Læsetid: 5 min.

Klo, rock'n'roll og dekadence

På rock'n'roll tematur i Berlin. Hvor den vestlige dekadence virker falsk og uinteressant mod det tidligere østberlins opfindsomhed. Men begge parter mener det seriøst
11. november 2006

Kaufhaus des Westens. Midt i Berlin ligger det kæmpemæssige stormagasin. Gucci, Chanel, Rolex, Neuhaus Chokolade, trøfler, Armani, sushi, cognac til 40.000 kroner, Tiffanys, B & O, vagter med øresnegl, fødevareindkøb for tusinder af euro, kvinder med lange øreflipper og børn med en årsløn i lommepenge. Dekadence uden skrupler. Og som en hån navnet Kaufhaus des Westens. Den dag trabi'erne væltede ind i Vestberlin, stod varehuset og tronede og legemliggjorde alt det ossierne havde været afskåret fra bag muren. Her får man overfloden serveret, så man til sidst næsten bliver skamfuld over sine grådige blikke, når man vandrer rundt i madafdelingen på husets sjette sal. Magasin har intet på dette slaraffenland af smutveje til hjerte-kar-sygdomme. Kaufhaus des Westens. Velkommen. I virkeligheden er det jo en øjebæ.

Men hvis østtyskerne vitterligt troede på, at det var sådan, man levede i vesten, så er det ikke så mærkeligt, at de, i det samme muren faldt, flygtede mod vest og efterlod deres lejligheder i en sådan hast, at det så ud som om, de bare var gået ned efter smøger. En flugt, der betyder, at lejlighedspriserne i Berlin den dag i dag ligner dem, vi i Danmark kun kender i mindre provinsbyer.

Og da jeg og min rejsefælle færdedes i det gamle Øst-Berlin, var vi da fristet af at investere kassekreditten i en fire-værelses i Prenzlauerberg. Og også berlinerne er begyndt at vende tilbage sammen med de tusinder af udlændinge, der slår sig ned i byen. Måske bare for et års tid, måske for livstid. Mange af de tilrejsende kunstnere slår sig ned i denne gamle østtyske bydel.

Området er fyldt med små butikker, som designere har åbnet, og hvor de og sælger ud af deres kollektion. Og dem udforsker vi bevidst. Vi har nemlig valgt at lade vores rejse til Berlin inkludere både det gamle Berlin og historiens vingesus og det nye Berlin, som alle snakker så meget om. Kunstnernes - ikke mindst musikernes Berlin. For kan det virkelig passe, at det unge Berlin lever op til hypen?

Gammeldagskapitalistisk

Ja, det kan det. Det imponerende Kaufhaus des Westens virker uinteressant og håbløst gammeldagskapitalistisk ved siden af det sprudlende liv, der hersker i de omkringliggende slidte bydele.

Men noget går igen. Tyskerne synes ikke at gøre noget halvt. Det er dekadence eller denim. Lige så dedikerede rigmændene er til deres nye BMW eller importerede Ferrari, lige så fanatiske er kunstnerne i forhold til deres importede smadrede Yellow Cab fra New York eller til den ostalgiske Trabant. Og tilhørsforholdende hører ikke op med at være tydelige blot fordi, de træder ud af bilen. For eksempel er der i Tyskland generelt et større rock-publikum end i Danmark, og det kan man se på de varer, der sælges. I Prenzlauerberg ligger der blandt andet en butik, der er dedikeret til rockabilly-genren. Her er masser af pomader, Betty Paige-prikkede kjoler, højt taljerede jeans og ternede skjorter. Ren Amerika-i-50'erne-nostalgi.

Ved en tilfældighed havde vi aftenen før været til en psychobilly-koncert på det legendariske spillested Wild At Heart - der af nogle kaldes den europæiske pendant til CBGB's i New York, hvor blandt andet The Ramones og Blondie var faste indslag. Psychobilly er en sammensmeltning af punk og rockabilly, hvilket vil sige, at der ofte synges (eller råbes) om tabuiserede emner, mens der spilles på gulvbas og bandet ofte er klædt 50'er-nostalgisk.

Rigtige punkere

Det danske band Powersolo er et eksempel. Og minsandten om vi ikke render ind i Jens og Bo fra netop Powersolo, da vi vandrer rundt i Prenzlauerberg. De har indledt en større Tyskland-turné med en koncert i Berlin og har nu et par dage i byen. Det ser ud som om, de hører hjemme her. Her ville man ikke som i Danmark vende sig om efter dem på gaden uden anden grund end sikkerheden om, at de må være noget ved musikken, for i Danmark har kun kendte mennesker så gennemført en stil. I Berlin er det normalt ikke at ligne hinanden. Normalt at udtrykke personlighed med påklædning.

På gaden ser man punkere. Den rigtige slags. Ikke de efterskole-versioner, vi har rendende rundt i København. Det virker altså som om, at man i Berlin mener tingene mere seriøst end andre steder. Her er alt gennemført. Også når en café eller bar har et tema. I bydelen Kreutzberg - der er så slidt, at man skulle tro, den lå i østberlin, men det gjorde den faktisk ikke - ligger baren Trinkteufel, Drukdjævelen. Her er temaet underverdenen. Væggene er malet som en grotte, i loftet er der flagermus og kranier, de kvindelige bartendere har store tatoveringer på armene og på anlægget spiller de Turbonegro og Marilyn Manson.

Man hører ofte tyskerne beskrevet med det forhånende Ordnung muss sein, men at beskrive tyskerne som humorforladte regelryttere ville være uretfærdigt. Godt nok er tingene gennemført, og der er orden i sagerne, men det er bestemt ikke ensbetydende med, at det ikke er sjovt.

Toiletbar

For eksempel vandrer vi tilfældigt ind på en bar på Leipnizstrasse, en sidegade til det berømmede rigmandsstrøg Kurfürstendamm. Inden vi træder ind, bemærker jeg godt nok, at stedet hedder Klo, at dørhåndtaget stammer fra et betalingstoilet, og at et skilt forklarer, at der er spühlstunde kl. 19, men det, der ventede bag døren, havde jeg alligevel ikke forestillet mig. Denne bars tema er urinalt og fækalt. Simpelthen. Toilet-tema. Flere siddepladser er ombyggede toiletkummer, væggene er dekoreret med toiletskilte og som om associationerne ikke var fæle nok i forvejen, så får vi serveret to Warsteinere i den slags plastikbeholdere, mænd bruger til at tisse i, når de er sengeliggende.

Hvis man er til den slags humor, har det sikkert været sjovt. Men da vi havde tvunget øllet i os, der på en måde virkede tykkere og mørkere end normalt, forlod vi stedet og grinede lidt af det. Men kom ikke tilbage. Og selvom det da fik stor opmærksomhed på de postkort, der blev skrevet den samme aften, så var det måske alligevel for meget af det gode. Men således belært: Når tyskerne siger tema-bar, så mener de det. Som de gør det med alt andet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her