Læsetid: 10 min.

Klimt og kunstens grænseløse overdådighed

Et Gustav Klimt-portræt er blevet solgt som verdens dyreste maleri. Ifølge Independents kunstskribent kunne den ære ikke tilfalde en mere passende kunstner, eftersom Klimts malerier svælger i penge og overflod
26. juni 2006

For godt hundrede år siden fandt et stort køb af Gustav Klimts værker sted.

Men det var ikke nogen lykkelig begivenhed, for det var kunstneren selv, der købte sine værker tilbage. Hans samvittighed bød ham det.

Klimt var blevet hyret til et prestigefyldt projekt for universitetet i Wien, men det udviklede sig hurtigt til en skandale. Hans tre allegoriske malerier vakte voldsom opstandelse. De blev kritiseret for at være besynderlige og uanstændige, og da der blev luftet trusler om retsforfølgelse, blev det for meget for Klimt. Som han fortalte Østrigs uddannelsesminister i begyndelsen af 1905:

"Jeg, Gustav Klimt, betaler hermed de 6.000 kroner, jeg har modtaget i forskud, tilbage til deres hænder, Herr Uddannelses- og Kulturminister. Jeg nægter hermed at fortsætte med at arbejde for en klient, der ikke tror på mit arbejde og tillader, at jeg bliver gjort til skamme. Det var deres ansvar at svare igen på de grove og latterlige angreb. Som følge heraf beholder jeg de færdiggjorte malerier som min egen retmæssige ejendom."

Kunstnerisk integritet

Der var handling bag ordene, og Klimts brev står unægtelig som et af de stærkeste eksempler på kunstnerisk integritet. Det hedder sig, at Klimt oven i købet gik skridtet videre. Da ministeriet sendte deres egne flyttefolk af sted for at konfiskere værkerne Filosofi, Medicin og Jura fra Klimt, holdt han dem væk med et haglgevær for derpå at drage af sted for at skjule sine malerier.

For en uges tid siden fandt endnu et stort køb af et Gustav Klimt-værk sted, og denne gang var det en lykkelig begivenhed for alle involverede. Hans Portræt af Adele Bloch-Bauer blev solgt for 135 mio. dollar (800 millioner kr.), hvilket er det højeste beløb, der nogensinde er betalt for et maleri. Køberen var Neue Galerie, et galleri i New York finansieret af Estée Lauders kosmetikformue og med fokus på tysk og østrigsk kunst. Sælgeren var den portrætteredes 90-årige niece. Salgsprisen slår klart den tidligere rekordindehaver, Picasso's Dreng Med Pibe, der blev solgt for 104 millioner dollar.

Kunstmarkedet er dog ikke det samme som aktiemarkedet. Sidste uges rekordsalg er ikke ensbetydende med, at Klimts værker generelt er kommet i højere kurs end Picassos eller van Goghs. Portrættet af Adele Bloch-Bauer bevarer sikkert ikke engang sin førsteplads særlig længe, for rekorden har det med at blive slået årligt.

Østrigs Mona Lisa

Men det er nu ikke hvilket som helst Klimt-værk, der er tale om. Det er noget ganske særligt. Af og til bliver det sågar kaldt Østrigs Mona Lisa.

Maleriet, der blev til i 1907 og forestiller en Wiensk bankmands kone, som muligvis var kunstnerens elsker, er indbegrebet af Klimts Art Nouveau-stil. Det er et billede af luksus og svimlende seksualitet. Og så er det, ganske kendetegnende for Klimt, helt 'fladt'.

Den menneskelige figur er pakket ind og svømmer nærmest i tætte og smukke ornamenter. Kun hudens fylde på ansigt og hænder synliggør, at dette er kvinde. Det er ikke til at sige med bestemthed, hvor hendes krops konturer går. Hendes dragt er som perfekt camouflage absorberet som den er i mosaikken af firkanter, trekanter, spiralhvirvler og skiver, som til overflod flyder rundt omkring hende, overdådigt belagt med sølv og guldglinsende, metalliske kulører. Som en vittig kritiker fra samtiden bemærkede: Mehr Blech als Bloch - "Dette er mere blik end Bloch".

Hun er dækket af ornamenter som en egyptisk farao og disse former anslår alle slags eksotiske og arkaiske resonanser: Egyptisk gravkunst, græske vaser, kristne ikoner, japanske litografier. Det er en overflade af sindrigt grafisk design, udskåret og påtrykt, hvis fuldkomne opulens forlener billedet med et udtryk af narkotisk desorientering.

Det var da også i de hippe, psykodeliske 1960'ere, at den dekadente Wienerkunst fra omkring århundredeskiftet vandt sin store genklang.

Klimts kunst opnåede - i lighed med Mahles musik - først dengang en bredere popularitet. Plakater i masseoptryk af Kysset fulgte, og afvigte uges salgsrekord er vel egentlig blot den foreløbige kulmination på denne udvikling.

