Læsetid: 4 min.

Klaus Rifbjerg: Jeg var CIA-agent

Hvis man som Bent Jensen skider røde grise ved tanken om, at en eller anden på et tidspunkt har trykket en kommunist i hånden, må han være fuld af tilgivelse eller ligefrem begejstring ved tanken om en person, der u- eller medvidende har været i CIA's tjeneste
18. januar 2007

Der er ingen vej uden om, jeg må til det! Bekendelsen brænder på tungen, og da jeg altid har drømt om at være et hanefjed foran den evigt retfærdighedssøgende og sandhedsfanatiske professor, Bent Jensen, hvis personlige ubesmittethed slår den hellige jomfrus med adskillige længder, kaster jeg mig i støvet og tilstår: Jeg har været CIA-agent!

Det begav sig i begyndelsen af 1960'erne, hvor Jørgen Schleimann var i røret og tilhviskede mig en invitation, at jeg sagde ja til at deltage i en række møder i forskellige europæiske storbyer herunder Helsingfors og Berlin. Måske var det hans fortryllende fynske accent, der overtalte mig, men jeg var slet ikke svær at lokke, for hvem siger som ungt menneske nej til at komme i fint selskab med flere håndfulde af toneangivende europæiske intellektuelle fra Auden og Spender til Sir Herbert Read, Bo Carpelan og Per Wästberg?

Helt tydeligt lå det ikke i kortene, at det var CIA, der gjorde disse sammenkomster på højt niveau mulige, ej heller vidste hverken Leif Panduro (som også deltog) eller jeg, i hvis sold vi var, og slet ikke, at det tidsskrift, 'Perspektiv', hvortil jeg skrev adskillige artikler, blev holdt i live delvis ved hjælp af penge fra CIA.

Vi var i den sammenhæng babes in the wood, men det forhindrede os sandelig ikke i at tage fra af al den gode mad og drikkelse, der blev stillet frem morgen middag og aften eller at dele ud af vor viden om hvad som helst, heller ikke om den danske stats indretninger og politiske intentioner.

Der var virkelig tale om viden for varer, og om vi sad og stuvede i os hos Hartke i Berlin eller på det traditionsrige Hotel Märski i Helsinki spillede ingen rolle, der var fuld fortrolighed mellem gæst og vært, og det var sikkert ikke så underligt, at den mystiske amerikaner, John, der altid optrådte som Schleimanns sidekick altid lænede sig ivrigt frem, når vinen gled ned og kaviaren sprællede på tallerkenen og de sidste forbehold faldt. Han skulle have det hele med, og om det var tegnebogen eller en skyder, der fik hans jakke til at bule ekstra ud, skal jeg ikke kunne sige, men der var i hvert fald ingen smalle steder.

En rolle fuld af sødme

Som gammel agent, ja oven i købet dobbelt-agent kan jeg meddele, at rollen er fuld af sødme, måske særlig på grund af det skær af anelsesfuldhed, der lå ind over foretagendet. Pludselig spiller man en rolle, oven i købet en betydningsfuld én, uden at man rigtig ved, hvordan man har gjort sig fortjent til den. Kunstnere og aller mest forfattere er ikke vant til at blive opvartet overdådigt, men vænner sig forbløffende hurtigt til overfloden, når den kommer og giver generøst tilbage med hvad han eller hun formår.

Det var overhovedet ikke nødvendigt at klemme, det strømmede ud af tuben, og hvor vi dog morede os, og hvor stillede vi dog få spørgsmål, ja vi spurgte faktisk ikke om noget som helst og slet ikke om, hvem 'John' var.

Nu har jeg sagt det og sidder egentlig kun tilbage med én gåde: hvorfor har Bent Jensen ikke haft fingrene nede i den skumle affære for år tilbage? Hvad er det, der har bremset ham? Det kan næppe være finfølelse, for den har man ikke brug for i den store renselses kulegravning. Det kan heller ikke være hensynet til den empirisk-korrekte historieskrivning, for den har jo givet afkald på for en menneskealder siden. Der må være noget andet, og det er først i den seneste tid, det er gået op for mig, hvad der egentlig er tale om: Min agentvirksomhed må have ligget indenfor et område, der har professorens sympati, ja jeg har vel egentlig været en nyttig idiot i den rette sags tjeneste!

Moralsk vurdering

Der skal altså en moralsk vurdering til for at afgøre, om ens virksomhed er landsskadelig eller ej. . Jeg skal altså forstå det sådan, at det af Bent Jensen bestyrede koldkrigscenter udelukkende skal beskæftige sig med, hvad dem på den forkerte side af det ideologiske plankeværk har gået og griset sig selv og nationen til med, mens de andre aktive i den vestlige verdens hemmelige agenturer skal opfattes som sakrosante eller ligefrem som helte og derfor gå fri.

CIA-foretagendet dengang hed 'Kongressen for kulturel frihed'. Som medspiller i det clandestine cirkus kan jeg kun sige, at jeg intet fortryder: Maden var pragtfuld, vinene excellente, samtalerne ligesom Hartlings med Mao på højeste, intellektuelle niveau. Der skal ikke stikkes noget under stolen, Bent Jensen, og bliver der tale om straf for landsskadelig virksomhed, vil jeg tage den med oprejst pande som en mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Darlie
  • Niels Mosbak
  • Holger Madsen
  • Thorsten Lind
  • Finn Årup Nielsen
  • Steen Sohn
Henrik Darlie, Niels Mosbak, Holger Madsen, Thorsten Lind, Finn Årup Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Den ville være endnu mere interessant, hvis endnu aktive påvirkningsagenter meldte sig på banen med deres indrømmelser. Har man stadig nogen på Information? Metz, måske?

Michael Kongstad Nielsen

At Rifbjerg lod sig dåre af de smigrende tilbud, og at han mæskede sig i måltider og drikkelse, selvom han godt anede, der stak noget under, og at denne anelse vederkvægede ham endnu mere på en sødmefyldt måde, ligesom Rifbjerg ikke kunne stå for at blive behandlet som en betydningsfuld intellektuel, skønt denne betydningsfuldhed mest lå ham selv på sinde, overrasker ikke. Rifbjergs ego har altid kæmper en brav kamp med og mod hans kunstneriske habitus, og her popper det så frem igen i en selvudlevering, der fremmer egoets eksponering, men viser lav karakterstyrke og troværdighed.

Men pointen er selvfølgelig meget sjov, at Bent Jensens koldkrigsengagement ikke har brug for vidnesbyrd om den gode sides metoder, kun den ondes.

Michael Kongstad Nielsen

Jørgen Schleimann havde godt nok en herlig, klangfattig fynsk dialekt, men han var altid frisk på en god gang kommunismehad, og han rejste i 1956 på Nato-stipendium til Paris for at studere "kommunismen og de intellektuelle" og knyttedes til Kongressen for kulturel friheds internationale sekretariat med arbejdssted i Paris 1956-57 og 1958-60 og i Kbh. 1957-58 og 1960-67. Rifbjerg må have været fuldstændig klar over Schleimanns forehavende, men Rifbjerg lod sig korrumpere.
http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Journalist...

Er der egentlig nogen, der har forsket i, hvor mange penge Information fik af den CIA-finansierede organisation? Om avisen fik penge af den? Den var jo ganske klart i målgruppen.