Læsetid: 5 min.

Klassekampene anno 2006

Når dansk politik handler om nul tolerance og foragt for venstreorienterede forklaringer om 'samfundets skyld', kan statsministeren holde sammen på sin alliance. Men hvad når den globale opvarmning, fiaskoen i Irak og velfærd sætter dagsordenen?
18. december 2006

Når borgerlige ministre fra det fine parti hedder Brian, Carina, Lene og Connie, skulle man tro, det klasseløse samfund var en realitet. Lederen af Det Konservative Folkeparti er politimand, og hans far var medlem af Fremskridtspartiet. Den konservative justitsminister taler et sprog om straf, konsekvens og 'retsfølelse', som appellerer til formiddagspressens folkelige logik, og den konservative kulturminister promo-verer en populærkultur, som alle kan synge med på. Det er ikke åndsaristokratiet, der dominerer Det Konservative Folkeparti.

Statsministeren har annonceret klassekampens afslutning. Godt nok er der stadig økonomiske klasser i Danmark: Nogle køber frysevarer i Aldi og Liedl, mens andre plejer deres smag i delikatessebutikker. Men der er ingen sociale kampe. De udstødte i Danmark er ikke som i det traditionelle klassesamfund udbyttede; deres sociale problem er netop, at ingen vil udbytte dem. De står udenfor arbejdsmarkedet og kan hverken strejke eller kræve mere i løn.

Men sidste uges konflikt mellem Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti antyder alligevel en klassekonflikt: Når de konservative bliver presset, kalder de Dansk Folkeparti for "populistisk". Deres Europaparlamentariker håner Dansk Folkepartis "kolonihavementalitet", og i 1999 proklamerede Bendt Bendtsen, at Dansk Folkeparti ikke kunne komme med i det gode selskab: "Glistrup og Kjærsgaard kommer aldrig, aldrig ind i noget formelt samarbejde med en borgerlig regering."

Efter han blev fyret som minister udtalte Lars Barfoed, at Dansk Folkeparti svingede for meget med folkestemninger til, at han kunne se dem i en regering. Henriette Kjær kaldte fredag Dansk Folkepartis aktion mod Barfoed for et "slag under bæltestedet" og flere konservative har beklaget "umenneskelige" konsekvenser af den udlændingepolitik, som er Dansk Folkepartis politiske hovedværk.

Konlikten på højrefløjen

Selvom det klasseløse samfund annonceres ligeså selvfølgeligt som afslutningen på klassekampen, er de konservatives modstand mod Dansk Folkeparti eksempler på de overlegnes foragt for de uanstændige, utilregnelige, provinsielle og udannede i bunden. Hvis nogle konservative er kende-tegnet ved at være anti-populistiske, er Dansk Folkeparti kendetegnet ved at være anti-elitære. De vil forsvare 'befolkningen' mod regeringen, de vil forsvare den lille mands fødevarer mod politikerne. Nogle oplever sig som opdragere og overlegne, andre oplever sig som underlegne og vil ikke opdrages. Konflikten mellem de to positioner blev under den såkaldte 'Muhammedkrise' tydelig som et opgør mellem en økonomisk overklasse og en kulturel underklasse. Erhvervsledere og prominente borgerlige politikere trådte i karakter som modstandere af hjemstavnsromantik, da de kritiserede Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti som uopdragne unger, der ikke havde forstået realiteterne i den "globale verden".

Alliancen

Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen leveret en alliance mellem den økonomiske overklasse og en kulturel underklasse. Socialdemokratiets historiske monopol på velfærdsstaten byggede på en mægtig alliance mellem arbejderklassen og den kulturelle overklasse af forskere, skolelærere, intellektuelle og pædagoger. Fogh Rasmussens splittede den alliance ved at udpege den intellektuelle, traditionelt venstreorienterede overklasse som "smagsdommere" og "meningstyranner".

Borgerlige skitserede et venstre-orienteret herredømme, som har dikteret, at kunst, som ikke var moderne, familieliv som ikke var frigjort, traditioner og gammeldags forestillinger om religion og nationalstat var reaktionære og foragtelige tilbøje-ligheder, der skulle afvikles. Mens velfærdsstatens venstreorienterede intellektuelle aldrig har set ned på folk, fordi de var fattige, kunne man godt måtte gøre grin med 'klunkestil' og dem, der havde en brølende kronhjort ved en skovsø hængende over tunge brune sofamøbler. Økonomisk fattigdom skulle man ikke se ned på, men dårlig smag og mangel på dannelse var altid en disponibel vittighed.

Fogh Rasmussen splittede ikke selv alliancen mellem en økonomisk under- og middelklasse og en kulturel overklasse. Opgøret og mistilliden havde længe været på vej. Men Anders Fogh Rasmussen satte opgøret på formel og gjorde det til en politisk dagsorden. Det var det, han kaldte kulturkampen og udnævnte til det altafgørende projekt. Anders Fogh Rasmussen lancerede en politik, som skulle tilfredsstille både de fine borgerlige og de folkelige fra Dansk Folkeparti: Konkurrenceevne og værdier er formlen for hans velfærdspolitik. Den økonomiske overklasse skal tilfredsstilles med 'globaliseringsråd', 'innovationsråd' og løfter om 'verdens bedste konkurrence-evne', Dansk Folkepartis vælgere skal til gengæld loves 'forsvar for vores værdier' og modstand mod dem, der siger noget andet.

Straf og konsekvens

I en afhandling om sammenhængen mellem klasser og politisk deltagelse i Danmark har forskeren Gitte Sommer Harrits demon-streret, hvordan forskellige forestillinger om politik huserer i de sociale klasser: Den økonomiske overklasse tænker 'effektive resultater og stærkt lederskab' som politiske målsætninger, den kulturelle overklasse ser 'saglig diskussion og gode argumenter' som norm for politik, mens grupper af kulturelt og økonomisk dominerede oplever sig ekskluderede fra politisk deltagelse.

De behersker ikke et sprog, som sætter dem i stand til at formulere deres ubehag og utilfredshed politisk.

Den økonomiske overklasse og grupper af politisk ekskluderede kan forenes i modstand mod 'for meget snak' som den ene ser som mangel på effektivitet og den anden som en elites lukkede kode. Skattestop er opgør med 'for meget snak'. Når de væsentlige politikområder er krav om strengere straffe, nul tolerance over for udlændinge og mistillid til pædagogik og sociologiske helhedsforklaringer, taler hele Anders Fogh Rasmussens alliance i kor. Den konservative justitsminister Lene Espersen har ikke problemer med Dansk Folkeparti, men det har til gengæld den konservative miljøminister Connie Hedegaard. For miljøpolitik kan ikke løses med et skatte-stop: Det kræver saglige diskussioner og blik på komplicerede helheder at forholde at sig til global opvarmning. Som yngre har både Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen advaret mod miljøbevægelsen som en ond elites nye totalitarisme; som en religiøs bevægelse for særligt udvalgte, der kunne kræve hensyn fra alle andre politikområder.

Men nu er den globale opvarmning en anerkendt realitet og Bjørn Lomborg en klovn på linje med dem, der stadig hævder, at Elvis Presley genopstår lige om lidt.

Miljøet udfordrer statsministerens alliance mellem UnderDanmark og det økonomiske OverDanmark. Det samme gør den nu officielle fiasko i Irak, hvor den borgerlige intellektuelle Per Stig Møllers skrøbelige idealer for en global retsorden støder sammen med Dansk Folkeparti, der forsikrer, at krigen sandelig ikke var for "deres skyld", men for vores egen sikkerhed. Protesterne mod dårligere velfærdsservice bringer også Dansk Folkeparti og de konservative til kollision: De konservative vil af hensyn til 'konkurrenceevne' og 'væksten' have skattelettelser, hvorimod Dansk Folkeparti erkender, at deres vælgere ikke bliver rigere af verdens bedste konkurrenceevne, hvis niveauet i velfærdsstaten sænkes: De konservative vil have dynamik i toppen, Dansk Folkeparti vil have tryghed i den anden ende.

Alle synes enige om, at klassekampen er slut, men modsætningerne mellem oppe og nede, eliten og populisterne, tillid og mistillid, de fine og de udannede bestemmer stadig den politiske diskussion. Det sjove er, at den konflikt slet ikke artikuleres af Socialdemokraterne. Den foregår på højrefløjen, den finder sted lige omkring den statsminister, der regerer på et postulat om, at vi endelig er frigjort fra sociale grupper og klasser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her