Men her stopper historien ikke. Dette billede er særegent i yderligere én henseende. I modsætning til mange værker, der sættes til salg, var dette ikke unddraget offentlig beskuelse. Helt frem til sidste år hang det på Österreichischen Galerie på Belvedere-slottet sammen med andre Klimt-malerier, deriblandt Kysset. Der havde det hængt siden Anden Verdenskrigs slutning. Hvordan det kom der, står ikke ganske klart. Før krigen havde det tilhørt Bloch-Bauer-familien, lige indtil det blev stjålet som så mange andre kunstværdier tilhørende jøder som del af Hermann Görings generelle kunstran efter nazisternes magtovertagelse i Østrig i 1938,.

Hjem til rette ejermand

Først i år nåede en dom-stol efter mange års retssag frem til, at billedets rette ejermand var familiens arvinger, hvorefter værket blev udleveret til dem. Den østrigske stat fik chancen for at købe billedet, men greb den ikke.

Således blev dette billede, dobbelt berømt som ikon for en kulturel epoke og som et historiens gidsel, udbudt på markedet, hvor det altså nu - for en tid i al fald - har rang af verdens dyreste maleri.

Okay, jeg ved det meget vel: Penge er ikke alt her i verden, og hvor ville det være rart, hvis denne gustne faktor slet ikke kom ind i billedet.

Når et kunstværk får vedhæftet et prisskilt, risikerer det helt at forsvinde bag det. Prisskiltet bliver alt, hvad publikum ser. Det bliver til rent trofæ, og dermed så usynlig som Mona Lisa, skjult bag tommetykt sikkerhedsglas og druknet i glansen fra dens berømmelse.

Eller rettere: Sådan kan man i al fald tænke i sine dystreste stunder, men selvfølgelig har penge ikke noget at gøre med kunstnerisk kvalitet. Al kunst kan blive genstand for pengespekulationer, men dybest set forløber disse i et parallelt univers. Markedsprisen kan være interessant nok, men siger intet om værket i sig selv.

Portrættet vil stadig være udstillet for offentligheden - gudskelov. Og lykkeligvis har det overlevet, hvilket er mere end man kan sige om Filosofi, Medicin og Jura, som også blev hugget af nazisterne og gemt væk i et slot, som siden blev brændt ned af flygtende SS-soldater, og det var så det.

Men pengenes, magtens og juraens kræfter bør, skønt de i høj grad kan påvirke et kunstværks eksistens og tilgængelighed, ikke indvirke på vores oplevelse af det. Kunstens virkelige værdier ligger andetsteds. Og dette ville vel også have været Klimts synspunkt, eller hvad?

En mand af få ord

Gustav Klimt ytrede sig aldrig ret meget. Han tilstod, at han ikke havde ordet i sin magt, endsige nogen særlig interesse for sin egen person.

I modsætning til andre kunstnere fra sin generation formulerede han aldrig manifester eller bare mindeværdige sentenser. Hans personlighed - i modsætning til hans billeder - var aldrig udadvendt og farverig og bortset fra rejserne og hædrende priser i en ganske succesrig kunstnerisk karriere (1862-1918) var der ikke noget opsigstvækkende over hans liv. Han giftede sig aldrig, men havde mange elskerinder og blev far til flere børn. Han var fysisk sensuel og elskede brydning. De fleste fotografier, vi har bevaret af ham viser ham som en barsk udseende, lidt kraftig, skægget Sankt Peter-type, der åbenbart yndede at gå klædt i løsthængende, ankellange blomstrede kåber - en klædestil, der kan minde om en præsts, en håndværkers eller en libertiners. At dømme efter hans projekter og karriere, faldt hans forestilling om kunstnerens rolle ganske nøje sammen med dette billede: uafhængig, ophøjet, ja endog profetisk.

Eller rettere: Dette er den ene side af sagen. Man må huske på, at Klimt var stiftende medlem af Sezession-bevægelsen ('Løsrivelse') - en grupe kunstnere, som brød med den traditionelle akademiske stil i 1897 (i Wien haltede man endnu dengang en smule efter kunstens øvrige europæiske avantgarde-scene) og grundlagde deres eget broderskab.

Vi har også den Klimt, som gav afkald på det store offentlige bestillingsarbejde. Vi har den Klimt, som fortsatte med at udarbejde store, mytologiske friser om livet og som forfulgte idealet om det store Gesamtkunstwerk, det quasireligøse projekt om et multimedialt kunstværk, der skulle forene visuelle og musikalske udtryk med arkitektur, scenekunst og rite og løfte mennesketilværelsens toneart ved hjælp af højstemte og liturgiske gestikulationer. Og vi har den Klimt, som prædikede seksul frigørelse med skamløs udstilling af fysisk kærlighed og nøgenhed.

Og på den anden side har vi også den uhæmmede forbruger Klimt, der gjorde seksuel frigørelse uadskillelig fra ekstremt hittepåsom og overdådig pornografi, bestrøede landskabsscener med delikate prikker og klatter af bolsjeagtigt indbydende farver og nedsænkede kvindelige portrætter i mønstre af glitrende guld og sølv. Dette er en ganske anderledes idealistisk åre.

