddannede på besøg hos mine forældre. "Men sådan er det jo," konstaterede min far. "Hvad skulle vi snakke med dem om?"

"Når vi taler om klasser i dag, så er det især fokuseret på livsstil. Når Pierre Bourdieu taler om kulturel kapital, handler det jo ikke kun om, hvorvidt man har et bestemt uddannelsesniveau. Det handler også om det miljø, man er vokset op i. Det, der er pointen, er, at vi ikke har set, hvilke mekanismer der er på spil i den sociale mobilitet. For der er jo sådan set lige muligheder for uddannelse, men det handler ikke kun om, at man har mulighed for at uddanne sig og tilegne sig viden, men det handler om kulturelle ressourcer i en bredere forstand. Om at der er nogle børn, der kommer ind i folkeskolen, der ikke har de ressourcer, som andre har. At det ikke er alle, der kan få hjælp med lektierne, når de kommer hjem, og at det ikke er i alle hjem at bare det at læse er normalt," siger hun.

De nye sociale klasser er ekskluderende. Selveksluderende. Gitte Sommer Harrits peger på tendensen til, at folk fra samme klasse på alle niveauer samler sig i ghettoer. A-hus-kvarteret er lige så meget en ghetto, som Gellerup er det.

I hver klasse er der to karakteristika, der bestemmer, hvor du befinder dig. Den økonomiske kapital og den kulturelle kapital i form af længden af din uddannelse.

Det er paradoksalt, at det netop var Anders Fogh Rasmussen, der erklærede klassesamfundet for dødt ved valget i 2001, for ifølge Gitte Sommer Harrits er det netop Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti, der har formået at appellere til og mobilisere en bestemt gruppe af borgere.

"Dansk Folkeparti er det største klasseparti i dag. Deres vælgere er den mest homogene gruppe. Men det tror jeg ikke, nødvendigvis kun har noget at gøre med den politik, de fører. Det har også noget at gøre med den måde, de fører den på. Deres vælgere forholder sig meget konkret til politik, mens højtuddannede i den højeste klasse opfatter politik som noget værdibaseret, hvor vi diskuterer samfundsvisioner. Det føler de fleste vælgere sig fremmede overfor. De mener ikke, de besidder den nødvendige kulturelle kapital til at deltage på det niveau. Det har Dansk Folkeparti forstået," siger Gitte Sommer Harrits.

Professionaliseringen af politik handler især om, at betingelserne for politiske deltagelse er blevet domineret af den højeste klasse.

"Brian Mikkelsen er faktisk meget folkelig, selv om han sidder i en millionvilla i Nordsjælland. Det demonstrerer, hvordan det ikke længere alene er den økonomiske kapital, der automatisk giver status. I velfærdsstaten kan vi alle klare os økonomisk. Vi føler os ikke undertrykte på det plan længere. Men på kundskaben er det en anden snak. Vi kan identificere os med Brian Mikkelsen for han går sgu' også på stadion om søndagen, men Mogens Lykketoft er sådan en klog én, man ikke har noget til fælles med."

Hvis der findes en klassekamp i dag, så sker den mellem de to fraktioner indenfor den højeste klasse. Kulturkampen er klassekamp.

"Hele opgøret med smagsdommerne er jo et udtryk for, at Anders Fogh siger til almindelige mennesker, at 'de her mennesker med lange uddannelser undertrykker jer. De vil bestemme, hvad det er, I skal gøre og mene og kunne lide'. Han har taget den undertrykkelse op. Han kalder det godt nok ikke klasser, for det passer jo ikke ind i hans terminologi. Men han har alligevel allieret sig stærkt med en bestemt gruppe af befolkningen, og hvis man ikke forstår det, så tror jeg ikke, man forstår, hvad det er der er på spil."

Venstrefløjen er til gengæld fanget i en romantisering af det gamle klassebegreb. De tror stadig, deres vælgere skal findes i arbejderklassen, men det er en illusion. De taler slet ikke samme sprog.

"Den klassiske venstrefløj er jo i virkeligheden på den forkerte side af klassekampen, for det er dem, der sidder med de lange uddannelser. Men hele forestillingen om demokratisering og deltagerdemokrati, det formidler også en bestemt opfattelse af, hvad politik er. Deliberativt demokrati, Habermas og fokus på argumenterne - det har man set som et frigørende projekt, men måske er det det i virkeligheden ikke. Det kræver nogle ressourcer, som der er mange mennesker, der ikke har."

Venstrefløjen bliver nødt til at indse, at der er mange mennesker, der har følt sig undertrykt på de mere kulturelle dimensioner. Når Helle Thorning-Schmidt siger, at hun ved, hvad der tales om ude ved kakkelbordene, udstiller hun netop, at det aner hun ikke, mener Gitte Sommer Harrits. Hun sidder der ikke selv, og det er ikke længere et nødvendigt politisk projekt at frigøre dem, der gør det.

"Hvis vi skal øge den politiske deltagelse, bliver vi nødt til at pluralisere måden, man kan deltage på. Give plads til at folk kommer til med forskellige forudsætninger," siger hun.

Men igen peger Gitte Sommer Harrits på, at det ikke kun handler om uddannelse.

"Hvis man kun ser det i den snævre kognitive forstand, så fanger man ikke de reproduktionsmekanismer, der er på spil. Og det har man heller ikke taget op politisk. Nu er man godt nok begyndt med det med heldagsskolen og lektiehjælp og så videre, men det er fordi, det nu er blevet tydeliggjort med indvandrerne. Det er så tydeligt, at de ikke kan få hjælp derhjemme, fordi forældrene ikke kan sproget. Men det gør sig jo gældende for mange sociale grupper, at den kulturelle kapital i hjemmet er lav, det er ikke kun indvandrerne. Bare det at blive bakket op i det at interessere sig for skolen, det er socialt skævt."

Men løsningen er ikke, at vi sender flere ressourcer og økonomisk støtte ud til de svage, mener Gitte Sommer Harrits.

"Det bør ikke være en underforstået nødvendighed, at man kommer fra et hjem, hvor man læser meget. På de videregående uddannelser, skulle man måske bevæge sig væk fra den ekskluderende akademiske tradition og i stedet tage højde for, at man skal kunne komme til stoffet med forskellige forudsætninger. Det handler ikke om, at hver enkelt skal have flere ressourcer, men mere om at den måde, de ser verden på, kan finde en plads."

På den måde tager man alle sociale klasser alvorligt. Som det er nu, har man en tendens til at opfatte de svagt stillede, som nogle man skal tage sig af, når skaden er sket.

"I den måde vi taler om dem på og forholder os til dem politisk, virker det som om, det er helt tilfældigt, at det lige er dem, der er blevet svage. Det er et resultat af de valg, de har foretaget. Sociale problemer er blevet individuelle," siger Gitte Sommer Harrits.

Opgøret med den marxistiske klasseteori har betydet, at hver gang man peger på strukturelle faktorer som noget, der har indflydelse på ens valg og muligheder får man skudt i skoene, at man er strukturalist og gammeldags.

"Indenfor den videnskabelige teori i Danmark har der ikke været tradition for andre klasseteorier end den marxistiske, og i takt med opgøret med Marx og venstrefløjen er man holdt op med at tale om strukturernes betydning. Men i andre lande har man jo været opmærksom på andre teorier længe, som for eksempel Max Webers og Pierre Bourdieus udvidede klassebegreber. Men ikke i Danmark, og det har altså forplantet sig i befolkningen generelt," siger Gitte Sommer Harrits.

Det var en af de mest overraskende konklusioner hun fandt i sin undersøgelse.

"Alle mener, at de alene er et produkt af de valg, de har foretaget. 'Jeg har ikke fået en uddannelse, fordi jeg har valgt ikke at få én. Det er ikke noget for mig.' Men min pointe er, at struktur og valg er to perspektiver på den samme situation. Det er en kombination af de to, der bestemmer den sociale mobilitet, men den betragtning deler folk ikke. Og med et træls 70'er-udtryk så slører det jo klasseforskellene, at folk ikke er bevidste om, at der er elementer i det miljø, de er vokset op i, der gør, at de ikke har de samme forudsætninger for at foretage et valg, som andre har.

Jeg droppede ud af universitetet. Jeg havde svært ved at håndtere, at man kun skulle være i skole otte timer om ugen. I stedet begyndte jeg på Journalisthøjskolen, hvor man har flere timer, og hvor undervisningen er mere praktisk orienteret. "En arbejdsuge på 37 timer. Det er da noget, man kan forstå," sagde min far.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu