Læsetid: 4 min.

Klistre-korpset

7. juni 2007

Engang for så længe siden, at det hører under betegnelsen 'gamle dage', læste jeg i en artikel om fængsler, at måske kunne det lade sig gøre at opføre det flugtsikre fængsel, men, hævdede artiklens forfatter, det måtte man aldrig realisere.

Begrundelsen for denne overraskende konklusion var, at hvis man udelukkede den i hvert fald teoretiske mulighed for at forcere hegn og mure, kunne det lamme fangernes livsmod i en sådan grad, at det ville trække hele stemningen ind i en negativ spiral såvel for den enkelte som kollektivt. Uden frihed, eller i det mindste et spinkelt håb om frihed, kan mennesket ikke leve, lød datidens morale. I dag skyder de 100 procent sikre fængsler op over alt i den vestlige verden, opført med elektronisk overvågning af hver en krog og bevægelse, alarmer, der udløses ved minimale temperaturforskelle, sindrige kodelåse og omgivet af flere ringe af tårnhøje, projektørbelyste mure. Her lades alt håb ude. Indse at trædemøllen er dit vilkår og eneste vej til et respektabelt liv.

Men kan det være anderledes? Har vi ikke pligt til at værne os mod de fanatiske terrorister, skruppelløse mafiaer og skydegale voldsmænd, som er kommet til i mellemtiden? Deres indespærring er vel forudsætningen for at sikre alle de respektables ret til en tilværelse fri for daglig frygt.

Der er imidlertid stadig tydeligere tegn på, at det ikke kun er de kriminelle - og for en sikkerheds skyld også de potentielt kriminelle - der har fået deres frihedsmuligheder begrænset. Også uden for murene er der gang i tilstopningen af de mere eller mindre legitime åndehuller, som har givet et frikvarter fra trædemøllen.

"Jeg klistrer, jeg klistrer," som Kristin siger i Strindbergs Et drømmespil, mens hun tætner alle sprækker.

"Du lukker luften ude! Jeg bliver kvalt!" klager Indras datter, som er steget ned til jorden i medlidenhed med menneskenes kår.

Kristin: "Nu er der kun en lille sprække tilbage!".

Indras datter: "Luft, luft, jeg kan ikke ånde!"

Kristin: "Jeg klistrer, jeg klistrer!"

Advokaten, den pæne mand: "Godt Kristin; varmen er dyr!"

Ja, vist er varmen dyr, og behageligt er det at kunne sidde lunt og sikret i vores lille bolig. Men at kunne ånde frit er også nødvendigt, så hvis alle sprækker klistres til, uanset med hvilke gode og fornuftige argumenter det sker, sygner vi hen.

Knibtangsbevægelsen

Ikke desto mindre har klistre-hærene fået frit løb og er i en knibtangsbevægelse i gang med at tætne enhver tænkelig sprække. Fra den ene side rykker lovgivningshæren frem i terrorbekæmpelsens navn, fra den anden en falanks som - for at blive i den militære terminologi - kan kaldes Det moralske Hjemmeværn, der vogter over, at ingen har et nok så beskedent frirum, som flertallet ikke kan skaffe sig, et argument, som altid har slagkraft i et demokratisk samfund, hvor alle er - eller i det mindste burde være - lige for såvel lov som med hensyn til muligheder.

Om det udelukkende er denne idealistiske tankegang, der driver klistreværket, er det dog svært at blive overbevist om, når man ser de sager, som i retfærdighedens navn myldrer frem. Her synes snarere hævn eller misundelse at være drivkraften.

Tag for eksempel et par små, men netop derfor karakteristiske sager, som Nyhedsavisen indigneret har rejst. I det ene tilfælde drejer det sig om de frikort, DSB udsteder til forhenværende medarbejdere, uden at disse betaler skat af det, i det andet om de småbeløb, et par håndfulde hjemløse tjener på at sælge Hus Forbi. I det første tilfælde lød overskriften "8.000 ældre kører sort" efterfulgt af den til egoismen bejlende underrubrik: "Det koster hvert år skatteyderne 300 millioner kroner, at pensionerede DSB-ansatte futter gratis med tog". Ét er, at regnestykket er så luftigt som en valgtale. De 300 mio. fremkommer nemlig ved, at hvert frikort sættes til en værdi af 37.000 kr. og forudsætter således at samtlige indehavere rent faktisk "futter" hele dette beløb op. Næppe tænkeligt, end ikke for dem, der bor i Skagen. Det, der i virkeligheden forarger, er, at disse mennesker har haft et frirum, man kan også kalde det et frynsegode, som har gjort deres liv lidt sjovere.

I sagen om Hus Forbi kom Nyhedsavisen frem til, at månedsbladet sandsynligvis var "den største sorte forretning i Danmark", hvis sælgere tjener mere end en sygeplejerske. Bag denne forargelse ligger den kendsgerning, at de 300-400 sælgere i gennemsnit tjener 1400 kr. om måneden på bladsalget. At denne indtægt, som hævdet af Nyhedsavisen, i vid udstrækning unddrages skattevæsenet, tror jeg gerne. Men hvis vi ikke skulle have råd til, at samfundets dårligst stillede således skaber sig et åndehul, så er de sidste flugtmuligheder fra samfundsfængslet definitivt klistret til.

Rolf Dorset er skribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her