Den schweiziske filosof Peter Bieri har under pseudonymet Pascal Mercier skrevet en tanketung tyksak af en roman. Nattog til Lissabon, som den hedder, har ganske overraskende solgt røven ud af bukserne i de tysktalende lande og er nu udkommet på dansk - desværre dog i en udgave, der er præget af ualmindelig mange sproglige fejl.
Raimund Gregorius er en aldeles usexet ældre klassisk filolog, halvskaldet og kraftigt nærsynet, hvis liv har kørt i samme rille i årtier. Peter Bieri har skåret den knastørre fyr efter samme læst som en af denne anmelders absolutte yndlingsintellektuelle, nemlig den massivt belæste, men umådeligt verdensfjerne Peter Kien, hovedpersonen i Elias Canettis vidunderligt bizarre roman Forblindelsen.
Ligesom sinologen Kien, der synes blind over for alt andet end sine elskede kinesiske manuskripter, er Gregorius altoverskyggende optaget af oldgræske gloser og latinske bøjningsformer, mens han aldrig rigtig har været i stand til at kaste sig helhjertet ud i livet uden for de støvede bøger. Nærsynetheden er med andre ord symbolsk ladet, og det er da vist heller ikke helt tilfældigt, at Gregorius lige netop er ekspert i døde sprog.
Men hvor den stakkels Kien - og er det ikke bare en helt vild måde at afslutte en roman?! - ender sine dage med manisk grinende at brænde sig selv af på toppen af en stabel bøger, går det Gregorius anderledes godt. Efter en helt igennem mærkværdig dag ender han i et antikvariat, hvor han falder over en portugisisk bog, der viser sig at skulle vende op og ned på hans liv.
En ordenes guldsmed, som bogen ubeskedent hedder, er skrevet af lægen Amadeu Prado, og den indeholder fragmentariske optegnelser af eksistensfilosofisk karakter, optegnelser, der rammer Gregorius så hårdt, at det aldrende vanemenneske pludseligt og ganske abrupt forlader sin sikre tilværelse i Bern for at kaste sig ud i sit livs eventyr. Han stiger på nattoget til Lissabon uden den mindste ide om, hvad han dog skal i det fremmede land.
Væren i verden
I sine optegnelser tager Prado - af og til i lige lovlig patetiske vendinger - livtag med fundamentale spørgsmål om menneskets væren i verden. Spørgsmål, som Gregorius selv har holdt sig på kilometerlang afstand fra. Hvordan sætter vi ord på den flygtige virkelighed omkring os? Hvorfor bliver vi dem, vi er? Hvad vil det sige at være et godt menneske?
Gregorius fascineres stadig mere af Prados tænkning. Han oplever tydeligvis en eksistentiel opvågnen - "Det var en anderledes ny form for vågenhed, det var en måde at være til på, som han ikke tidligere havde kendt" - og vel ankommet i Portugal giver han sig ivrigt til at kortlægge lægens liv. Prado viser sig godt nok selv at være død allerede i 1970'erne, kort før den fascistiske diktator Caetano blev væltet, men ved at opsøge familie og venner, der ganske belejligt alle viser sig at være fine fortællere, lykkes det den ihærdige schweizer at sammenstykke en mosaik af hans liv.
Prado fremstår på én gang som parallel- og modfigur til Gregorius. De er begge udstyret med en formidabel hukommelse og en dyb kærlighed til poesi, og de plages begge af søvnløshed. Men hvor Gregorius hjemme i det trygge, evindeligt neutrale Schweiz har kunnet føre sit liv i et eksistentielt koma, har den portugisiske læge under Salazars regime ikke kunnet undgå at tage stilling til nogle helt fundamentale spørgsmål.
Centralt står en hændelse, der knytter sig til Prados engagement i modstandsbevægelsen. Et kvindeligt medlem af hans gruppe er kommet i sikkerhedstjenestens kikkert. Hun ved for meget og vil kunne afsløre hundredvis af frihedskæmpere, hvis hun udsættes for tortur. Skal hun likvideres? Skal et liv ofres til fordel for manges? Hvad er moralsk rigtigt? Det er den samme problemstilling, Dostojevskij optegner i Brødrene Karamazov, når han lader Ivan spørge lillebroren Aljosja, om man kunne tillade, at et barn blev tortureret, hvis hele menneskehedens lykke afhang af det.
Litterært damplokomotiv
Peter Bieris Nattog til Lissabon er langt fra noget TGV med 500 km/t. Man stiger ombord på et litterært damplokomotiv, der snegler sig ganske langsomt afsted og kører en del svinkeærinder. Det giver god mulighed for refleksion, men af og til kigger man sig altså desperat om efter sovekupeen.
Romanens styrke ligger imidlertid i beskrivelsen af den tilknappede klassiske filolog, der ganske langsomt åbner op for fremmederfaringen. Gregorius er en finurlig figur, og det er absolut rørende at følge hans forandring.
