Læsetid: 3 min.

Klaverkreationer

Keith Jarrett udfordrer sig selv og sine lyttere som solopianist med en fremragende udgivelse, mens Kim Kristensen for første gang lader offentligheden høre sine finurlige klaverepisoder
13. juni 2005

Som pianist nyformulerede den nu 60-årige Keith Jarrett i begydnelsen af 1970'erne soloklavergenren med sine frit improviserede solokoncerter - en blanding af melodisk jazz, neoromantisk klavermusik, modal gospel og free jazz, hvis man nu skal samle trådene i nogle betegnelser, der i virkeligheden kommer til kort. Det blev til en lang række koncertoptagelser, skabt direkte på scenen uden forberedelser. Men siden La Scala (1997), en optagelse fra teatret i Milano i 1995, har vi ikke hørt Jarrett i fri soloudfoldelse på plade. Nu har han så på ny forsøgt at udfordre sig selv. Og som musikken lyder og opleves på dobbelt-cd'en Radiance, optaget live i Osaka og Tokyo, oktober 2002, kan man roligt tale om en Jarrett, der revitaliserer sit utrolige talent. En musikkens Picasso, der ikke søger, men finder. Man hører stadig de idérige fraseringer, de bølgende udviklinger, de mørke grooves, de fint broderede melodier og smukke akkordprogressioner. Men også noget nyt. De enkelte stykker er ikke så lange, som det ofte har været tilfældet, ja, flere er nærmest vignetter med en spilletid på en-to-tre minutter, det længste er på fjorten.

Man følger Osaka-koncerten successivt fra start til slut (plus fire stykker fra Tokyo). Og Jarrett demonstrerer sin eminente form- og variationssans, når helheden nærmest opleves som et suite-forløb, hvor de enkelte led indbyrdes befrugter hinanden. Ifølge noterne forsøgte Jarrett ellers det modsatte, nemlig - som var der tale om en slags zenøvelse - at spille helt uden hensigter eller bestemte mål. Men som han skriver (typisk for ham, der anser musikken for at være en transcendent kraft): "Jeg var temmelig chokeret over at bemærke, at koncerten havde arrangeret sig selv i en musikalsk struktur til trods for mine stadige forsøg på at være ligeglad med det samlede resultat".

Improviserede fugaer

En magisk virkning har det, når Jarrett går fra filtret hidsighed til en nænsom melodi i Part 7-8. Og på cd 2 bølger man gennem Part 10s senromantiske sejlads til Part 11s velanbragte bebop-lussing af smældende oktavløb, så man groggy havner lige i favnen på Part 12s modale vamp. Og så videre. Resultatet er et af Jarretts mest vellykkede koncertforløb, der, rigt på variation, åndfuldt spil og flow, godt må nævnes sammen med hans bedste soloklaverplader, anderledes og mere kompleks end Bremen Lausanne (1973) og The Köln Concert (1975) men næsten på højde med disse.

Pianisten, tangentspilleren og komponisten, Kim Kristensen (f. 1956), der er en original men også temmelig hemmelig figur i dansk musik, har ligeledes udsendt to cd'er med improviseret klavermusik. Det var sådan set på tide, efter som fri improvisation har været en naturlig del af Kristensens musik i 25 år, hvor han har udsendt en lang række plader med større og mindre ensembler i en meget personlig stil, der væver elektronik, jazz og frit spil sammen med inspirationer fra kompositionsmusik og etnisk folklore. De foreliggende cd-er, der er betitlet 57 unpredictable pianoepisodes Vol. 1-2, er indspillet i 1998 i hans lydstudie i Hvidovre. Musikalsk adskiller de sig dog på mange måder fra Jarretts.

Her er små svuppende, sniffende nysgerrige men også tilbageholdende klaverstykker, spillet med finurlig idérigdom i en stil, der forener fri jazz med træk i retning af bl.a. Bach og Erik Satie. Her er ingen dramatiske akkordanslag eller suggestivt voksende bølger. Fokus ligger i næsten radikal grad på det enkle, melodiske, der foregår i begge hænder som komplementære stemmer, der springer, snor sig og løber ind over hinanden somme tider som improviserede fugaer og ofte med rytmiske forskydninger og atonale virkninger. Der er en udpræget ro over musikken, som er den vokset direkte ud af den larmende stilhed i studiet. Man bør indvende, at Kristensens flegmatiske klaverspil mangler noget varmt blod, nogle brud og kanter. De fleste stykker har de samme vage kulører og et ret ensartet flow. En enkelt cd havde været nok. Men Kristensens klaverepisoder er trods deres begrænsninger udtryk for et interessant og løjerligt musikunivers. Det må han gerne udvikle yderligere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her