Læsetid: 4 min.

Et klassisk speget spil

28. april 1998

Det er klassikernes tid. På de europæiske landeveje har cykelrytterne netop overstået de såkaldte forårsklassikere. På fodboldbanerne er den klassiske turneringsafslutning i gang. Og på den internationale politiske scene er endnu et klassisk opgør om besættelsen af en toppost sat i gang. Det handler om, hvem der skal være den første chef for den kommende Europæiske Centralbank (ECB).
Uanset om slagene står på landevejen, grønsværen eller i de politiske kulisser er udgangspunktet det samme. Medierne har på forhånd udpeget nogle klare vinder-favoritter, men ingen er for alvor i stand til at sige noget med sikkerhed, før løbet, kampen, forhandlingen er i fuld gang.
Cykelrytternes forårsklassikere blev afsluttet i weekenden, fodbolden kører endnu, og formentlig bliver den politiske ECB-klassiker afsluttet næste weekend, når der afholdes en slags ØMU-topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer skal træffe beslutninger, som skal gøre det muligt at indføre den fælles EU-valuta ved årets udgang.
En af beslutningerne handler om at udnævne den første chef for den uafhængige europæiske centralbank. To kandidater er udråbt til favoritter. Det er hollænderen Wim Duisenberg og franskmanden Jean-Claude Trichet. Der er bred enighed om, at begge har evnerne til at klare jobbet. Deres chancer skal derfor vurderes ud fra den opbakning, de kan forventes at få fra de øvrige deltagere i feltet. Det gør i princippet Duisenberg til favorit nummer et. Den hollandske centralbankchef har forud for weekendens møde de fleste EU-landes opbakning, mens Trichet fra Banque de France primært har fransk opbakning.
Selv om det er 15 stats- og regeringschefer, som skal træffe beslutningen, kan man roligt sige, at det kun er nødvendigt at holde et øje med 11 af de 15 deltagere i weekendens klassiker. Fire lande skal ikke deltage i den økonomiske- og monetære union, og det betyder at statsministrene Rasmussen, Persson, Blair og Simitis fra Danmark, Sverige, Storbritannien og Grækenland ikke har noget at skulle have sagt. De er med i Bruxelles på en slags politiske wild cards, uden reel mulighed for at gøre sig gældende.

Og hvordan vil det så gå i weekenden? Det korte svar er, at det er umuligt at sige. I en ikke fjern fortid troede alle, at det var afgjort, at Wim Duisenberg skulle have posten. Det var indtil den franske præsident Jacques Chirac kom på banen med Trichet som kandidat. Hvorfor han gjorde det, er der flere forklaringer på. Ikke alle er lige smigrende.
En forklaring er, at Frankrig mener, at landet blev lovet posten som centralbankchef, da det blev besluttet, at Den Europæiske Centralbank skulle have sit hovedsæde i Frankfurt. Det påstår Jacques Attali, der var rådgiver for tidligere præsident Mitterrand.
En anden forklaring er de indenrigspolitiske forhold i Frankrig. Franske politikere er ikke så begejstrede ved udsigten til en uafhængig centralbank. De så gerne en politisk styring af ECB og har tidligere argumenteret og stillet krav om en slags økonomiske regering i EU, der skal optræde som politisk modvægt til ECB. Frankrig har fået forbavsende lidt på den konto, og det vil gøre det lettere for Frankrig at acceptere en uafhængig centralbank, hvis det er en franskmand som står i spidsen for den. Ikke fordi Jean-Claude Trichet på nogen måde er en marionet for franske politikere. Han har tværtimod som formand for EU's monetære komité demonstreret en klar uafhængighed. Og netop Trichets uafhængighed kan være den tredie forklaring på, at Chirac har lanceret ham som kandidat til posten. Det er nemlig velkendt, at forholdet mellem Chirac og Trichet er dårligt. Den franske præsident vil gerne have fjernet Trichet fra posten som chef for den franske nationalbank. Det vil være lettere at fjerne Trichet, hvis han har været opstillet som kandidat til ECB og derefter er blevet vraget. Og endnu lettere at fjerne ham, hvis han bliver udpeget. Sådan ligger det med forklaringerne.

Hvad vil der så ske i weekenden. Skal man dømme efter alle tidligere politiske klassikere om udnævnelser af personer til internationale topposter, er der tre banale muligheder: Den ene eller anden kandidat vælges efter en omgang politisk armvridning. En kompromiskandidat lanceres eller der laves et mudret kompromis. Alle tre scenarier er mulige.
Står valget mellem den ene eller anden, er det mest sandsynligt, at det bliver Duisenberg, som udpeges.
Bliver der tale om et mudret kompromis, er en mulighed, at Duisenberg udnævnes for den planlagte periode på otte år, men trækker sig efter fire, hvorefter posten overdrages til hans næstkommanderende, som så passende kunne være Jean-Claude Trichet.
Når det gælder kompromiskandidater er spekulationerne også i gang. I parentes er det her værd at bemærke, at den danske nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen havde været en mulighed, hvis ellers Danmark havde været med i den økonomiske- og monetære union. Men Poul Nyrup Rasmussen er i Bruxelles på et wild card, og Nyboe Andersen og de øvrige i den danske delegation må nøjes med at trille passivt ind med hovedfeltet.
Andre mulige kompromiskandidater er Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker og den belgiske finansminister Philippe Maystadt. Den finske nationalbankchef nævnes også som en outsider. Juncker er dog klart det mest oplagte navn blandt kompromisserne. Men for hele weekendens klassiker gælder, at intet er afgjort på forhånd. Sådan var det, da Uffe Ellemann-Jensen var kandidat til NATO-posten, da Jean-Luc Dehaene var kandidat til posten som kommissionsformand. Sådan er det også med posten som chef for ECB. ryb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu