Læsetid: 2 min.

Klima-opsang fra Kofi Annan

Mens FN's generalsekretær gav en verbal lussing til verdens ledere, tilbød den danske miljøminister, at Danmark afholder klimatopmøde i 2009
16. november 2006

Kampen mod klimaforandringerne bør gives plads på toppen af den verdenspolitiske dagsorden på linje med fattigdom og spredningen af masseødelæggelsesvåben.

Det var budskabet i den måske sidste store tale fra Kofi Annan i sin egenskab af FN's generalsekretær. Over for de fremmødte miljøministre fra 189 lande ved klimatopmødet i Nairobi beklagede Kofi Annan sig i går over, hvad han kaldte "skræmmende mangel på lederskab" i kampen imod global opvarmning.

"Lad os ikke længere tale om at vente, indtil vi ved mere. Vi ved allerede, at en økonomi baseret på høje CO2-udledninger er et ukontrolleret eksperiment med det globale klima," sagde Kofi Annan, der opfordrede til at rykke spørgsmålet helt op i toppen af den internationale agenda.

"Klimaændringer er ikke bare et miljøspørgsmål, som alt for mange mennesker stadig tror. Det er en trussel, der omfatter alt. Vi er faretruende nær ved the point of no return," tordnede Kofi Annan og tilføjede, at klimaaftalen fra Kyoto er et afgørende instrument, men at der skal handling til.

Uden at nævne navne langede generalsekretæren hårdt ud efter dem, der stadig benægter de videnskabelige fakta.

"Dette er ikke science fiction. Der er tale om sandsynlige scenarier, baseret på klare og strenge videnskabelige modeller. Nogle få sejlivede skeptikere forsøger stadig at sprede tvivl. De skal betragtes som det, de er: Ude af trit med tiden, uden argumenter og snart uden mere tid. Den videnskabelige konsensus er ikke bare blevet mere komplet. Den er også blevet mere alarmerende," erklærede Kofi Annan.

Dansk lederskab

Men få tror på, at der nås de store resultater, inden verdens miljøministre afslutter topmødet i morgen. Derfor bliver klimamødet i Nairobi betegnet som en slags mellemrunde, inden man for alvor begynder forhandlingerne om en kommende opfølger til Kyoto-protokollen. Forhandlinger, der sandsynligvis først kan afsluttes i 2009. Med den prognose gik den danske miljøminister på talerstolen.

"Jeg sagde på min tale i dag (onsdag, red.), at det er fint, at der hele tiden tages nogle små skridt - som på dette topmøde - men det er nødvendigt at tage langt større skridt i fremtiden. Derfor tilbyder Danmark at tage formandskabet i 2009, der bliver et meget afgørende år. Det er der, hvor vi skal forsøge at nå til enighed om en opfølger på Kyoto-protokolen, der løber ud i 2012. Samtidig er topmødet i 2009 det første møde, efter at USA har fået en ny politisk administration. Det er utrolig vigtigt, at vi har de store lande med, når en opfølger til Kyoto vedtages."

Når Connie Hedegaard allerede nu ønsker at lægge billet ind på formandskab og topmøde i 2009, er det fordi, hun ønsker en mere langsigtet og kontinuerlig planlægning af verdens fælles bestræbelser for et bedre miljø.

Om topmødet i 2009 så lander i Danmark besluttes i starten af det kommende år. Det vil særligt afhænge af de sydamerikanske lande, da det egentlig er 'deres tur' til at få værtsrollen. Inden da afventes hjemme med spænding den længe bebudede klimastrategi fra den danske regering. En strategi, der ifølge Connie Hedegaard vil indeholde "meget ambitiøse målsætninger" for dansk energi- og klimapolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu