Læsetid: 4 min.

De Klerks storhed og fald

27. august 1997

Han kom fra det ukendte, havde en kort og strålende blomstringstid - og er nu igen på vej ud i den grå ligegyldighed. Da Frederick Willem De Klerk i februar 1989 blev udpeget til at lede det sydafrikanske Nationalistparti, blev han beskrevet som "manden uden fodspor" - en betegnelse, der på det tidspunkt var skabt i USA om Ronald Reagans skygge, vicepræsident George Bush. De Klerk var kun kendt internt i partiet - som han havde arbejdet sig op i toppen af: Ikke flamboyant som så mange andre tumpede boerledere, men gråt, ukontroversielt, loyalt. Han overtog partiledelsen fra posten som undervisningsminister, men ingen anede, hvad hans undervisningspolitik havde været. Ud over, naturligvis, at gøre som Nationalistpartiet længe havde gjort: Ladet som om det lagde afstand til apartheid, mens det i virkeligheden konsoliderede raceundertrykkelsen i reformeret form.
Men fodsporene kom: Efter han i efteråret 1989 også afløste den sidste notorisk ubegavede boerstatsleder,
P. W. Botha, som præsident, slap han de kræfter løs, der skulle revolutionere landet. Det var på høje tid: Det var ganske enkelt ved at gå økonomisk rabundus; moralsk var det sunket.
De Klerk kan ikke roses nok for, at han udfyldte denne historiske rolle. Ved sine dramatisk hurtige anslag mod apartheidsystemets rod sørgede han for, at der ingen vej eksisterede tilbage - undtagen én så blodig, at selv de mest dødsdriftsopfyldte boere veg tilbage for den. I løbet af få uger var Mandela og den øvrige opposition gået frie fra fængslerne, og resten af oppositionsledelsen var på vej hjem fra udlandet. Selv forbudet mod kommunistpartiet ophævede han. Bare få måneder senere åbnede han for, at hele den sydafrikanske diaspora kunne vende hjem fra eksil - fra østtyske militærlejre og londonske rækkehuse.
Men så begyndte sporene at skræmme ham - og det har de gjort lige siden.
Sammen med et andet af årets berømte æggehoveder, Mihail Gorbatjov, blev han dengang benævnt en "tilbagetogets helt", fordi han heltemodigt ledte sit folk tilbage fra en front, hvor folket var truet af udryddelse.
Det heltemodige gik snart af De Klerk. Et år efter sine heltegerninger lod han være med at bruge sin stats omfattende voldsmidler til at standse de forfærdelige nedslagtninger af sorte indbyggere i slumlejre og townships omkring Johannesburg. Dette er en mild omskrivning: Hvad man dengang stærkt formodede og idag med næsten 100 procent sikkerhed ved er, at De Klerk tillod høgene i sit magtapparat at anvende høvding Buthelezis Inkatha-parti til dels at slagte Mandelas tilhængere, dels at skabe et sådant voldskaos, at betingelsen for en fornuftig politisk debat blandt de sorte blev ødelagt. Rasende unge ANC'ere hoppede på voldsspiralen, mens generalerne nød synet af effektiv del-og-hersk strategi. 15-20.000 omkom i de følgende år, og sårene er ikke helet, især ikke i zululand.
Ingen, som i 1992 så sydafrikansk fjernsyn vil nogen sinde glemme den dag, hvor den ellers altid stoiske gentleman Nelson Mandela gik på talerstolen på den fælles freds- og fremtidskonferene og rystende vred, i ganske få sætninger, afslørede De Klerk som en magtsvindler: De Klerk havde ikke bare holdt skjult for Mandela, at han havde fået udarbejdet en rapport om sine ledende generalers indblanding i voldens fordækte Tredje Styrke, men han havde også nægtet Mandela adgang til den. Dermed brød han selve forudsætningen for, at de to mænds partnerskab kunne føre Sydafrika sikkert over i fremtiden: Et mindstemål af ærlighed og fair play.
De Klerk overlod de vigtige forhandlinger om en demokratisk overgangsforfatning til sin intelligente kronprins Rolf Meyer, og det var i høj grad hans store ansvarsbevidsthed og smidige forhandlingsevner der førte til demokratiets relativt glatte indkørsel, samtidig med at de frygtsomme hvide blev overbevist om, at de fortsat havde en fremtid i Sydafrika.
De Klerk spillede derefter med storhed sin forsonende rolle som Mandelas vicepræsident.
Klogt valgte han sidste år at trække sit parti ud af koalitionsregeringen med ANC. Demokratiet havde stået sin første prøve, evnen til kompromis for nationen, nu gjaldt det at sikre en anden side af demokratiet: Oppositionens rolle som minoritetsrepræsentant og vagthund.
Fra dette punkt forsvandt storheden for alvor fra De Klerk.
Usmageligt er det, at han i stigende grad tager æren for, at demokratiet blev indført - og dermed håner de tusinder af sorte og hvide, der kæmpede og døde for forandring. Værre er, at han nægter at samarbejde med den Sandhedskommission, der skal blotlægge apartheidårenes forbrydelser. For at beskytte partiet afviser han pure at det eller staten stod bag de mange mord og lemlæstelser, der blev udført i strid med dens egen love.
Da Meyer, i spidsen for en reformkommission, konkluderede at partiets eneste chance for at lægge sin fortid bag sig og dermed appellere til sorte vælgere, var at opløse partiet og begynde på et friskt, fyrede De Klerk ham på opfordring af partiets højrefløj. Nu går han selv og efterlader et håbløst utidssvarende parti, hvis racechauvisme tiltrækker stemmer fra hvide og dé farvede, som det har overbevist om at være det eneste værn mod den sorte fare. Det er et skammeligt eftermæle for en mand, der en gang handlede så modigt. For Sydafrika trænger alvorligt til et slagkraftigt borgerlige alternativ til ANC. Et ikke-
racebaseret alternativ, vel at mærke. Så vidt strakte De Klerks visioner sig altså aldrig.pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu