Læsetid: 2 min.

Klima-krisen: Planetarisk nødretstilstand

Krisebevidsthed prægede afslutningen på de 20 mest CO2-forurenende landes klimamøde i Mexico
6. oktober 2006

20 nationers klimamøde i Monterrey i Mexico sluttede ifølge nyhedsbureauerne i en atmosfære præget af bekymring, men også af stor enighed om behovet for omfattende og hastige indgreb for at bremse udledningerne af CO2 i atmosfæren.

"Vi har 30 års klimaforandringer foran os, selv hvis vi stoppede i dette øjeblik. Fordi vi har øget atmosfærens CO2-indhold så hastigt, sakker klodens klimasystem agterud. Dette rækker langt ud over noget, planeten har kendt til i måske 45 millioner år," sagde Sir David King, den britiske regerings ledende videnskabelige rådgiver, til miljø-, finans- og andre ministre fra de 20 mest CO2-forurenende lande i verden.

"Menneskeheden er i et kapløb for livet imod den globale opvarmning," sagde den britiske energiminister Malcolm Wicks i en ikke mindre dramatisk udtalelse til Reuters.

Lederen af World Economic Forum og rådgiver for den amerikanske regering Richard Samans sagde i en tale til konferencen, at "vi er bagud for kurven. Der er ingen tvivl om, at vi skulle have handlet for 10 eller 15 år siden."

137 pct. stigning

Samans efterlyste på erhvervslivets vegne klare rammer fra politikerne for de tiltag, man har brug for.

Storbritannienns miljøminister, David Miliband, påpegede, at de globale CO2-udledninger i 2050 vil være 137 pct. større end i 2003, hvis ikke der tages mere effektive skridt for at bremse det fossile energiforbrug.

Monterrey-konferencen, der var en opfølgning af G8-landenes Gleneagles-dialog med de store udviklingslande sidste sommer, samlede såvel USA og EU som Kina, Indien og Brasilien.

Landene traf ikke fælles beslutninger, og den amerikanske delegation fastholdt sin modstand mod bindende mål for reduktioner i CO2-udslippene. Samtidig gjorde Verdensbanken opmærksom på, at der stadig ikke er indbetalt de 20 mia. dollar (120 mia. kr.) til et investeringsprogram for bæredygtig energi i u-landene, som de rige lande har lovet.

Trods fraværet af konkrete beslutninger sluttede konferencen i en atmosfære af forstærket bevidsthed om, at kloden har brug for hurtig nødhjælp.

"Business as usual er ikke længere en valgmulighed," sagde David Miliband.

"De, der fortsat fornægter problemet, er at sammenligne med 'Jorden er flad-foreningen'," sagde hans ministerkollega Malcolm Wicks.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her