Læsetid: 3 min.

En anden klode

26. august 2002

OP TIL DAGENS start af Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg har mange medier fået den ide at spørge lokale sydafrikanere om deres forventninger til topmødet. Svarene varierer fra dem, der siger »hvilket topmøde?« over dem der mener, at mødet vil gavne den lokale sexindustri, til dem der som den lokale aktivist Madoda Cuphe siger, at »det vil blive endnu en stor snakkeklub« om rige, fattige, miljø, handel og penge.
Der er en verden til forskel på den virkelighed, desillusionerede fattige i Sydafrika, Indonesien eller Guatemala oplever, og så dén professionelle diplomater fra Washington, Bruxelles og København befinder sig i. Sidstnævnte vil den kommende uge svede tran i The Sandton Conference Centre og føle sig presset til at løsne slipseknuderne og hælde ekstra is i gin og tonic’en i hårde forhandlinger om de slutdokumenter, der – på papiret – vil bane vej for en anden, bæredygtig verden. Mens de førstnævnte med krumme rygge vil slide for at bjærge til morgendagen i den givne verden, hvor hvert fjerde menneske lever for under en dollar om dagen, hvor skatteyderne i EU giver mere bistand til deres køer end til fattige medmennesker i u-landene, og hvor det 30 år gamle løfte om 0,7 procent af i-landenes BNP til bistandshjælp er forvitret fra 0,33 procent givet i 1990 til nu 0,22 procent. Det er en given verden, hvor indbyggerne i det fattige Sierra Leone må se frem til en gennemsnitlig levealder på 37 år – på en levefod svarende til hvad europæerne nåede for 600 år siden. En given verden, hvor i-landenes ledere hylder fri handel, men i praksis via protektionisme og støtte til landbrug og andre erhverv kun tillader u-lande med 40 procent af verdens befolkning at stå for tre procent af den globale vareeksport. Og det er en given verden hvor USA’s nye militærbudget overstiger den maksimale årlige sum, alle i-lande kan tænkes at investere i klima-aftalen fra Kyoto, en aftale så ydmyg at den i bedste fald blot forsinker fremtidige tørkekatastrofer, oversvømmelser og gletchersmeltninger nogle år.

DET KAN ikke undre, hvis mennesker i den fattige verden trækker på skuldrene af det globale sammenrend i Johannesburg, 10 år efter de brudte løfters topmøde om miljø og udvikling i Rio. Kan hænde, at USA’s præsident George Bush (som ikke gider komme til topmødet) er god mod sin hund, og kan hænde, at EU’s aktuelle formand Anders Fogh Rasmussen er en kærlig familiefar, men bedømt på tal og fakta står de som aktuelt ansvarlige for en ufattelig, global hensynsløshed og grusomhed, som gør det forståeligt, hvis de fattige intet venter sig af topmødet.
Alligevel har verden kun de topmøder, den har. Når 100 statsledere, 5.000 regeringsdelegater, 50 ledere af globale koncerner, 15.000 NGO-aktivister og 2.000 mediefolk sætter sig sammen i et konferencecenter i en uges tid, så vil der ske noget.

MAN SKAL ikke længere gøre sig håb om den store forpligtende ’Global Deal’ mellem Nord og Syd, som Svend Auken i en periode fik den forrige regering, EU, Sydafrika og NGO’erne med på. Man skal heller ikke forvente nogle ny forpligtelser vedrørende f.eks. udviklingsbistand eller international handel – det har USA på forhånd sagt kategorisk nej til.
Hvad man vil få, er en politisk Johannesburg-deklaration og en Handlingsplan, som i høj grad hviler på kendte målsætninger og forpligtelser. Samt en stribe såkaldte ’frivillige partnerskaber’ mellem lande eller mellem u-lande og private virksomheder om konkrete nye udviklings- og miljøprojekter. I værste fald bliver det en uovervåget, fragmenteret »privatisering af den bæredygtige udvikling«, som FN’s miljødirektør Klaus Töpfer har udtrykt det, men i bedste fald kan det blive mange nye initiativer underlagt FN-krav om gennemsigtighed, overvågning og medejerskab i modtagerlandene.
Vigtigst er muligvis det, der sker oven i hovederne på de 20.000 deltagere i Sandton Conference Center, de 30.000 deltagere i alternativ-arrangementer og i den verdensoffentlighed, der fra i dag følger dramaet. Selve denne fokusering af mental energi omkring klodens ubærlige tilstand og dens himmelråbende uretfærdigheder kan måske udløse ny handlekraft, nyt håb og nyt fokus i det civilsamfund, som i sit opmuntrende livtag med globaliseringens bagsider havde sat dagsordenen, men så helt tabte pusten efter den 11. september sidste år. En ny verden er mulig, sagde de globale aktivister og NGO’er for et år siden. Sådan er det stadig. For den nuværende verden er det ikke.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu