Læsetid: 3 min.

Klimakvoter kan forgylde flyselskaber

I dag foreslår EU-Kommissionen en kvoteordning for luftfartens CO2-udledning. Miljøfolk frygter slap ordning, der gør ondt værre, industrifolk er tilfredse
20. december 2006

EU-Kommissionen præsenterer i dag sit forslag til en CO2-kvoteordning for europæisk flytrafik i et forsøg på at bremse de vildtvoksende udledninger af klimaforstyrrende CO2 fra luftfarten. Europæiske miljøorganisationer frygter, at kvotesystemet får en form, der hjælper meget lidt på problemet og i stedet giver luftfartsindustrien en ekstra milliardfortjeneste.

"Luftfartssektoren står til at score en uventet profit i størrelsesorden 3,5 milliarder euro (26 mia. kr., red.) om året ved at blive inddraget i det europæiske system for handel med udledningskvoter," spår Delia Villagrasa, klimamedarbejder på miljøorganisationen WWF's Bruxelles-kontor.

Kommissionens kvoteforslag kommer, fordi den internationale luftfart i dag står uden for Kyoto-aftalens bestemmelser om reduktion af de klimaforstyrrende CO2-udledninger.

EU's miljøkommissær, Stavros Dimas, sagde i november, at en regulering "er nødvendig, fordi luftfartens udledninger tiltager hastigt og truer med at undergrave vore fremskridt med at reducere udledningerne fra andre sektorer".

Flytrafik er således ikke blot den hastigst voksende kilde til CO2-belastning af atmosfæren - EU-luftfartens CO2-udledninger er vokset med 83 pct. siden 1990 - men dertil en særlig aggressiv kilde, fordi flyene udleder CO2 i stor højde og samtidig producerer kondensskyer, der også bidrager til den globale opvarmning. Det gør, at flyenes klimapåvirkning er to-fem gange så voldsom, som selve CO2-mængden indebærer.

Gevinsten

Kommissionens forslag er en udvidelse af det kvotesystem, der i dag gælder for energiselskaber og energitunge virksomheder i EU. Der skal for hele EU defineres en kvote for, hvor meget CO2 flytrafikken må udlede. Denne samlede kvote deles op i små kvoter - udledningstilladelser - som de enkelte luftfartsselskaber erhverver. Hvis et selskab ikke opbruger sin CO2-kvote, kan det sælge den overskydende mængde til selskaber, der er på vej til at udlede for meget.

Afgørende for systemets effektivitet er, hvor stor en del af flytrafikken der omfattes af ordningen, hvor stram den samlede CO2-kvote bliver, samt hvorvidt selskaberne får kvoter foræret eller skal betale for dem.

"Det er et skridt i den rigtige retning at inddrage luftfarten i EU's system for kvotehandel. Men EU må ikke gentage de fejl, man har begået med energisektoren," siger Simon Retallack, klimamedarbejder i den britiske tænketank Institute for Public Policy Research (IPPR).

I kvotesystemets første fase bevilgede de fleste EU-lande - også Danmark - således energiselskaber og virksomheder større CO2-kvoter end deres faktiske udledninger. Eftersom selskaberne har kunnet sælge de overskydende kvoter, er systemet derfor reelt blevet et økonomisk tilskud til fortsat CO2-forurening.

"Der må sættes en stram grænse for udledningerne, og luftfartssektoren må pålægges at betale for deres udledningstilladelser ved auktioner. Uden det vil systemet ikke have troværdighed," siger Delia Villagrasa, WWF.

Erfaringen fra det gældende kvotesystem og analyser af det ny forslag tilsiger, at prisen for salgbare kvoter af selskaberne vil blive væltet over på billetpriserne. WWF beregner, at flyselskaberne derved får en ekstragevinst på 3,5 mia. euro, mens IPPR når frem til fire mia. euro.

Kommissær under pres

Ifølge Informations oplysninger har miljøkommissær Dimas arbejdet for en skrap kvoteordning, der omfatter alle fly til og fra EU - dvs. også ruter til f.eks. USA - og som fastsætter det samlede kvoteloft på niveau med EU-luftfartens årlige udledning de seneste to år.

Da udledningerne er i kraftig vækst, vil et sådant loft tvinge selskaberne til markante initiativer til CO2-begrænsning.

Samtidig har miljøkommissæren ønsket, at 10 pct. af kvoterne skal sælges - ikke foræres - til selskaberne, og at denne andel over nogle år skal stige til 40 pct. Endelig indgår der i kommissærens model, at ekstra foranstaltninger - f.eks. en lufthavnsafgift - skal indføres for at tage højde for, at flyenes klimavirkning er kraftigere end den rene CO2-mængde.

Denne udformning af kvoteordningen har luftfartsindustrien arbejdet ihærdigt imod. Bestyrelsesformand for British Airways, Martin Broughton, har kaldt miljøkommissærens forslag "overambitiøst" og forlangt, at en kvoteordning kun omfatter flyvninger internt i EU. Brancheorganisationen International Air Transport Association siger, at EU bør droppe hele ordningen og afvente, at den internationale luftfartsorganisation ICAO udformer en global model.

Glæde med forbehold

På et møde på kabinetschefsniveau i EU-Kommissionen mandag mødte miljøkommissærens forslag modstand fra andre kommissærers afdelinger.

Det resulterende forslag, som lægges frem i dag, omfatter i starten kun flyvninger mellem lufthavne i EU og dermed kun 40 pct. af den CO2-udledning, som europæisk luftfartsindustri er ansvarlig for.

Fra år to skal flyvninger ind og ud af EU dog inddrages. Dertil vil forslaget højst tillade salg af 10 pct. af den samlede kvote - de 90 pct. skal foræres til selskaberne. Og Kommissionen modsætter sig formentlig særlige foranstaltninger begrundet i flytrafikkens specielt stærke klimapåvirkning.

"Vi er glade med forbehold," sagde Francoise Humbert, talskvinde for sammenslutningen af europæiske flyselskaber AEA, i går til Reuters.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu