Hvis man endelig skal tale om fjerkræ, så mindede Michael Rasmussen mest om en tirret kamphane, da han vrissede ad journalister før starten på den anden og sværeste af de tre etaper i Alperne. Tre ting var gået rivende galt for ham og Rabobank dagen i forvejen på vejen til Alpe d'Huez. Holdet havde undladt at jagte det store udbrud, som med Fränk Schleck skulle vise sig som det vindende, og Rasmussen var rasende på holdet. I bunden af Alpe d'Huez ville benene ikke følge hans drømme, og han blev parkeret, som han selv var åbenhjertig nok til at sige, og han kunne blive rasende på sig selv. Da han så endelig fik fart på cyklen og kørte så hurtigt op som de stærkeste, kom hans kaptajn i krise, så han måtte agere støttepædagog for ham - og så kunne han også blive rasende på Menchov. Drømmen var, at de kunne have kørt op sammen, som holdkammeraterne Bernard Hinault og Greg Lemond gjorde det i den berømte situation på Alpe d'Huez i 1986, hvor de fordelte etapesejr og Tour-sejr mellem sig, og hvor en arvefølge blev effektueret efter Hinaults fem sejre og den første af Lemonds tre. Michael Rasmussen er fortrolig med cykelhistorien, og den former hans drømme.
Så han havde god grund til at være rasende - og god grund til at omsætte den flydende galde til flydende tråd.
Habile folk med
Han annoncerede før start, at han ville angribe, før nogen havde fået gnedet morgensøvnen af øjnene, og det var til hans fordel, at vejen steg med det samme de mere end 40 kilometer op til Galibier, således at han ikke skulle ligge og bruge kræfter på at slås for at komme med i det rigtige på flad vej. Til hans fordel var det også, at han fik følgeskab af Tadej Valjavec og Sandy Casar på vejen over Galibier og især nedad. Habile folk, med hvem han kunne lave en overenskomst om, at de kunne trække på de fladere stykker og nedad, mens han kunne arbejde opad. En opskrift, han brugte sammen med Dario Cioni på den etape, han vandt sidste år i Alsace, og som tillod ham at øge forspringet uden at køre mere end med 80 procent af sin styrke langt hen på etapen.
Men den største fordel var, at Floyd Landis endnu engang lagde en dæmper på sine tropper, så feltet gik i stå helt frem til opstigningen af Col de la Croix-de-Fer, hvor CSC med Christian Vandevelde, Fränk Schleck og Carlos Sastre satte sig i front i noget, der nok var tænkt som et angreb, men reduceredes til et pres på konkurrenterne. På det tidspunkt var Rasmussen kørt fra Valjavec og Casar, der var helt brugt op, og med et forspring midt på Croix-de-Fer på 6,30 minutter var situationen den pikante, at en dansk rytter helt i front blev jagtet af et dansk hold.
I 2004 var Michael Rasmussen ude i lange togter som dette. Det så flot ud, men han blev regelmæssigt hentet på sidste opstigning eller lige inden. Det har han lært meget af. Han kender sig selv bedre, kan disponere sine kræfter bedre. Sidste år vandt han både bjergtrøje og etape på et tilsvarende togt, men den afgørende forskel er etapernes sværhedsgrad. Sidste år var det en relativt ukendt rytter ude på et fribyttertogt i bjerge af lavere kategori. I år er det en frygtet rytter med stort mod på at realisere intet mindre end en livsdrøm på Kongeetapen i Tour de France.
Dette skriver jeg, mens han strider fem kilometer fra toppen af Croix-de-Fer, og Levi Leipheimer er brudt væk fra favoritgruppen for at køre sig ind i løbet igen efter sin tidstabende sygdom i begyndelsen, og amerikaneren vinder tid på Rasmussen. Det er cykelløb, som man næsten havde glemt, det kunne være. Som det var før radiokommunikation, holddisciplin og overdrevent taktisk lurepasseri. At han krydser stregen på Croix-de-Fer og bringer sig spidsen af bjergkonkurrencen er nærmest en biting, og gad vide om ikke tanken blot strejfer ham. Fint med den prikkede, men øjnene er rettede mod en etapesejr, som vil blive husket, fordi den ikke tilhører vor tid, men en svunden epoke. Han tænker på disse ting, Rasmussen, og det er ikke blot at vinde, men også at vise stort mod og vinde storslået. Han havde som lille knægt billeder af de små, store klatrere Lucien van Impe og Luis Herrera på væggen i sit værelse, og han vil vinde på deres måde og trække en tråd fra de historiske skikkelser i cykelhistorien op til sig selv. Han er nøje bevidst også om det.
Rasmussen har krydset dagens næstsidste top med et skrumpende forspring ned til Leipheimer, med Valjavec på hjul, på 4,45, og det må siges nu: Om han vinder eller ej, så er det et stort og mindeværdigt togt. Favoritgruppen passerer 7,20 efter ham.
Angreb på den gule trøje
Men dernede, langt bag Rasmussen, er det om Tour de France, der kæmpes. Et angreb fra Menchov, som han ikke helt kan føre igennem, mærker Floyd Landis, og næste angreb direkte på den gule trøje kommer fra Carlos Sastre, som accellererer bagfra i modsat vejside og i et ryk ryger forbi alle favoritter og efterlader Floyd Landis plantet på vejen. Færdig, ude, væk på et øjeblik efter i næsten tre uger at have lignet den sandsynlige vinder. Ofte har Landis haft en enkelt svag dag i Tour de France. Her kastede den ham baglæns ned ad vejen.
Som Leipheimer, der blev indhentet af Sastre og i forceringen for at følge med kørte ud over evne og knækkede, så ikke længere han, men CSC's spanier nu var største trussel for Rasmussen. Menchov bragte sig selv i krise ved et nyt fremstød for at fange Sastre og smide Klöden, Cadel Evans og en forbløffende Oscar Perriero, der forleden fik en halv times foræring af Landis, men nu ikke er til at smide ud af den gule trøje. Også bag Rasmussen var det vildt cykelløb, hvor alle angreb alle, men vildest var det at se Rasmussen selv administrere sit forspring, hvis man kan bruge et så køligt ord, de sidste kilometer frem mod en af de største etapesejre, jeg kan mindes.
Ikke fordi han er fra Tølløse, men fordi sejren blev skabt af stærke følelser, af vrede, af skuffelse og af en livslang drøm - men gennemført med overblik og nøgtern kalkule af vejens længde og vanskelighed i forhold til egne ressourcer. En sejr vundet med hjerte og hjerne og af en art, man kun genfinder blandt historiens allerstørste klatreres bedrifter. Der går en lige linie fra 1950'ernes Charly Gaul over 90'ernes Marco Pantani til Rasmussen i går.
