Der tales meget om sammenhængskraft i disse tider. Det er blevet et tværpolitisk begreb, som alle tilsyneladende går ind for.
Konsekvensen er, at 'sammenhængskraft' er blevet mishandlet og skamredet. I den ene ende bruges det af Søren Krarup og andre som synonym for en særlig metafysisk konstruktion, nemlig 'Det Danske Folk' som navnet på et nationalt kulturfællesskab.
I den anden ende bruges det som kritisk begreb af progressive mennesker som alternativ til gold og menneskefjendsk individualisme og markedstænkning.
Dette er et kæmpeproblem, fordi begrebet i et moderne samfund betyder noget helt andet end det, debatten foregiver. I et moderne samfund er der ikke nogen modsætning mellem forskellighed og sammenhængskraft. Tværtimod: sammenhængskraft kommer først for alvor i stand igennem individualisering, forskellighed og arbejdsdeling.
Der er med andre ord behov for at besvare spørgsmålet: Hvad er sammenhængskraft?
For at give et svar vil jeg gerne starte med en hændelse fra det virkelige liv.
For nylig var jeg ude at rejse med DSB. Da formålet med rejsen var, at jeg skulle ud og holde foredrag, og da arrangørerne var relativt velaflagte, rejste jeg på første klasse. Et sted mellem Horsens og Vejle udviklede samværet sig. Over for mig sad en åbenlyst fornem dame og checkede sine aktiekurser i Børsen. Da jeg satte mig over for hende og klappede den bærbare ud, følte hun det åbenbart så ubekvemt, at hun rejste sig og gik over til en anden plads og krævede, at dér ville hun sidde. For den plads havde hun åbenbart oprindeligt reserveret, men siden forladt. Og i mellemtiden var den blevet indtaget af en mere jævn og ligefrem person.
Han nægtede at flytte sig. Og damen kogte op, anvendte sproget i hele dets variationsbredde og tilkaldte personale. Pludselig var vi alle vidner til det, der i gamle dage ville have heddet klassekamp, ja klassekamp på første klasse, kunne man tilføje.
Episoden, som overklasseløget i øvrigt tabte, havde en stærkt oplivende virkning. Kupeens hver-for-sig-somhed blev afløst af samtale, meningsdannelse, diskussion, sladder og forargelse. Og damen måtte fornærmet acceptere den smidige afgørelse at sætte sig på en helt tredje plads. Resultatet var tydeligvis sammenhængskraft fremkaldt af forskellighed, uenighed og skænderi.
'Sammenhængskraft'
Jeg håber, at jeg med det, jeg indtil nu har sagt, har anskueliggjort, at begrebet 'sammenhængskraft' ikke er så selvfølgeligt, som man umiddelbart skulle tro. Baggrunden er, at der findes to meget forskellige definitioner af sammenhængskraft: den mekaniske og den organiske. Men desværre blandes disse to definitioner som regel sammen.
Den ene idé om sammenhængskraft har sine rødder i traditionssamfundet og blev relanceret under nationalromantikken. Den definerer sammenhæng mekanisk. At nogle - individer, f.eks. - hænger sammen, forudsætter at de er ens, dvs. at de tilhører samme substans eller gror af samme muld. Den opererer med et 'vi' over for et 'de'.
Mest radikalt kommer denne forestilling til udtryk hos Søren Krarup, som simpelthen gør det danske folk til ét subjekt med én fælles bevidsthed. Derfor opererer han ikke alene med metafysiske konstruktioner som "befolkningens bevidsthed" og "det danske folks virkelighed". Nej, denne befolkning handler og taler med én stemme.
For nogle år siden, da det kulturradikale rædselsregime herskede, frygtede befolkningen ifølge metafysikeren Søren Krarup for at lade sin mening komme til udtryk. "Den (befolkningen) turde dårligt navngive sig, når den ringede til os, der havde sagt åbent fra over for indvandringspolitikken. (...) Instinktivt forstod den menige dansker, hvad der var ved at ske med hans land." (Alle disse citater stammer fra en artikel af Søren Krarup i Information den 5. september 2006).
Denne retorik kender man ellers kun fra forbenede kommunister eller fascister. Derfor er den ikke alene metafysisk og uvederhæftig. Den er farlig, fordi det er udemokratisk at operere med en folkevilje, på hvis vegne den udvalgte kan tale. For hermed har man anbragt sig i samme position som den nazistiske retsteoretiker Carl Schmitt, der påstod, at folkeviljen udgjorde den egentlige suveræn, som hævet over demokratiet kunne tage nationens ansvar på sig.
Heroverfor står den organiske idé om sammenhængskraft. Her opstår sammenhængskraften, fordi forskellige individer i kraft af deres forskellighed er henvist til hinanden.
Denne forestilling blev udviklet i 1700-tallet, dvs. i oplysningstiden. Hvem har ikke hørt om Rousseaus bog fra 1762 om den sociale kontrakt, hvis funktion er at beskytte individers frihed, eller om hans bog fra samme år om Emile, dvs. om hvordan man opdrager et barn til frihed?
Den udfordring, som Rousseau tog på sig, var at give svar på spørgsmålet om, hvordan frie mennesker kan skabe et socialt fællesskab. Hans svar var, at de indgår en social kontrakt.
Diskussionen blev taget op igen i slutningen af 1800-tallet, ikke mindst af den franske sociolog, Émile Durkheim, som svar på den nationalromantiske strømning. I sin store afhandling fra 1893, Om den sociale arbejdsdeling, formulerer Émile Durkheim følgende ledespørgsmål:
"Hvordan går det til, at individet, samtidigt med at det bliver mere autonomt, også bliver mere afhængigt af samfundet? Hvordan kan det være på en gang mere personligt og mere solidarisk?"
Organisk solidaritet
At et moderne samfund faktisk hænger sammen, men gør det på en anden måde end traditionssamfundet, forklarer Durkheim med, at der findes to former for solidaritet: Den mekaniske og den organiske.
I et samfund med mekanisk solidaritet er individerne underlagt en og samme fælles, kollektive bevidsthed. Her kan man altså tale om en kollektiv identitet, en rodfæstethed i et fælles historisk eller geografisk grundlag. Her sidder man bag ringmuren og slås mod de andre.
Heroverfor står det moderne samfunds organiske solidaritet. I et sådant samfund er individualitet og kollektivitet, forskellighed og sammenhængskraft, ikke indbyrdes modstridende. Tværtimod. Når der bliver mere af det ene, bliver der også, alt andet lige, mere af det andet.
Durkheim tog stafetten op efter Rousseau og Kant. Der er al mulig grund til igen at tage opgaven på sig, både teoretisk og praktisk. For det første fordi den mekaniske solidaritet igen har vind i sejlene. For det andet fordi den organiske solidaritet leverer det eneste adækvate bud på sammenhængskraft i et moderne, globaliseret samfund.
I forhold til et sådant program er der mange udfordringer. Den ene udfordring er teoretisk. Den handler om at forstå, at organisk solidaritet ikke kommer af sig selv. Men den handler også om at forstå, at svaret på disse vanskeligheder hverken er et nej til forskellighed, sådan som mange socialdemokrater synes at mene, eller selvfed kulturradikalisme a la Richard Floridas "kreative klasse".
Den anden er analytisk: Hvor går grænsen for liberalisten Anders Fogh Rasmussens politiske alliance med en ideologi, der står i direkte modsætning til hans egen? Min påstand er, at denne grænse er rykket nærmere: Fogh Rasmussen taber kampen om modernisering af velfærdssamfundet, hvis han ikke opgiver den binding til en mekanisk solidaritet, der forhindrer ham i at modernisere velfærds- og integrationspolitikken.
Den tredje udfordring er praktisk: Organisk solidaritet opstår ikke af sig selv. Den forudsætter sociale kompetencer, nemlig evnen til at anerkende den anden i hans eller hendes forskellighed. I mange år har et flertal i Folketinget forhindret, at sådanne kompetencer blev udviklet. De har legitimeret, at man så bort fra den anden. Resultatet er en elendig integrationspolitik. Det er nødvendigt at sige, at organisk solidaritet er vejen frem, og så tage fat på de udfordringer, der følger af en sådan politik.
Der er ingen vej udenom: Vi lever i et samfund, der er kulturelt og funktionelt differentieret og hvor globalisering er en realitet. Når man som individuel jobsøgende får arbejde nu om dage, gør man det ved at være anderledes. Virksomhederne søger medarbejdere, der 'gør en forskel', som det hedder. Man bliver integreret ved at være anderledes. Tilsvarende er kulturel forskel en styrke, ikke en trussel. Så det moderne motto kunne lyde: Forskellighed gør stærk.
"Hav mod til at møde den, der er anderledes end dig selv," kunne man som et twistet ekko af Kant sige.
Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet
Kronikken mandag:
'Gensyn med totalitarismen' af Niels Ivar Larsen
