Læsetid: 4 min.

I kløerne på en hustler

Det er svært ikke at blive blive fanget ind af Cubas professionelle hustlers og kvindebedårere
25. august 2006

Officielt er der selvfølgelig ikke racisme på Cuba, men allerede da jeg var her første gang, stod det mig klart, at der er en vis opdeling. For eksempel er langt de fleste gode salsadansere er sorte. Det er muligvis omvendt racisme at sige det, men ikke desto mindre sandt.

Gennem de sidste par uger har en veninde og jeg dyrket Havanas natteliv, og det har været en fornøjelse. Aldrig så snart man er færdig med at danse med byens bedste danser, før man bliver budt op af en, der er endnu bedre. Nogle steder har vi ikke fået lov til at sidde ned. På de billige steder er dansen ganske uskyldig, på nogle af de dyrere er indsatsen højere. Nok kan man tage et par danse i al uskyldighed, men her drejer det sig om at score en hvid kvinde og en billet til udlandet.

Det er med andre ord hustlernes marked, man er inde på. Mange af hustlerne kommer de samme steder hver uge, og fordi vi også gjorde, kom vi til at kende dem lidt, og en aftenspurgtejeg min veninde:Kan man hustle en hustler? Min veninde og jeg ville gerne danse, men ingen af os var umiddelbart klar til ægteskabelig import af den beregnende slags. Altså måtte vi passe på ikke at brænde os, og det ville sige, at vi ikke skulle danse for længe medhver enkelt.

Alligevel faldt jeg en aften i. Præcis hvordan det skete, ved jeg stadig ikke, men det var jo en del af kunsten, forførelseskunsten, som jeg kort forinden havde betragtet og beundret. Til minveninde havdejeg sagt: Mand, disse fyre kan deres kram. Fordi de hvide kvinder selvfølgelig bliver skræmt ved tanken om ægteskab, skal enhver ordentlig hustler starte med at sige, at han elsker sit land og sin familie, som han aldrig vil forlade. Ikke for alle penge i hele verden. Fordi han er fattig som en kirkerotte, skal han sige, at han er ligeglad med penge, og hun skal i hvert fald ikkebetale for ham, nej, noget sådant vil være synd og skam.

Han skal helst få det til at lyde, som om han kun sjældent går ud og danser (fordi han har travlt på det arbejde, han ikke har) og i øvrigt synes han, at hun danser vidunderligt. Om hun også mærker denne særlige...energi ... imellem dem? Åh, han bliver helt nervøs i hendes nærvær, han har aldrig haft andet end cubanske kærester. Nu inviterer han hende til at danse, og hun er selvfølgelig lykkelig over at danse med én, der danserti gange bedre end hende selv, og hvis hun skulle være i tvivl om noget, kan han holde hendetæt, eventuelt så tæt, at hun kan mærke hans errigerede lem. Det er måske lidt tidligt, men for det første har han travlt, for det andet virker det jo. Langt de fleste kvinder kan jo godt lide at blive begæret. Og han kan jo ikke gøre for det.

Hvad hun ikke ved, er, at han dansede lige så tæt med en anden kvinde i går, også i går fortalte han, at han egentlig hader disse steder, der er fulde af hustlere, også i går fastholdt hanen pigesblik og sagde, at hans følelser kom fra hjertet. Hvad han understregede ved at placere en knytnæve på brystet.

Ejendomsret

Som sagt: jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg troede, at jeg havde regnet alle disse hustlere ud, men så befandt jeg mig alligevel pludselig i et baglokale med en af dem. Uden at jeg havde opdaget det, var alle de andre hustlere pludselig væk. Min veninde var taget hjem. Jeg var ikke blevet spurgt om mine præferencer, men pludselig tilhørte jeg denne mand. Senere mødte vi resten af hustler-slænget nede i byen.Da havde de andre fået forbud mod at nærme sig mig. En af dem, jeg havde danset med hele ugen, var lille og ikke så køn, men vi havde det virkelig sjovt på dansegulvet, og derfor gik jeg over og spurgte, hvor han havde været hele aftenen. Min ven blev straks irettesat af den hustler, jeg nu tilhørte, og i et øjeblik glemte min ven, at jeg forstod ham, og han råbte: "Jamen, det var hende, der talte til mig! Det var hende!"Pludselig var det ikke længere så sjovt.

Derfor foreslår jeg selv, at vi går ned på el Malecón. Selv midt om natten trænger man til den friske vind fra havet, man trænger til den lunkne, sprittede rom, der købes i små kartoner, og man trænger til at være sammen med de andre, Havana er en lille by. Selv om min hustler ikke får, hvad han vil have af mig, kan jeg ikke lade være med at smile, da han siger, at han kan se på mig, at jeg har masser af kærlighed at give. Selv Gud vil have, at jeg giver ham lidt, bare en smule. Bare etlille kys. Så vil han aldrig plage mig mere. Dale, mami. Kom nu. Det er jo et håndværk. Og det virker.

Dette er Katrine Marie Guldagers sidste klumme fra Cuba

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her