Man kan anskue Klimt, som så mange af hans samtidige, som inspireret af Richard Wagners musikdramaer. Han satte i sandhed pris på havfruer, hedenske guddomme, seksuel ekstase, teatralske virkemidler og en generelt flydende desorientering af erfaringsverdenen. Men der er en radikal forskel. Wagners Nibelungens Ring er - blandt andre ting - en langstrakt, moraliserende tirade om pengemagtens ukontrollérbar og ubegrænsede karakter som legemliggjort i den så heftigt attråede gyldne ring selv. Når en figur i Rheingold bogstaveligt talt begraves i guldstykker, må vi forstå, at dette er noget stygt og slemt.

Åbne skattekister

Dette er slet ikke Klimts indstilling. Hans billeder er som åbne skattekister eller varebelæssede butikshylder i stormagasiner. De rummer overflødighedshorn af alle slags ting, vi kan begære med alskens lækkert fyld. De er opbygget af bolsjer og ædelsten, smykker, dekoration og brokade. De er kort sagt lavet af penge. End ikke Andy Warhols kunst svælger så vellystigt i pengematerialitet, som Klimts gør.

Når vi præsenteres for så svimlende summer, som salgsprisen for Portræt af Adele Bloch-Bauer, er vi tilbøjelige til at opdele dem i mindre elementer for at forstå, hvilken målestok vi har med at gøre. Hvilket er hvor meget værd? Hvordan fungerer denne prissætning? På samme måde som med fodbolstjerners astronomiske lønninger er vi tilbøjelige til at opløse dem i deres dele, som når vi knipser med fingerene 0g udbryder "dér scorede David Beckham lige to mio. ekstra pund". Giver dette mening?

Flydende guld

Tag nu dette portræt. Det danner et perfekt kvadrat - et format, Klimt holdt meget af. Det er en usædvanlig form for malerier, og Klimts pointe synes at være et forsøg på at transcendere indholdet. Rektangulære billeder er mere velegnede til at formidle dette eller hint indhold. Et vertikalt rektangel passer sig fint for en menneskeskikkelse, et horisontalt passer sig for flere ting - et landskab, en række figurer og objekter osv.

Men det fuldkomne kvadrat har ikke nogen oplagt beboer. Dets form minder snarere om en slags vægtæppe, og det var formodentlig netop, hvad Klimt satte pris på ved den: Dens antydning af brokade og dekoration. Portrættet som er rigt ornamenteret, belagt og sammenstykket af mange dele, forløser formen bedst, og dets kvindeskikkelse er da også som overhældt med flydende guld.

Nu til divisionssummen. Dette kvadratiske portræt måler 138 cm x 138 cm. Det er giver et overfladeareal på 19.044 kvadratcentimeter. Dets pris er 73 mio. pund, så det koster følgelig 3.833,23 pund per kvadratcentimenter, hvor en kvadratcentimeter omtrentlig svarer til en mosaikflis. Er dette en vanvittig opregning? Muligvis, men det er også en vanvittig måde at betragte billedet på. Det var ikke delen, der til sammen løb op i 73 mio. pund, men helheden.

Men måske er det ikke så vanvittig en måde anskue billedet på alligevel. Med Klimt giver denne opdelingsmetode udmærket mening. Han var vild med mosaikker og drog ofte til Ravenna for at beundre de berømte byzantinske af slagsen.

Han imiterer ikke direkte mosaikkunsten, men han tænker konstant på den. På samme måde som med mosaik er en de ting, vi åbenlyst skal opleve ved Klimts billeder - en af de ting, der får dem til at føles så lukulliske og ekstravagante, er den måde, hvorpå de er opbygget af akkumulerede småstykker. Disse formelig myldrer frem for at komme til. Rigdom, rigdom, rigdom i kraft af idelig ophobning og addition er deres væsentligste visuelle retorik. Uanset hvad indholdet måtte være, er det denne glade gnier-sammendyngning, der regerer billedet.

Penge i stakkevis

Eller tag et andet billede, der næsten også er et fuldendt kvadrat og malet samme år som portrættet, Danae.

Også dette rummer en af Klimts knapt skelnelige kvindekroppe, der ligger sammenrullet som i fosterstilling. Figuren forestiller en figur fra den græske mytologi, som besvangres af Zeus i skikkelse af et vandfald af guld. Den unge kvindes ben, stritter op i luften, moderne netstrømper runder hendes ankler og hendes mund står vidt åben, idet en en syndflod af gult og guldstykker skyller ned gennem hendes lår. Den bogstavelige kærlighed til penge har aldrig været så eksplicit udtrykt.

Pyt med pengene? Nej, pengene er vidunderlige. Penge i stakkevis og penge flydende i strømme. Penge, man kan bade i. Dette er noget, som alle andre kun kan udtrykke halvt ironisk, hvis ikke med decideret afsky.

Men Gustav Klimt siger det ligeud, med en lettere forvrænget vellyst. Så der er ikke spor ironi i, at et Klimt-værk i sidste uge skulle sætte rekord som verdens dyrest solgte maleri. Det er den perfekte skæbne: Reddet fra en verden af tyvegods er det atter genindsat i en verden af køb, salg og cirkulerende kapital som en enorm og glorvædig eksplosion af sprudlende ødselhed.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu