Læsetid: 2 min.

'Klassisk' arbejdskamp i EU-Parlamentet

"Sænk det direktiv" siger socialdemokraterne i EU-Parlamentet. Udenfor Parlamentet demonstrerede 7-10.000 havnearbejdere i går. De frygter for arbejdsmiljø og job, hvis et omstridt direktiv bliver vedtaget. Men det bliver en snæver afstemning
17. januar 2006

BRUXELLES - Faner, kanonslag og musik. Ole Nors fra fagforbundet 3F måtte råbe højt for at fortælle, hvorfor 130 danske havnearbejdere var taget til Strasbourg for at demonstrere udenfor EU-Parlamentet i går: Havnedirektivet, som EU-Parlamentet har stemt ned én gang før i 2003, skal stemmes ned en gang mere denne uge. Det er kravet fra havnearbejdere over hele Europa, der strejker i protest. Udover de 130 danske havnearbejdere var der 7-10.000 af deres kolleger fra hele Europa med på gaderne i Strasbourg, vurderer Eduardo Chagas fra det Europæiske Transportarbjderforbund ETWF. I de forskellige europæiske havne var 50.000 havnearbejdere kaldt til strejke fra i går kl. 7 til i dag kl. 7, oplyser ETWF.

"Dette direktiv er endnu mere vidtgående end det omstridte servicedirektiv," siger Mogens Hansen, der for fagforbundet 3F har fulgt lovforberedelserne i flere år. Havnedirektivets artikel 13 vil tillade den såkaldte selv-servicering, hvor skibsrederne kan bruge eget mandskab og egne lodser til at udføre arbejde, der hidtil blev foretaget af havnene. Men hvor servicedirektivet - et andet omstridt EU-direktiv på vej - kun vil åbne op for arbejdskraft fra andre EU-lande, vil havnedirektivet tillade arbejdere også fra lande udenfor EU, siger han.

Ligesom 3F er også ETWF bekymret for arbejdssikkerheden, hvis besætninger fra de indkommende skibe selv skal tage sig af arbejdet i havnene. "Det er absolut nødvendigt, at havnearbejderne får førsteret, så de kan anvende sikkerhedsreglerne," siger Philippe Alfonso fra ETWF.

"Der er ikke fokus på konkurrence mellem havnene, der er fokus på konkurrence på social dumping med havnearbejdere under de værst tænkelige forhold," mener Dan Jørgensen, EU-parlamentariker for de danske socialdemokrater.

Dan Jørgensen ser kampen om direktivet som "en klassisk arbejdsgiver-arbejdstager konflikt." Sammen med resten af den socialistiske gruppe vil han stemme imod direktivet "for at beskytte en udsat erhvervsgruppe." Jørgensen er stedfortræder i Parlamentets transportudvalg.

Uenighed i Parlamentet

Uenigheden i Parlamentet er så stor, at transportudvalget ikke har kunnet blive enige om en fælles holdning. Men uenigheden er ikke ny. Allerede i 2003 blev direktivet stemt ned, dog var det sidste dag i en parlamentsuge, og kun 454 ud af 626 medlemmer stemte. At Kommissionen fremsatte et forslag, der lignede det nedstemte meget, synes Dan Jørgensen er "kritisabelt."

"Jeg synes, at Kommissionen skal respektere den demokratiske proces," siger han.

Men måske kommer hele forløbet en gang mere, siger Anne E. Jensen fra Venstre, ligesom Dan Jørgensen stedfortræder i transportudvalget. "Det er en 'ommer'," vurderer hun.

Principielt synes hun, det er fornuftigt, at rederne selv skal kunne hyre folk til at udføre opgaverne i havnene, hvor de kun betaler for at bruge molerne. "Det kan jo ske efter danske overenskomster." Til gengæld overvejer hun at stemme imod på grund af problemer med overgangsfrister.

I Parlamentet er det dog både ideologiske og geografiske forskelle, der stritter i modsatte retnigner. "Jeg har talt med engelske konservative, der siger, vi har liberale forhold, det her er bare mere bureaukrati," fortæller Jensen, ligesom hun har hørt fra sydeuropæiske socialister, der er positive, fordi deres havne ikke er konkurrencedygtige, siger hun.

Mens den socialistiske gruppe har meldt ud, at den vil stemme imod, er det endnu ikke helt klart, hvordan den liberale og den borgerlige gruppe vil stemme til afstemningen i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu